Her kan du læse nogle af mine artikler:
Fra reportagerejse til Dubai
'Kreativiteten blomstrer i Dubai', Arkfokus, december 2008
'På syvstjernet dannelsesrejse', Jyllandsposten, 23.1. 2009
'Hotel i guld og marmor', Visitor, 09-2008
'På tøsetur til Dubai', IN, 10-2009
'Når topledere skal lære at tage ansvar', Arbinger.dk
(flere undervejs)
Fra reportagerejse til New York
'Go west', Iværksætteren, januar 2009
'Kærlighed og karriere i New York', Alt for Damerne, 30.4. 2009
'En bid af det store æble', Væksthus Syddanmark, juni 2009
Fra reportagerejse til Cuba
'Alle kvinder er lækre i Cuba', Femina, september 2009
(flere undervejs)
Gymnasieskolen
'Hvad vil I med os', december 2009
Efterskolen
'Fordommene forsvinder når man bliver venner', oktober 2008
'Leder i dit eget liv', september 2009
'Med Facebook på efterskole' november 2009
Frie Skoler
'Poul så Malene', august 2010
'Den Frie Lærerskole fylder 60', september 2009
Skolebørn
'Forældre skal anerkendes' august 2008
Dagens Puls
'Lær at drikke med måde', februar 2008
'Verdens mindste motionscenter', februar 2008
'Kejsersnit går ud over børnene', januar 2008
'Stor forskel i støtten til kemopatienter', marts 2007
'Tænk dine smerter under kontrol', februar 2007
Dagens Medicin
'Arbejdsløse patienter må kun få én paryk', august 2007
Alt for Damerne
Tema om kvinder i Yemen: 'Jeg skal være 10 gange så pletfri som mine ugifte søstre' og 'Hun vidste ikke, hvad sex var', nr. 34, 2007
Nova
'Kan man være kvindelig med ét bryst', oktober 2007
Poul så Malene
Hun var ikke til at holde ud, da hun startede på efterskole som 14-årig for 30 år siden, siger hun selv. Umoden, forvirret og selvoptaget. Hendes livs store held var, at hun blev mødt af forstanderen på efterskolen, der så igennem det og holdt af hende alligevel. Nu – 30 år senere – kontakter journalist Malene Bjerre sin gamle forstander for at høre, hvad der skal til for at være en god lærer.
Af Malene Bjerre
Mit efterskoleophold var ikke mange måneder gammelt, da jeg både havde drukket et par øl, røget hash og sniffet lightergas. Man var jo lidt sej, ikke?
Lidt før jul blev hele sagen optrevlet, og det stod hurtigt klart, at skolen ikke syntes, det var spor sejt. Nogle blev sendt hjem, men min forstander, Poul Boe, trak mig til side og sagde: ”Vi kunne godt smide dig hjem, Malene, men jeg tror ikke, det er det rigtige for dig. Du får lov til at blive her i år, og så skal jeg nok hjælpe dig med at finde en anden skole til næste år.”
Nu kunne jeg pludselig mærke langt inde i maven, hvor glad jeg var for min efterskole. Jeg begyndte også at kunne mærke forskel på, hvad der var godt for mig, og hvad der ikke var. En søndag kørte Poul Boe rundt med mig til et par andre efterskoler, og jeg valgte en af dem. Men efter et par måneder sagde han en aften til mig: ”Nu skal du høre, det er tydeligt, at der er sket en stor udvikling med dig. Du må meget gerne blive her til næste år.”
Jeg blev helt stille og højtidelig af glæde over tillidserklæringen. Og endte med at have to år på efterskolen, der har været afgørende på alle områder af mit liv: mit forhold til mine børn, mit arbejde, min holdning til, hvordan samfundet skal indrettes.
Så i dag, 30 år efter jeg startede på skolen, ringer jeg til Poul Boe for at snakke med ham om, hvad der skal til for at være en god lærer – som han var det for mig.
Liv eller noget, der ligner
”Grundlæggende handler det om at møde eleverne som mennesker,” slår han fast fra starten. ”Jeg kom ikke med nogle bestemte ting, jeg ville have jer til at forstå – jeg kom, som jeg var, og så måtte I bruge det eller lade være.”
Og det møde mellem mennesker er der særlig gode betingelser for på efterskolen, mener Poul Boe. ”Vi var jo sammen hele tiden. Og efterskolen tilbyder os et rigtigt liv sammen. Med masser af små fortrolighedsøjeblikke, måske bare mens vi gik sammen hen til morgensamling. Der er stor forskel på, om det er liv eller bare noget, der ligner.”
Læreren må tage ansvaret
Og mødet er på godt og ondt – med det hele, som Poul Boe siger. ”Når det gjaldt dig,” eksemplificerer han, ”prøvede jeg for eksempel at fastholde dig i at være den, du var, og ikke den, du foregav at være, også selvom jeg skulle være barsk. Kan du huske, dengang de nye elever var på besøg?”
Det kan jeg desværre sagtens. Der var besøgsdag for det kommende års elever, og det føltes magtpåliggende for mig at vise, hvordan vi ”rigtige elever” så ud. Så jeg havde malet mig hippieagtigt i ansigtet og hang ud sammen med de andre på en måde, så det var tydeligt for enhver, at her på skolen var vi virkelig frie og progressive. Poul var ikke begejstret. ”Gå op og vask dig, Malene.” Og jeg luskede flovt af og fik vasket sminken væk.
”Men du må have gjort det på en sød måde, for ellers var jeg nok blevet sur,” siger jeg nu.
”Du blev sgu da sur. Men du gik op og vaskede dig. Og hvis jeg ikke havde været sikker på, at du ville gøre det, havde jeg aldrig sagt det. Så havde jeg ødelagt alting. Men jeg vidste, at du var ude i et ærinde, du heller ikke selv syntes var fremragende, så du skulle bare have et lille skub. Og det var okay for mig, at du gik i vrede, for du kom tilbage som en Malene, du selv bedre kunne lide. På den måde tog jeg ansvaret for situationen. Så kunne du bagefter gå og tumle med oplevelsen.”
Intet menneske er en ø
Mødet er et møde med den enkelte, men intet menneske er en ø, fastslår Poul Boe. ”Tag nu det franske fodboldlandshold. Det består af elleve individualister, og de gik ikke engang videre fra den indledende runde i VM, fordi de ikke kunne spille sammen. Vi er aldrig alene, og det er afgørende på en skole, at vi arbejder for det fælles bedste.”
På den anden side består fællesskabet af individer, forklarer han videre, og dem skal der være plads til. ”Hvis fællesskabet skal fungere, er vi som lærere nødt til at hjælpe eleverne til at opdage sig selv. Og det gør de jo ikke, hvis de ikke bliver set af os. Jeg kunne have holdt en moralprædiken for dig, men det behøvede jeg ikke, for jeg vidste, hvordan du havde det.”
Mødet går begge veje
Men hvordan bærer man sig ad med at møde 100 forskellige elever – og gøre det igen, år efter år?, spørger jeg.
”Alle elever har ikke brug for lige meget voksenkontakt, men det er vigtigt, at alle har en nær relation til mindst en lærer. Og kontakten kan jo se helt forskellig ud. Dig snakkede jeg med. Men jeg havde også sådan nogle ustyrlige knejter, der sad oppe på mit kontor og slikkede på frimærker sammen med mig, og så faldt der måske en enkelt bemærkning indimellem.”
Men det at møde og åbne sig for andre mennesker har sin pris, og for Poul Boe har det især været svært at sige farvel til elevholdene den sidste dag: ”Jeg har taget bestemte forholdsregler. For mødet går begge veje. Hvis jeg har gjort indtryk på dig dengang, så er det, fordi du har gjort indtryk på mig. Det er ikke noget man kan professionalisere sig ud af.”
Poul Boe har været på Vivild Ungdomshøjskole fra 1972-2001, fra 1975 som forstander. I dag er han pensioneret.
Den 28-årige Louise Ingeman, der er uddannet på Aalborg Universitet, har det sidste års tid haft adresse og arbejdsplads i Dubai. Her møder hun kreative udfordringer og får betroet et ansvar, hun aldrig ville stå med derhjemme. Til gengæld trækker bureaukratiet tænder ud. Og så savner hun regnvejret.
Af Malene Bjerre
”Måske er det allerbedste ved at arbejde i Dubai, at jeg fuldstændig kan koncentrere mig om det kreative – for der er tegnere ansat under mig, som tager sig af rentegningerne,” fortæller Louise Ingeman Jensen, som det sdiste års tid har arbejdet som arkitekt for det delvist danskejede arkitektfirma LWDesigngroup i Dubai. Ørkenstaten, der er et af de syv Forenede Arabiske Emirater, har oplevet et kolossalt byggeboom inden for de sidste 10 år, så der er rigeligt at lave for udenlandske arkitekter. I Dubai står folk fra udviklingslandene i kø for at lave manuelt arbejde til lave lønninger, så arkitekter som Louise tager sig af ideudviklingen og skitserne, mens filippinere laver alt Autocad-arbejdet.
Det gør arbejdet hurtigt og – i hvert fald for arkitekterne – meget tilfredsstillende. Projekterne er hurtigt gennemført, og Louise har på kort tid fået en masse erfaringer med helt forskellige typer byggeri – hun har været med til at tegne på et stort kulturprojekt med museer, musikhus, teater og et universitet og er nu blevet ansvarlig for et nyt designkoncept til en stor hotelkæde, der dækker hele Mellemøsten. Hun kan ikke give ret mange detaljer om projekterne. Konkurrencen blandt arkitektfirmaerne er hård, og de holder kortene tæt ind til kroppen, indtil projekterne er gennemført.
Men hun kan fortælle, at opgaverne er så forskelligartede og flyder så hurtigt igennem tegnestuen, at hun aldrig når at komme til at kede sig. En anden fordel er den helt særlige oplevelse at arbejde uden budget. Faktisk tales der ikke ret meget om prisen på et projekt, fortæller Louise. Kunden kommer og siger: Vi har en grund, og vi vil gerne have jer til at tegne et lejlighedskompleks – få det til at se godt ud! Først bagefter ser de på prisen. ”Det er virkelig dejligt ikke at skulle spare og lade slutresultater blive derefter,” siger hun. ”Jeg oplever det som meget befordrende for min kreativitet at kunne træffe faglige beslutninger i stedet for økonomiske. Spændende og udfordrende”
Karakterløs pengemaskine
Dubai bliver kaldt BLT – navnet på en amerikansk sandwich. Bigger, larger, taller. Og det dækker meget godt Louises opfattelse af den måde, der bygges på i byen, der vokser på alle leder og kanter. I havet, i ørkenen og langt op i skyerne. Dubai er en evig byggeplads og mangler karakter og sjæl, vurderer Louise. ”Kvaliteten af byggeriet er ikke så vigtig. Det skal bare gå hurtigt, overgå noget andet og se godt ud,” siger hun. ”Dubai er blevet en pengemaskine. Der er et skønt område ved vandet i den gamle by, hvor souq’erne og de historiske huse ligger. Det er det eneste kvarter, der har noget af byens gamle sjæl tilbage, men nu vil de rive en del af det ned for at give plads til nye boliger, som der kan tjenes penge på. Det er virkelig kortsigtet.”
Det er ti år siden, Louise første gang besøgte byen, og i dag er det en helt anden by. Men selv om hun ærgrer sig over den manglende sans for planlægning og kvalitet, er det også spændende, at alting går så hurtigt. Det anslås, at en fjerdedel af alle byggekraner i verden befinder sig i Dubai, og man kan næsten se byen vokse fra dag til dag. ”Jeg kan blive helt forpustet over tempoet. Det er hektisk og forvirrende, men også skønt. Alting kan lade sig gøre hernede,” siger Louise.
Men tit får fancy indfald lov at tage overhånd, og man glemmer fuldstændig det funktionelle. Hun beskriver et nyt område, hvor hun tvivler på, at der har været en gennemtænkt masterplan: ”Det er, som om der mangler retningslinjer for området. Mange af bygningerne forholder sig ikke til hinanden og ligger kun med få meters afstand. Det eneste, man føler er planlagt ned til mindste detalje, er infrastrukturen, som ligner en blomst fra oven. Men en vejingeniør ville hive sig i håret over det, for det er enormt irriterende at køre to kilometer, hvor man konstant skal dreje.”
Egentlig kan hun godt lide byggestilen i Dubai. ”I Danmark er trenden meget minimalistisk, og det synes jeg måske kan blive lidt kedeligt,” siger hun. ”Hernede mikser tit de det moderne med det ornamenterede. Det kan være et hus med meget enkle, rene linjer, hvor skodderne er skåret ud i arabiske mønstre. Det synes jeg er fedt. Det er sjovt at bryde det meget stilrene med noget utraditionelt.”
Mystiske masterplaner
Det værste er til gengæld det store papirarbejde. Der skal søges et hav af byggetilladelser hos forskellige instanser, og mange steder er der en masterplan for et område med meget specifikke og indimellem mystiske krav. Hun giver et eksempel fra et af de andre emirater. Her må man bygge lige så mange etager under jorden, som man vil, men man må kun bruge de tre første til parkering, og hvad skal man så egentlig bruge flere til? Desuden må man bygge et vist antal etager over jorden, men det er kun de tre øverste, man må bruge til parkering. Hvordan man så lige indretter bygningen, så bilerne kan komme op til parkeringen på for eksempel 10. etage, er der ingen anvisninger på. Det er en arkitektonisk udfordring. ”Bureaukratiet hernede er absurd og trækker tænder ud i et projektforløb,” fastslår Louise. Det gælder også i privatlivet. Simple ting som at få oprettet en ny bankkonto eller få tilsendt forsikringspapirer kræver et hav af opringninger og stor tålmodighed. En anden udfordring er, at bygherrerne blander sig i helt små detaljer. ”Den der stolpe skal væk, eller det der vindue kan vi ikke lide, siger de måske. Og så skifter de uden videre mening. På det ene møde er de begejstrede, og så på det næste er de vendt på en tallerken, helt uden forklaringer. Det må man bare vænne sig til,” siger hun.
Lang arbejdsuge
Umiddelbart virker forholdene fyrstelige. Louise tjener det, der svarer til en almindelig dansk arkitektløn, og betaler ikke en krone i skat. Hun har givet 75.000 for sin nye firehjulstrækker, og benzinen i OPEC-landet koster under tre kroner literen. Til gengæld er lønnen uden pension, og boligpriserne er skyhøje. Hun og kæresten bor i en lille toværelses til 14.000 kroner om måned. Det kan gå an for unge par uden børn, men det er nærmest blevet umuligt for familier på almindelige lønninger at bo i byen. Og arbejdsforholdene er hårde. Hun arbejder mindst 45 timer om ugen og har næsten en times bilkørsel hver vej, selv om hun bor meget tæt på LWDesigns kontor. Trafikken er endnu et af de områder, byplanlægningen ikke har helt styr på.
Den meget lave timeløn for fremmedarbejdere fra udviklingslande giver et højt serviceniveau. Der er altid nogen, der parkerer ens bil, fylder den op på tankstationen, pakker indkøbsvarerne og bærer dem ud til bilen. ”Selvfølgelig vænner man sig til det efterhånden,” fortæller Louise. ”Og det er da også en luksus. Men egentlig vil jeg helst være fri. Jeg kan bedst lide at klare tingene selv, og jeg får helt ondt i maven over, at man udnytter folk på den måde.”
I den sparsomme fritid er der masser af tilbud. Fra den brølende storby er der ikke mere end en time ud i ørkenen, hvor Louise og hendes venner kører på firhjulede motorcykler i klitterne og laver barbecue. Omans bjerge er heller ikke langt væk, og på østkysten er der koralrev, hvor man kan dykke og se skildpadder, hajer og farvestrålende fisk.
Længes efter regnvejr
Hun regner med at blive i Dubai et år eller to endnu, men vil helt sikkert også hjem til Danmark igen. ”Der er mange ting, jeg længes efter i Danmark,” fortæller hun. ”God dansk ost, min mors flæskesteg og leverpostej. Den slags småting. Overraskende nok savner jeg også det danske vejr. Indimellem kunne jeg virkelig godt tænke mig at sidde indenfor med kakao og nybagte boller, mens regnen siler ned udenfor.” Men ikke mindst savner hun strukturen og organiseringen i det danske samfund. ”Jeg glæder mig til at komme hjem og arbejde under overskuelige og ordnede forhold. Jeg har lært enormt meget hernede, men det bliver skønt at komme hjem og tegne en stille og rolig villa med nogle fede detaljer. I længden er det ikke tilfredsstillende at slå et tårn op, bare fordi det skal sælges. Jeg vil gerne lave noget, der skiller sig ud. Og hernede skiller alting sig ud.”
Stine Kloster gør ikke, som politikerne siger. Hun er ikke gået direkte i gang med en uddannelse, men holder i stedet et par sabbatår i Dubai. Det vil gøre hende til en langt bedre studerende, siger hun, og giver hende et netværk og en kulturel kompetence, hun aldrig ville have fået ellers.
Af Malene Bjerre
Stine Kloster omgås spidserne i Dubai. Hun planlægger events bl.a. for sheikens familie med gæstelister, der inkluderer topchefer, diplomater og kendisser som den mand, der nu er gift med Sarkozys ekskone. Hendes firma forhandler om alt fra en kommende filmfestival til eksklusive fester, hvor nogle af de hotteste filmstjerner fra Hollywood vil dukke op.
Stine Kloster omgås spidserne i Dubai. Hun planlægger events bl.a. for sheikens familie med gæstelister, der inkluderer topchefer, diplomater og kendisser som den mand, der nu er gift med Sarkozys ekskone. Hendes firma forhandler om alt fra en kommende filmfestival til eksklusive fester, hvor nogle af de hotteste filmstjerner fra Hollywood vil dukke op.
Men Stine er kun 21 og har ikke anden uddannelse end sin gymnasieeksamen fra Århus Statsgymnasium. Hun vil arbejde et par år, inden hun skal videre med sin uddannelse, men hendes sabbatår ser anderledes ud, end det gør for så mange andre unge, der tager på højskole og rejser et halvt år rundt i Asien. Hun er ansat i et eventfirma i Dubai, der laver arrangementer for firmaer – fra maratonløb til prisoverrækkelser. Det er et job, der skaffer hende VIP-billetter til nytårsfesterne ved det syvstjernede Burj al-Arab-hotel, men først og fremmest har det givet hende nogle unikke erfaringer.
”Derhjemme kunne jeg måske have fået arbejde som piccoline,” siger hun. ”Jeg ville aldrig have opdaget mine egne ressourcer, men det gør jeg her, fordi mine arbejdsgivere giver mig et kæmpe ansvar.” Og det er ikke småting, der bliver lagt i hænderne på Stine. Efter kun godt et år i branchen holder hun møder med potentielle kunder, hvor hun finder ud af, hvilken type arrangement de har i tankerne. Tit er deres forestillinger ret vage, så hun skal lytte sig ind bag ved det, de siger, og skal så komme med en skitse til et arrangement. Det har været en overraskelse for hende selv, at hun er så god til det.
Tænker med
”Jeg tror, det er noget, vi lærer i gymnasiet i Danmark. Vi bliver opmuntret til at være selvstændige og forholde os kreativt til problemerne. Derfor er skandinaver også attraktiv arbejdskraft hernede. Unge fra andre uddannelsessystemer er måske super gode til matematik, men de skal have en voksen til at fortælle, hvad de skal gøre,” forklarer Stine.
Derfor måtte hun også kæmpe lidt for at få eventfirmaet overtalt til at ansætte hende. Hun havde boet nogle år i Dubai med sin familie og havde mødt en kæreste, hun tog ned til efter 3.g. Men det gik hurtigt op for chefen, at hun kunne noget mere. ”Jeg tænker med,” siger hun. ”Selv om kunderne er højtuddannede direktører for store firmaer, sker det tit, at jeg foreslår dem noget, de ikke selv havde tænkt på. Jeg har også lært at indsamle information, så jeg ikke bare snakker uden at vide, hvad jeg taler om.”
F.eks. blev Stines firma hyret af Nike, der gerne ville være med til at sponsorere et maratonløb i Saudiarabien. Det var så Stines opgave at give et bud på et koncept, der repræsenterede nogle værdier, så det gav mening både for Nike og alle de andre, der var med i løbet – fra maratonløberen selv til de andre firmaer og offentlige institutioner, der var involverede. Helt konkret var hun altså med til at gøre det klart for det internationale superbrand, hvilke profileringsmuligheder der lå i, at virksomheden gik ind i et maratonløb.
Dypper tæerne i branchen
Årene i Dubai giver Stine nogle helt andre oplevelser, end hun ville have fået derhjemme, både personligt og arbejdsmæssigt. Men først og fremmest har det gjort hende meget mere målrettet i forhold til de kommende studier. For det første er hun blevet helt sikker på, hvad hun vil læse. ”Jeg vidste nok godt i forvejen, at det skulle være noget med kommunikation, men nu er jeg helt sikker på, at det er eventbranchen, jeg går efter,” siger hun. ”Det har været enormt vigtigt for mig at prøve at have et arbejde. Jeg har dyppet tæerne i branchen, og nu ved jeg, at det er det rigtige.” For det andet har hun fået en masse praktisk erfaring, som hun længes efter at få en teoretisk viden til at kvalificere. ”Jeg tror, jeg bliver en rigtig god studerende, fordi jeg ved hvad jeg har behov for,” forklarer hun. ”Jeg ved, at en event kan styrke et brand og har en masse ideer til, hvordan det kan gøres. Men jeg har brug for at få ideerne systematiseret og begrundet og sat ind i en større sammenhæng. Jeg tror, det teoretiske vil blive et rent energitilskud for mig. Og så vil teorierne give større mening for mig, fordi jeg kan relatere dem til praksis. På den måde tror jeg, jeg vil have et stort forspring for mange medstuderende. Så mit sabbatår er på ingen måde spildt, tværtimod vil det blive en stor gevinst for mit studie.”
Behøver ikke være enig
Stine fremhæver også det store netværk, hun har fået i branchen, som hun vil kunne trække på, både under uddannelsen og bagefter. Og så har hun lært en masse om at navigere i en multikulturel verden. ”Noget af det første, vi spørger om, når vi skal arrangere en event, er: Hvordan er sammensætningen af jeres gæster? Hvis kunden er araber, skal der for eksempel ikke serveres alkohol. Sådan er det bare,” fastslår hun. ”Man behøver ikke være enig, men man er nødt til at sætte sig ind i andres tænkemåde. Og det mener jeg, man kunne lære meget af i Danmark. Landet ville simpelthen tiltrække flere penge, hvis danskerne var bedre til at åbne sig kulturelt.”
Hun undrer sig over, at Danmark ikke er gået mere seriøst ind i eventbranchen. ”Jeg vidste faktisk ikke helt, hvad en event var, før jeg fik mit job,” siger hun. ”I Danmark tror mange, at det er noget glamourøst luksuspjat, men der er faktisk en god grund til, at firmaer bruger penge på events. Det handler simpelthen om at kommunikere deres værdier ud på en anden og meget effektiv måde. Jeg oplever, at der er en vis modstand mod tankegangen bag events i Danmark, så jeg ser en spændende udfordring i at udvikle et eventmarked, der passer til den danske kultur.”
Men i første omgang bliver Stine i Dubai. I øjeblikket er hun optaget af at sælge eventaftener i det store telt, firmaet slår op på stranden lige foran Burj al-Arab-hotellet. De går som varmt brød, selv om en aften koster op mod 800.000 kroner. Men så er det også kronprinsen af Saudiarabien, der inviterer, og blandt gæsterne vil et par af stjernerne fra Desperate Housewives være til stede. Så må studierne vente lidt endnu.
Hotel i guld og marmor
Ingen tvivl om, at Burj al-Arab er et luksushotel med format, men serviceniveauet halter bagefter.
Af Malene Bjerre
Højere, vildere, dyrere. Dubai elsker sine utallige placeringer i Guinness Rekordbog. Burj al-Arab er med sine 321 meter det højeste hotel i verden og er med listepriser, der starter ved 9.000 kroner for en overnatning – uden morgenmad – helt klart også et af de dyreste. Hotellet står som et udspændt sejl 280 meter fra kysten ud for Dubai og fungerer som ikon for byen. Ledelsen af hotellet har aldrig selv påstået, at det var til syv stjerner, men har gladelig citeret den journalist, der begejstret udråbte det til verdens eneste syvstjernede hotel. I dag er Burj al-Arab kendt over hele verden blandt mennesker, der ikke ved noget som helst andet om hverken luksushoteller eller Dubai. Brandingen har virket.
Set med kølige skandinaviske øjne er hotellet ikke ligefrem et studie i god smag. Designet er holdt i stærke farver – højrødt, skriggult og stærk pink – og på badeværelserne er armaturet og fliserne belagt med 22 karat guld. Der er ingen værelser på hotellet, kun suiter i to etager. I luksussuiten fører en bred marmortrappe med guldbalustre op til de to enorme soveværelser med himmelsenge på runde podier, der kan dreje hele vejen rundt.
Dubais oliereserver er langt mindre end i naboemiratet Abu Dhabi og i Saudi-Arabien. De forventes at være udtømt inden for de næste 20 år, så hvis ørkenstaten vil fortsætte sit liv på første klasse, skal indtægterne hentes hjem andre steder. Det sker gennem en målrettet satsning, hvor staten – det vise sige sheik Mohammed – investerer store summer i byggeprojekter som Burj al-Arab. Det er en satsning, der har givet bonus. Dubai har fået et monumentalt vartegn, der er kendt over hele verden.
Men når det kommer til stykket, er brandet bedre end hotellet. Snarere end syvstjernet er Burj al-Arab i virkeligheden nærmere firestjernet, skriver John A Vlahides i Lonely Planets Dubai-guide. Han har tidligere været senior concierge på et luksushotel og medlem af Les Clefs d’Or, det internationale forbund af concierger. Problemet med Burj al-Arab er, at de ansatte på hotellet er uerfarne unge, der kommer fra udviklingslande, og som ikke er i stand til at afkode gæsternes behov – inden de når at udtrykke dem. Selv måtte han åbne døren ind til hotellet, mens en parkeringsdreng venligt smilende så til. Parkeringsdrengens arbejde er at parkere biler, ikke at åbne døre, og i et land, hvor arbejdsvisaet følger arbejdsgiveren, tør ingen ansatte gå ud over deres arbejdsbeskrivelser. En detalje, men det er den slags detaljer, den femte stjerne afhænger af.
Det påvirker også eksklusiviteten, at det ikke kun er overnattende gæster, der har adgang til hotellet. Besøgende udefra kan indtage en overdådig eftermiddagste med panoramaudsigt ud over Dubai i Sky Bar på 27. etage eller spise middag på den dyreste restaurant i byen, der er bygget op omkring et enormt akvarium, hvor farvestrålende koralfisk og hajer svømmer rundt lige ved siden af den hvide dug og sølvtøjet.
Men det er småting, der ikke bekymrer dem i Dubai. Burj al-Arab har tjent sig selv ind efter bare ti år og har en belægning på 95 %. Oliesheikerne og de nyrige russerne har ingen problemer med at betale 100.000 pr. nat for luksussuiten. Praleeffekten ved at kunne blive hentet i helikopter i lufthavnen og sat af på hotellets tag, blive kørt rundt i byen i en af hotellets hvide Rolls Roycer eller drikke verdens dyreste drink – en whisky til 27.321 dollars – er det hele værd.
På tøsetur til Dubai
Dubai er oliesheiker, luksushoteller, sandstrande og powershopping. Men millionbyen ud til Den Arabiske Golf byder også på myldrende basarer, arabiske og indiske kvarterer fuld af sjæl og charme og ørkensport, der kan få legebarnet op i enhver.
Af Malene Bjerre
Jeg troede, Dubai var uden for rækkevidde, hvis man ikke var oliesheik eller det, der ligner. I min forestilling var byen ét stort shoppingcenter, hvor sheikens tildækkede hustruer rev Guccitasker ned fra hylderne, mens de flashede deres diamanter.
Men nu ved jeg, at de mange tilbud i ørkenstaten fås i alle prisklasser. En femdages ferie med veninderne her behøver ikke koste meget mere end en tur til Rom eller London. Til gengæld får I oplevelser, I aldrig har set magen til.
Middag med hajer og koralfisk
Ved første øjekast ligner byen det, jeg havde forventet. Kolossalt høje skyskrabere i overraskende faconer står side om side, omkranset af 12-sporede motorveje. Ude ved vandet ligger de dyre femstjernede hoteller, først og fremmest Burj al-Arab. Det er verdens højeste hotel, ligner et kæmpestort udspændt sejl og fungerer i dag som ikon for byen. Det kan ikke komme på tale for almindelige mennesker at bo der. Der er ingen værelser, kun suiter i to etager, og listepriserne går fra 9.000 til 100.000 per nat. Uden morgenmad. Der er kun adgang til hotellet, hvis man har bestilt bord. I kan enten vælge at spise middag på en af de stjernedyre restauranter – f.eks. den, hvor koralfisk og hajer svømmer rundt sammen med vinduespudsende dykkere i et enormt akvarium lige ved siden af bordene. Eller, måske mere realistisk, indtage en overdådig afternoon tea i Sky Bar på 27. etage. Den koster 500 kroner og består af bittesmå seafoodsandwiches og de lækreste kager med juice, kaffe, te og et glas champagne til. Fra baren er der udsigt ud over hele Dubai og lige ved siden af ligger Palmen, den kunstige ø, hvor dubaierne bygger deres nye strandvejsvillaer. Det er en magisk oplevelse at se solen gå ned, mens byens millioner af lys tændes.
Billig wellness
Burj al-Arab er smuk udefra, men næsten vulgær i sin demonstration af rigdom og overdreven luksus indvendigt. Set med skandinaviske lighedsbriller gør det ikke sagen bedre, at en stor del af Dubais rigdom er baseret på de mange fremmedarbejdere fra fattige udviklingslande. De bor stuvet sammen i små lejligheder eller ligefrem arbejdslejre og knokler til rystende lave timelønninger for at kunne sende det lille overskud hjem til de lande, hvor forholdene er endnu dårligere. Men for os turister betyder det, at servicetilbuddene er superbillige. Så min veninde og jeg tager hen for at få ordnet negle i kæden Tips & Toes, der ligger i flere forskellige shoppingcentre. For 250 kroner klarer de både hænder, fødder og skuldermassage – på én gang. Det er helt surrealistisk at sidde omgivet af filippinske kvinder, der nipper og skrubber og trækker i alle sider af os på en gang. De er tydeligvis ikke spor utilfredse med deres arbejde i den luksuriøse wellnessbranche og griner og snakker, mens de arbejder. Vi opgiver at følge med i, hvad de laver, og giver os bare hen til oplevelsen. Og efterlader godt med drikkepenge.
Basarer og billige restauranter
Overalt i Dubai skyder enorme skyskrabere op. Det er som at være med i en fremtidsfilm at gå rundt i Dubai Marina, hvor der er lavet en kunstig lystbåde havn nede mellem de ubegribeligt høje bygninger. Smukt, lækkert og – på trods af heden – underligt køligt. Så er det en helt anderledes kaotisk oplevelse at komme ind til den gamle bydel, der ligger omkring creeken, det stykke af Den Arabiske Golf, der skærer sig ti kilometer ind i ørkenlandet. Her kan vi for alvor mærke, at vi er i Mellemøsten. Det myldrer med mennesker af alle nationaliteter i de forskellige basarer, hvor der handles med guld, parfume, krydderier og prinsessestoffer. Desuden er der fyldt med billige restauranter. For et par kroner bliver man sejlet over creeken i små motorbåde. På den østlige side ligger området Bastakia, der blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet af velhavende perlefiskere og handelsmænd. De traditionelle huse med kølende vindtårne er restaurerede, og det er vidunderligt at gå rundt i de smalle gader og kigge ind i de små gallerier og cafeer. Vi finder oven i købet et sted, der serverer Starbucks i en arabisk gårdhave med springvand og appelsintræer.
I Bastakia ligger også Dubai Museum. I gården er der en fiskerbåd og en beduinhytte, men det rigtig spændende foregår nede i kælderen. Her kan man se en film med autentiske optagelser af Dubai helt tilbage fra 1930’erne og for alvor blive klar over den rivende udvikling, byen har været igennem. Det afgørende højdepunkt er selvfølgelig, at olien bliver opdaget i 1966, og petrodollarne begynder at strømme ind og skaffe grundlaget for den enorme vækst, der har skabt det moderne Dubai. Man vurderer, at en fjerdedel af alle verdens byggekraner befinder sig i Dubai i øjeblikket, og byen vokser på alle ledder og kanter, så det næsten er synligt fra dag til dag.
Eiffeltårnet i fuld størrelse
Et af fremtidens store projekter er Dubailand, der skal ende med at blive verdens største forlystelsespark med temaparker, planetarium, vandland, kulturområder og endnu et kæmpestort shoppingcenter. Og for den sags skyld også et Legoland. Der er bygget et showroom for projektet, hvor en model på 60 kvadratmeter viser rutsjebaner, pariserhjul, sportsanlæg, hotelbyer og kopier af Eiffeltårnet, Det Skæve Tårn i Pisa, pyramiderne og Taj Mahal – der alle sammen bliver i fuld størrelse. Området vil fylde næsten 300 kvadratkilometer og vurderes at komme til at koste omkring 350 milliarder kroner. På vej ud fra showroomet passerer vi to smukke tigre, der uvist af hvilken grund er blevet anbragt på et lille græsområde bag tykt glas. De er splittergale, de dubaiere, bliver vi enige om.
Indiske sølvskåle
Et par kilometer fra den gamle by ligger Satwa, den farverige bydel, hvor det vrimler med etniske restauranter og små butikker. De fleste varer er noget biks, men I kan også være heldige at finde indiske isenkræmmere med skåle og fade af den slags, der koster hundredvis af kroner i interiørforretningerne i København. Her kan de få for ti-tyve kroner.
Lidt længere østpå ligger Karama, hvor butikker med et helt afslappet forhold til ophavsretten befinder sig. Her er der Victoria Beckham-jeans og Ed Hardy T-shirts, og er I til Prada- og Chaneltasker og tilsvarende dyre bælter, bliver I inviteret ind i baglokalet og præsenteret for kopier i varierende kvaliteter for et par hundrede kroner.
Et andet godt bud på fantastiske indkøb er engrosbutikken Antique Museum. Her kan man købe alt det, man også kan købe i souq’erne og hotellernes turistbutikker, men til under halv pris. Butikken har varer fra 24 lande – pashminatørklæder, arabiske hængelamper, glasskåle, babusjkadukker, parfumeflakoner, udskårne træfigurer og julemænd. Find beskrivelsen af, hvordan I finder butikken, på hjemmesiden: www.fakihcollections.com, og tag så en taxa. Og når I står i noget, der ligner et forladt industriområde, er I ikke kørt forkert! Butikken må ikke sælge til private, så den gør ikke et stort nummer af sig.
Skibakke på 3. etage
Rigtig seriøs shopping har der nu heller aldrig været noget i vejen med. Der er omtrent lige så mange shoppingmalls i Dubai, som der er biler på vejene, men to af de mere bemærkelsesværdige er Ibn Battuta og Mall of the Emirates. Ibn Battuta er den muslimske verdens svar på Marco Polo, og shoppingcentret er indrettet, så det forestiller de verdensdele, han rejste rundt i i 1300-tallet. I Mall of the Emirates er der på 3. etage indrettet en kæmpe indendørs skibakke i et romantisk snelandskab, som en snemaskine genopfrisker hver nat. Priserne er en anelse lavere end i Danmark, medmindre I er der under Dubai Shopping Festival i januar-februar, hvor der er store rabatter. Noget, der får flyselskabet Emirates Airlines til at hæve antallet af bagagekilo. Man må jo være realistisk!
Sand om ørerne
I har ikke besøgt Dubai, hvis I ikke har været ude i ørkenen. Vi vælger arrangøren Knight Tours, fordi de er de eneste, der bruger lokale emiratiske guider. Den første halve time suser vi sydpå ad motorvejen, og så drejer Mohammed fra og standser i sandet. Han skal lukke luft ud af dækkene på firehjulstrækkeren, så den kan klare de røde klitter. Og så går det ellers derudad – op og ned i flyvende fart og med overrumplende sving, så vi klynger os til håndtagene i loftet. Vi fortryder, at vi ikke har taget køresygepiller, og må bede Mohammed sætte farten ned. Da han omsider standser, vakler vi ud af bilen og må lige sunde os lidt, inden vi kravler op ad en sandbakke, hvor der står to surfboards. De seje ville selvfølgelig stå op, men vi nøjes med at kælke ned ad bakken, og det er forrygende sjovt. Meget bedre end i den der væmmelig kolde sne, vi holder os i Danmark. Sandet flyver om ørerne på os, og Mohammed slæber trofast brætterne op, hver gang vi suser ned.
Kamelridningen springer vi over. I stedet sætter vi os ved de lave borde og spiser søde pandekager og ryger vandpiber. Da det er blevet helt mørkt, får vi serveret arabisk barbecue med hummus og tabouleh. Mavedanserinden fra Uzbekistan kunne vi godt have undværet, selv om hun er smuk og sexet, men bagefter bliver alt lyset slukket, og vi læner os tilbage og kigger op i de millioner af stjerner, man ikke har en chance for at få øje på oven over lyshavet inde i byen. Tættere kommer vi ikke på den oprindelige beduinkultur.
Boks 1: Fly
SAS har direkte afgange til Dubai fra omkring 3900 kroner, men hvis I bor i Jylland, er det værd at overveje at flyve fra Hamburg, så ryger der over 1000 kroner af prisen. Søg på www.momondo.com.
Boks 2: Overnatning
Der er masser af store hotelkæder i Dubai: Radisson, Ritz-Carlton, Hilton, Meridien. De har alt hvad der hører med til et firestjernet hotel, men er dyre og kedelige. Vælg i stedet et hotel med sjæl. XVA Art Hotel (xxx.xwagallery.com) ligger i den genopbyggede historiske bydel Bastakia. Værelserne vender ind mod en gårdhave, der fungerer som galleri og café. Tilbring en eller to nætter her, og flyt så til det lige så skønne franskejede Maison d’Hotes (www.lamaisondhotesdubai.com), der ligger tæt på stranden og har en skøn gårdhave med to swimmingpools.
Boks 3: Planlægning
Overvej at få Lene Mikkelsens firma Corporate Visits Dubai (www.dk.corporatevisitsdubai.com) til at hjælpe med at arrangere rejsen, også selv om I er en lille gruppe. Alene trafikken betyder, at det er vigtigt at planlægge ikke at skulle for mange forskellige steder hen på den samme dag. Lene Mikkelsen har boet i Dubai i otte år og kender alle de anderledes steder og får store rabatter. Det hun koster, tjener sig hurtigt ind igen.
Når topledere skal lære at tage ansvar
Det er en balancegang mellem feminine og maskuline værdier at undervise mellemøstlige ledere i konflikthåndtering. Mette Villemoes Ponty har lært at lokke den lydhøre og sårbare side frem hos Mellemøstens benhårde topchefer.
Af Malene Bjerre
”I kan nok ikke forestille jer det, men flere gange har jeg siddet og grædt inde på Mettes kontor,” fortæller Samir Naoura. Han er ved at byde velkommen til Mette Villemoes Pontys kursus i konflikthåndtering. Først har alle topcheferne i De Forenede Arabiske Emiraters største vand- og juicefirma NFPC været på kurset, og nu er turen kommet til mellemlederne. Og Samir har helt ret i sin antagelse. Kursusdeltagerne er målløse over at høre deres salgsdirektør, der er en notorisk tromler, afsløre en sårbarhed af det omfang. Men det fortsætter. I løbet af de tre dage, kurset varer, kommer adskillige chefer forbi og fortæller om, hvordan de har lært at undersøge deres egen rolle i konflikterne både på arbejdet og derhjemme. Med det resultat, at der nu er langt færre af dem. Kvinden bag kurserne er dansker, og hun leverer et produkt, der er meget forskelligt fra, hvad man ellers ser i Dubais resultatorienterede forretningsverden. Og i første omgang sidder kursusdeltagerne da også og læner sig lidt skeptiske tilbage på stolene.
At se andre som mennesker
Mette Ponty er virksomhedskonsulent i Dubai, der ganske vist er en moderne multikulturel metropol, men hvor alle virksomheder har en lokal partner fra Emiraterne, og hvor hovedparten af cheferne er mænd fra Mellemøsten: Egypten, Libanon eller Pakistan. Det giver hende nogle særlige udfordringer. ”Den mellemøstlige virksomhedskultur er på mange måder forskellig fra vores,” forklarer hun. ”Ledelsesstilen er mere autoritær, og cheferne råber højere og er meget mere passionerede og gestikulerende, end vi er vant til i Danmark. Det har jeg lige skullet lære at afkode, men det skræmmer mig ikke. Jeg ser det som det, det er: en ydre facon.”
Hendes virksomhed er tilknyttet The Arbinger Institute, der tilbyder kurser i konflikthåndtering, bl.a. til firmaer. Grundfilosofien er, at konflikter opstår, når vi ikke ser andre som mennesker men som ting, der på den ene eller den anden måde står i vejen for os. Hvis to kolleger ikke arbejder sammen om at nå deres mål, men i stedet bruger energien på at få bekræftet, at den anden bare modarbejder dem, har det ikke kun konsekvenser for dem personligt, det koster også store summer for firmaet. På kurserne viser hun deltagerne, hvordan deres grundlæggende indstilling til andre påvirker arbejdsklimaet. ”Men der er jo ingen, der går på arbejde hver dag med det klare formål at ødelægge arbejdsglæden for en anden. For hver enkelt af os giver vores handlinger mening. Og hvis vi prøver at se hinanden i det perspektiv – dvs. som mennesker, ikke som forhindringer – er vi nået det første skridt i retning af en løsning på konflikten.”
Bundlinje og selvindsigt
Arbinger kombinerer altså en effektiv bundlinjeorientering med blødere værdier som indføling og selvindsigt. Det er nyt for mange af de chefer, Mette Ponty arbejder med. Samtidig rykker filosofien også ved et andet forhold, der ligger dybt i den mellemøstlige kultur, nemlig skellet mellem privatliv og arbejdsliv. ”Når vi taler om relationerne mellem mennesker, er det jo faktisk ligegyldigt, om det er derhjemme eller på arbejdspladsen. Det er den samme mekanisme, der udløser konflikterne. Hvis jeg på forhånd har besluttet mig for, at min mand aldrig løfter en finger derhjemme og i øvrigt er ligeglad med, hvor træt jeg er, kan det være helt irriterende, hvis han tømmer opvaskemaskinen, for så bliver jeg ikke bekræftet i mit fastlåste billede. Og tit vil vi hellere bekræftes end ændre det, vi er utilfredse med,” forklarer hun.
Så på sine kurser bruger Mette Ponty masser af eksempler fra privatlivet til at forklare konflikternes natur. Hun fortæller om skænderier med sin mand, sammenstød mellem sine to børn og om problemer med familien. Men hun har opdaget, at hun er nødt til at forholde sig til den kulturelle kontekst, når hun vælger sine eksempler. ”I en af bøgerne fra Arbinger er der et eksempel med en mand, der vågner om natten og hører barnet græde. Hans første indskydelse er at tage sig af det, så konen kan sove videre, men han lader være og ligger så og retfærdiggør sig selv bagefter. Det eksempel brugte jeg i starten på mine kurser, men det er jeg holdt op med. Det giver simpelthen ingen mening for mændene hernede, for det at tage sig af børnene om natten er så indlysende et kvindejob, at manden slet ikke ville komme på at skulle blande sig i det,” siger hun.
Hun er ikke bange for at blive meget personlig og følelsesbetonet i sine eksempler. ”Det handler jo netop om at lære at se hinanden som mennesker, og hvordan skal jeg få dem til det, hvis jeg ikke selv tør træde frem som menneske?” spørger hun. Så inden hun sender deltagerne hjem efter den første kursusdag, fortæller hun dem om sit forhold til sine franske svigerforældre. Der ringer og inviterer og tilbyder sig igen og igen, uden at Mette tager imod det. Ikke fordi hun har noget imod dem, hun har bare så travlt, og det er jo, når det kommer til stykket, ikke hendes egne forældre. Indtil det pludselig en dag slår hende, hvordan det må være for dem, at deres søn bor i Dubai, og at de næsten ikke ser familien. Hendes stemme bliver tyk af flovhed, og der er fuldstændig stille i lokalet. Svage familierelationer er et problem, der er til at forstå i Mellemøsten, og Mette har gjort fuldstændig klart, at hun har sin store del af ansvaret.
Dyre konflikter
Måske er det derfor, at NFPC’s mellemledere på de næste kursusdage er parate til at lege med. En af dem er kommet til at tænke på, at det måske ikke er for at genere ham og give ham endnu en forpligtelse, at hans børn plager ham om at køre dem i skole, men simpelthen fordi de gerne vil være sammen med ham. Han beslutter sig for, at han fremover vil køre dem i skole en gang om ugen. To andre har gennem et stykke tid haft nogle sammenstød, der gør, at de ikke længere taler sammen. Med redskaberne fra Arbinger får de sat ord på, hvordan de hver især oplever situationen. De laver en aftale om at bære over med hinanden de næste fem arbejdsdage og så tage det op igen.
Efter kurset er Mette godt tilfreds med, hvor langt de er nået. ”Det er blevet tydeligt for dem, at de alle sammen har en del af ansvaret for de kampe, der er mellem de forskellige afdelinger i firmaet,” vurderer hun. ”Og når de kun er optaget af, hvor uretfærdigt de selv bliver behandlet, er ingen af dem i stand til at ændre på forholdet og løse problemerne. Somme tider sætter jeg kursisterne til at regne på, hvor meget en bestemt konflikt har kostet firmaet. Det kan sagtens løbe op i 20 millioner på grund af mistet salg, leverandører der opsiger samarbejdet, dårlig omtale, umotiverede medarbejdere og manglende innovation.”
Feminin undervisningsstil
NFPC har sendt både bestyrelse, topchefer og mellemcheferne af sted på Mette Pontys kursus. Resten af de 3000 ansatte skal uddannes internt af nogle facilitatorer, som hun er ved oplære.
Frank Bolton er produktionsdirektør, og ligesom salgsdirektøren mener han, at mødet med Arbinger har haft afgørende betydning for NFPC: ”Det har gjort os langt mere effektive, fordi vi har fået fjernet alle de mange små sammenstød. Før kunne jeg selv blive hamrende sur over et udråbstegn i en mail, som jeg opfattede som aggressivt og provokerende. Nu har vi fået et sprog til at tale om, hvad der sker, og derfor bliver konflikterne ikke længere personlige.”
Og det er ikke tilfældigt, at det er en skandinavisk kvinde, der har kunnet rykke så meget ved de mandlige ledere. ”Mette har en blid facon, som jeg opfatter som meget kvindelig,” forklare han. ”Hun er forstående og går til os på en måde, der ikke er udfordrende. På den måde kan hun meget bedre lokke os ud af vores forsvarsberedskab og få os til at forstå, at vi må sætte os selv på spil, hvis vi vil opnå gode resultater for firmaet.”
Selv prøver Mette Ponty at lade være med at fokusere på både køn og kulturforskelle. ”Jeg gør meget ud af simpelthen at se på det menneske, jeg sidder over for, og møde ham, som han er. Den største fejltagelse er at tro, at man på forhånd ved, hvordan nogen er. Mine kunder i Danmark er også alle sammen forskellige.”
Boks
Mette Villemoes Ponty holder virksomhedskurser i konflikthåndtering både i Danmark og Dubai. Se hendes hjemmeside her: www.arbinger.dk. I begyndelsen af april udkommer en af bøgerne fra Arbinger Institute på dansk: Ledelse og selvforståelse (Borgen).
Go west
Ti danske iværksættere skal til New York med deres design i foråret, og Luna Hvid rejste i forvejen for at se, om det amerikanske marked var parat til hendes økologiske huer til kemopatienter. Det var det.
Af Malene Bjerre
”Det begyndte med, at min svigermor mistede håret, fordi hun havde fået kemoterapi. Parykker var ikke noget for hende, men hun hadede de storblomstrede akryltørklæder, der var det eneste alternativ, der var for fem år siden. Så gav jeg mig til at designe noget til hende. Det skulle være blødt og behageligt, sidde ordentligt og signalere mode i stedet for sygdom. Og så endte jeg med den her.” Luna Hvid sidder på 42nd Street på Export Companys kontor i New York og fortæller om The Luna Beanie, den hue, hun er kommet til New York for at sælge. I tre år har hun solgt tørklæder og huer til kvinder uden hår gennem sin netbutik www.lunahvid.dk, men nu er tiden kommet til at leve drømmen ud om et gennembrud på det amerikanske marked.
Det er drøm, der dunker af iværksætterpassion og initiativ, men som indtil videre også er noget vag og konturløs. For hvordan får man lige hul til det sagnomspundne marked, alle drømmer om? Det var Væksthus Syddanmark, der i første omgang gav Luna Hvid sparket til at gøre noget ved ambitionerne. I et samarbejde med den danske virksomhed Export Company, der har specialiseret sig i at hjælpe iværksættere i gang med at eksportere, har væksthuset lavet et projekt, hvor ti danske designere bliver tilbudt et eksportfremstød i New York. Det finder sted til foråret, men i første omgang er Luna blevet udvalgt til at deltage i et pilotprojekt. I løbet af en uge i New York skal hun sammen med Export Company vurdere, om der er et marked for hendes produkter i USA, og hvordan det i så fald skal erobres.
Nu sidder hun en mandag morgen i november sammen med David Madié, der ejer Export Company, og to kaospiloter, der er i praktik hos ham. Den forløbne uge har kaospiloterne været på gaderesearch. De har undersøgt de mulige afsætningskanaler og besøgt en række parykbutikker, parykmagere og hospitaler i New York. De giver Luna en liste over steder, der gerne vil have besøg af hende, og teamet omkring hende briefer hende om, hvad hun især skal være opmærksom på herovre.
Green is the new black
”Når du sælger til butikker, skal du huske at bruge nogle andre salgsargumenter end dem, du bruger over for dine privatkunder,” forklarer David Madié hende. ”Det er købsmønstret, der interesserer dem. Det, du sagde før, om, at dine kunder som regel køber tre-fire tørklæder, er f.eks. et godt argument. Det fortæller dem også, at prisen ikke er for høj. De skal overbevises om, at der er penge at tjene for dem.” Han udstyrer hende med en række modargumenter, hvis forretningerne i første omgang ikke er interesserede. ”Hvis de nu siger: ’Vi er ikke interesserede, for vi sælger ikke huer, kun parykker’, så kan du siger: ’Det er interessant, for jeg ved fra mine kunder i Danmark, at de alle sammen indimellem har brug for et alternativ’. Og hvis de synes, prisen er for høj, kan du sige: ”Det synes kunderne i Danmark ellers ikke, de køber i gennemsnit tre-fire stykker’. Luna bliver også gjort opmærksom på, at det hotte begreb for økologiske tekstiler ikke er ’organic’ men ’green’. ”Det er rigtig godt at markedsføre sig som green – ’green is the new black’, som de siger herovre.”
Søren og Johannes, de to kaospiloter, har haft travlt med at undersøge markedet for hende og kan fortælle, at der er masser, der producerer forskelligt hovedbeklædning til de hårløse kvinder, men at udbuddet ligner det, Luna svigermor i sin tid blev præsenteret for. Der er ingen trængsel i high end-delen af markedet og tilsyneladende ingen produkter, der udelukkende er lavet af økologiske materialer.
Strategien for ugen bliver lagt fast. Egentlig har Luna både haft et tørklæde, en kasket og så huen, The Luna Beanie, med i kufferten, men de bliver enige om at satse på huen, der som den eneste kan produceres 100 procent økologisk. Hun vil starte med at besøge nogle parykbutikker og parykmagere for at få en fornemmelse af, hvad de synes om hendes produkt. Hjemmefra har hun produceret postkort på engelsk med billeder af huen og kontaktinformation.
”Wow, it’s so modern”
Fra starten er begejstringen i detailleddet til at tage og føle på. De mange tekstilvante hænder kan alle sammen mærke, at bomulden er meget blødere, end hvad de er vant til, og ordet ’green’ er ganske rigtigt et magisk buzzword i de lidt dyrere butikker. Alle beder om postkort, spørger konkret til farver og levering og beder hende om at sende nogle prøver.
Det første gennembrud kommer på hjørnet af 5th Avenue – den dyre adresse i New York, der signalerer mode og masser af penge.
Prada sælger sine kreationer inde ved siden af, og Christian Lacroix’ flagstore ligger lige overfor. Parykbutikken Nicholas Piazza ligger oppe på 9. etage, og den emmer af, at kunderne har tegnebogen i orden. Det er indehaverens kone, der tager imod. ”Hello sweatheart, show me what you’ve got,” siger hun, og Luna giver sig til at pakke The Luna Beanie ud af tasken og forklarer hende om huen af økologisk bomuld, som kvinder uden hår kan have på, når de f.eks. laver mad og ikke synes, at parykken skal lugte af frikadeller. Konen tilkalder både sin mand og tre ekspedienter, og i løbet af femten sekunder er ekspedienterne oppe at køre. ”Oh, it’s super soft,” udbryder den ene. ”Let me feel it,” siger den anden og rækker ud efter huen. ”Wow, it is so modern,” hviner hun. ”I would wear it myself!” Indehaveren spørger lidt mere afdæmpet til det faktuelle. Hvor mange farver findes den i, og kan den tåle at blive tørretumblet? Hvor mange styk skal man købe per gang, og hvordan er det med leveringstiden? Luna finder sine postkort frem, og alle ekspedienterne insisterer på at få et. Inden hun er ude af døren, har hun en aftale om at sende en basispakke med 36 styk så hurtigt som overhovedet muligt. Fortumlet står hun på gaden et øjeblik senere. Det første rigtige salg er hjemme.
Alle har ret til en hue
Mount Sinai-hospitalet ligger i den nordlige del af det rige Upper Eastside øst for Central Park. Luna har en aftale med gavebutikken, der har fortalt kaospiloterne, at kunderne ind imellem spørger efter hovedbeklædning til kemopatienter. Ejeren af butikken kan lide, hvad hun ser, og er hurtig til at bestille basispakken, men mener, at en anden samarbejdspartner er langt mere oplagt. Breast Cancer Health Center er en velgørende organisation, der deler hovedbeklædning ud til alle de af hospitalets brystkræftpatienter, der mister håret på grund af behandlingen.
Andrea, som er organisationens daglige leder, er fyr og flamme, da hun mærker kvaliteten af The Luna Beanie. Luna kaster sig ud i sin forberedte salgstale om, hvorfor man ikke kan nøjes med en paryk, og hvad folderne i huen skal til for, men Andrea hører slet ikke efter. Hun har været så længe i branchen, at hun ved alt om, hvorfor skaldede syge kvinder har brug for en hue. Det er kvaliteten, der gør udslaget. Andrea har en empati med de hårløse, syge kvinder, der næsten kan virke overvældende på et mere køligt skandinavisk sind, men der er ingen tvivl om, at hun har hjertet på rette sted. ”Vores holdning er, at alle har ret til noget at have på hovedet, uansat om de har råd eller ej. Din hue er langt blødere end det, jeg kan give dem i dag, og jeg kan også mærke, at den holder faconen,” erklærer hun. ”Jeg har bare brug for den i en enklere udgave. Kan du lave det til mig?” Ja, uden problemer, siger Luna, der er rystet over den pris, organisationen plejer at betale for et langt dårligere produkt. Da hun forlader kontoret i Upper East, har hun en aftale om fremover at levere hovedbeklædning til organisationen, og i notesbogen står adresserne på en række hospitaler og søsterorganisationer til brystkræftorganisation, som ifølge Andrea bare venter på at få et lignende tilbud.
Jubel og begejstring
Hver gang Luna kommer tilbage på Export Companys kontor på 42nd Street med referater af den gode modtagelse ude i byen, er der jubel og begejstring. Succeserne fejres, og strategien bliver løbende revideret. Ordren fra Breast Cancer Health Centersporer teamet ind på en anden målgruppe: de velgørende organisationer, og sætter Søren og Johannes i gang med en ny omgang googling.
Og støtten begrænser sig ikke til det eksportmæssige. Luna får gode råd om både bankforhandlinger, bestyrelse og markedsføring, men også ned til små praktisk detaljer. I begyndelsen er hun lidt betænkelig ved at skulle ringe amerikanske butikker op og lave aftaler. Næste morgen ligger der et papir med støttepunkter parat til hende. ”Sørg for at få dem på banen med det samme,” foreslår David Madié. ”Sig: ’I believe you’re selling wigs, is that right?’ Rent psykologisk er det vigtigt, at de selv siger noget fra starten. Og prøv at falde i snak med dem. Du kan roligt tage dem på ordet, hvis de siger: ’How are you?’” Efter få samtaler fører Luna sig frem som en indfødt amerikaner: ”Yeah, isn’t it just the most wonderful weather today? The perfect day to come and visit your shop. I’ll see you in two hours then.”
Venter på at blive taget
Ugen i New York er ved at være forbi. Export Company, kaospiloterne og Luna har sat sig sammen for at evaluere ugen. Der er stor tilfredshed over hele linjen. Ingen havde regnet med at det første pilotprojekt for iværksættereksport ville få så meget succes. David Madié samler op: ”Vi kan konkludere, at der uden tvivl er et stort marked for The Luna Beanie herovre, både på hospitalerne og i parykbutikkerne. Du rejser hjem med flere store ordrer og en ide til et helt nyt produkt – den forenklede hue.” Han giver hende en handlingsplan, hvor den kommende tids vigtige afgørelser er listet op.
Luna roser sit backup-hold for den hjælp og støtte, de har givet hende. ”I har været rigtig gode til både at støtte og skubbe. Det har givet mig en masse gå på-mod at vide, at I har banet vejen for mig på forhånd. Og så har det også været fantastisk at have nogen til at holde overblikket, mens jeg piskede rundt.”
Det overblik tager hun med sig hjem. Nu skal hun til Danmark og have skruet op for leveringen af The Luna Beani og have sat den enklere hue i produktion. Og så skal hun have rejst noget kapital, så hun kan tage til New York igen om et par måneder. For nu ved hun, at det amerikanske marked bare ligger og venter på at blive taget.
Fakta
Luna Hvid har været i New York som led i et pilotprojekt for en større eksportsatsning fra Væksthus Syddanmark. I maj måned sender væksthuset yderligere ti designere af sted, der skal mødes med mulige kunder og salgspartnere. Projektet er støttet af Eksportrådet. Se mere på Væksthus Syddanmarks hjemmeside: www.startvaekst.dk/vhsyddanmark.dk/Eksportfremstoed.
Lunas gode råd til andre iværksættere, der vil eksportere:
- Hvis du virkelig drømmer om det, så gør det. Selv om jeg ikke havde fået andet med hjem, så har min uge herovre givet mig et nyt perspektiv også på det danske marked.
- Gå bare i gang. Man kan sagtens spise en elefant, hvis man bare tager en lille bid ad gangen.
- Få hjælp af nogen, der ved, hvad de har med at gøre. Jeg er sikker på, at min investering kommer igen, fordi Export Company har effektiviseret og målrettet min indsats.
Heidi Lindberg sagde job og lejlighed op, solgte bilen og forlod venner og familie for at rejse med sin nye kæreste til USA og arbejde i hans familiefirma. Nu bor hun på sit kontor, og sikkerhed og pensionsordninger lod hun blive derhjemme. Og hun vil under ingen omstændigheder bytte tilbage.
Af Malene Bjerre
Heidi Lindberg sad på Saint Jacques på Østerbro og ventede på den date, som hendes gode ven ville have hende til at møde. ”I er lige noget for hinanden,” havde han sagt. Og Heidi var parat til at møde den store kærlighed. Hun havde været single i mange år, og nu var hun parat til at være to i stedet for en. Og ind af døren trådte så Kasper.
”Jeg ved ikke, hvornår man bliver klar over, at det er den eneste ene, man har mødt,” siger Heidi. ”Det var hverken på den første, anden eller tredje date. Men efter et par måneder var jeg klar over, at det her kunne blive til noget helt særligt.” Og faktum er, at Heidi i dag, halvandet år efter, sidder i New York sammen med Kasper. Hun er gravid i femte måned, og sammen har de kastet sig ud i det store eventyr.
Frisørspand til konen
Kasper Egelund er nemlig 3. generation af Vipp-familien – det var hans morfar, Holger Nielsen, der i 1939 lavede en klassisk og praktisk affaldsspand til sin kone Maries frisørsalon i Randers. Hun blev begejstret for sin spand med fodbetjent vippelåg, og efterhånden begyndte bestillingerne at komme dumpende. Snart stod den første Vipp-spand i masser af frisørsaloner og lægekonsultationer rundt om i landet.
I 1992 døde Holger Nielsen, og hans datter – Kaspers mor – overtog firmaet. I 1998 ansatte hun Kasper og hans søster Sofie i firmaet, og Vipp-spandene fandt efterhånden også vej ind i de private hjem. Der var også lidt eksport til udlandet, men da Kasper mødte Heidi, havde han besluttet at flytte til New York og prøve at gøre Vipp stort på det amerikanske marked. Fem uger efter at de havde mødt hinanden, spurgte han, om hun ville med. Og det ville hun gerne.
Ikke mere morgenmad
Heidi sad ellers i et godt og sikkert job i København. Hun havde arbejdet i Kellogg’s i seks år og var brand manager for Special K. ”På rigtig mange måder var det et fantastisk job,” fortæller hun. ”Jeg sad med et budget på 22 millioner kroner og skulle stå for al den markedsføring, der rettede sig mod forbrugere i hele Norden. Både i forhold til alder og livsstil er jeg selv i målgruppen, så jeg kunne tage udgangspunkt i det, jeg selv syntes var sjovt. Alt fra udvikling af reklamefilm til sponsorater af kvindeløb. Jeg elsker at løbe, og så var det jo oplagt. Og det var spændende at skulle forstå forbrugerne på tværs af de nordiske grænser.”
Heidi kunne sådan set sagtens være blevet hos Kellogg’s i seks år mere. Men alligevel kunne hun godt mærke, at hun hurtigt blev fristet, da hun fik en mulighed for at kaste sig ud i noget nyt: ”Hvis man altid bliver i sin komfortzone, bliver man ikke udfordret. Hvis man skal kunne vinde noget stort, skal man også turde satse.”
Ombygget pølsefabrik
Og det gjorde hun så. Efter kun at have kendt hinanden i otte måneder flyttede Heidi og Kasper til New York. De var faldet for et ægte new yorker-loft på 200 kvadratmeter i den nye hippe bydel Tribeca på Manhattan. Et loft ligger ikke nødvendigvis oppe under taget, men er en stor åben lejlighed i en ombygget industribygning. Heidi og Kaspers ejendom har tidligere været en pølsefabrik, og det har kostet masser af nedrivning og hvid maling at forvandle den til en lejlighed, man kan bo og arbejde i. I dag har de kontor til sig selv og to ansatte i den ene ende, og køkken, bad og en seng, der kan klappes op af væggen i den anden ende.
Fra at have veldefinerede arbejdsopgaver, der alle sammen har handlet om markedsføring, har Heidi nu et hav af forskellige kasketter i Vipp. Hun har hovedansvaret for salg, markedsføring og administration. Plus det løse, selvfølgelig. Det er en kæmpe udfordring at skulle sidde til møde med direktøren for en af de store amerikanske kæder, og sejrsglæden er enorm, når aftalen skrives under, og den første ordre sendes af sted. Hun lærer en masse af det og synes samtidig, det er helt vildt sjovt.
”Det er skønt selv at kunne bestemme,” erklærer hun. ”Hvis Kasper og jeg får en ide, er det bare at komme i gang. I Kellogg’s skulle nye tiltag godkendes i USA, og det kunne sagtens tage et år at sætte noget nyt i gang. Her bestemmer vi selv. Hvis vi vil lave en limited edition med prikker på, så gør vi bare det.” Det er også et kæmpeansvar, og al den sikkerhed, der lå i det gode Kellogg’s-job, er væk. Til gengæld er jublen endnu større, når Waterworks, en luksuriøs badeværelsesbutik i Los Angeles, ringer og fortæller, at både Richard Gere og Tom Cruise & Katie Holmes har bestilt nogle Vipp-spande til deres hjem. Eller når Kasper og Heidi møder Michael Stipe til fest, og han fortæller, at han er så glad for sin hvide spand i køkkenet, at han netop har købt en til badeværelset også.
Stor og vild udfordring
I dag, efter omkring elleve måneder i New York, er Vipp godt på vej ind på det amerikanske marked. Vipp-spandene sælges i 70 butikker, og Heidi og Kasper er også langt i forhandlingerne om at blive leverandører til stormagasinet Bloomingdale og den eksklusive køkkenkæde Williams-Sonoma.
”USA er en stor og vild udfordring. Magasin har fem butikker, men Bloomingdale har altså 35, og Williams-Sonoma har 300 butikker over hele USA,” fortæller Heidi. Det amerikanske marked er kæmpestort, men Vipp, der i Danmark er en mærkevare, som de fleste danskere kender navnet på, er stort set ukendt i USA. ”Der er stor konkurrence på det amerikanske marked, og derfor er det en kæmpe udfordring at få et møde med indkøberne. Når mødet endelig er i hus, er det en trumf at kunne fortælle, at spanden har været produceret i 70 år. Det er i sig selv et kvalitetsstempel. Og så elsker de historien om Kaspers morfar og mormor. ’My god, it’s soooo romantic,’ siger de.” På den måde er amerikanerne jo dejlige, fastslår Heidi. ”De bliver let begejstrede og har ingen problemer med at give udtryk for det.”
Turbokærester
Udefra kan Heidi godt se, at det kan virke som et voldsomt skridt, hun har taget. ”Jeg sagde mit job og min lejlighed op, solgte min bil og forlod venner og familie for at rejse ud i det uvisse sammen med Kasper. Tænk, hvis vi var gået fra hinanden efter tre uger. Men faktisk har det hele tiden føltes fuldstændigt naturligt. ’Vil du med,’ spurgte Kasper, og jeg sagde ’Ja, god ide,” og så gjorde vi det. Vildere var det ikke.”
Så mens Heidi og Kasper stadig var nyforelskede, sad de pludselig langt væk hjemmefra og skulle være sammen om alting – både arbejdet og fritiden. Det har været en intens måde at lære hinanden at kende på, fortæller Heidi. På godt og ondt. Man opdager lynhurtigt hinandens stærke og svage sider, men så har vi fået slebet kanterne af, fortæller Heidi. ”Vi har fundet ud af, at vi komplementerer hinanden meget fint. Kasper er iværksætteren, og jeg er planlægningsfreaken. Han kaster de vilde ideer op i luften, og så griber jeg dem og sætter dem i søen.”
I juli måned sidste år besluttede de at få papirerne bragt i orden og giftede sig ved et romantisk bryllup i Las Vegas. På bedste amerikanske vis bookede de brylluppet via internettet. ”Vi kunne vælge et kirkebryllup eller et ’drive through’ bryllup. Det blev kirken, og vi tog den fulde pakke med limousine og brudebuket til 169 dollars – og fordi vi gav godt med drikkepenge, kom Elvis også forbi og gav et nummer. ”Det var en rigtig skæg oplevelse og mere romantisk, end man lige kan forestille sig,” griner Heidi.
Vipp-arving på vej
Det var været overraskende uproblematisk ikke bare at træde ind i en ny familie, men også at skulle arbejde i et familieforetagende. ”Kasper og hans mor og søster har arbejdet sammen så længe, at alt omkring Vipp kører fuldstændig professionelt. Men der er et tæt familieforhold, og selvfølgelig afslutter vi lige med lidt privat snak, når vi har talt i telefon om noget med firmaet,” siger Heidi, der lynhurtigt har følt sig som en del af familien. Og de sidste par måneder har der været ekstra meget familiesnak, for Heidi er gravid i femte måned. En rigtig lille Vipp-arving er på vej.
Det er helt vidunderligt, synes Heidi. Og selvfølgelig også en logistisk udfordring, for hvordan får man plads til en baby, når man praktisk talt sover under sit skrivebord? Heidi og Kasper har besluttet sig for at lave et børneværelse i det store, åbne loft, så den bliver mere familievenlig. ”Jeg regner kun med at tage tre måneders barselsorlov. Det er det almindelige i USA, og jeg har slet ikke lyst til at komme for langt væk fra Vipp. Så kan Kasper også se mere til sin datter i de første par måneder, end man normalt gør, og det glæder han sig til. Arbejdslivet og privatlivet er vævet helt sammen for os, og vi har ikke lyst til at dele det op igen.”
Boks: Event med Bono og Helena Christensen
En særlig amerikansk måde at gøre opmærksom på sit produkt på er at afholde et velgørenhedsarrangement. I september var Helena Christensen vært ved en auktion, hvor 40 kendte mennesker, bl.a. forsangeren Bono fra U2 og Michael Stipe fra R.E.M., havde designet hver deres personlige udgave af en Vipp-spand. Bonos spand var en håndtegnet sort-hvid spand med navnet Bono Trash, og indeni lå 12 håndskrevne originale sange, der var blevet kasseret til hans nye cd.
”Op til selve aftenen knoklede vi rundt,” fortæller Heidi. ” Det hotte galleri i Chelsea skulle på få timer forvandles til et festlokale for 600 mennesker, hvor Christie’s Auktionshus skulle tage sig af at sælge designerspandene, kanapéerne serveres med stil, og champagnen kunne flyde i glassene. Vi var 20 mand på holdet. Den røde løber skulle rulles ud og gøres klar til fotograferne, der skulle sættes podier op, sørges for dj og slæbes spande. Jeg havde blå mærker langt op af armene, men det var godt at være i gang, for så nåede jeg ikke at blive nervøs. Jeg havde ikke haft tid til at gå i byen og købe det perfekte dress, så jeg måtte tage, hvad jeg kunne finde i skabet, og så tage mine bryllupssko på til.”
Og det hårde arbejde gav pote. Der kom 600 gæster, bl.a. Julianne Moore, Karim Rashid og en mængde andre kendte navne i New York. To kvinder blev ved med at overbyde hinanden for at få fingre i Bonos spand med sangteksterne, og den endte med at blive solgt for 150.000 kroner. I alt gav auktionen 300.000, der blev fordelt mellem ofrene for Tjernobyl og et hjemløseprojekt i New York. Og de 100 fotografer og journalister sørgede for, at der også kom en masse presseomtale til Vipp.
”Da vi var færdige med at slæbe spandene tilbage til Tribeca, og jeg var på vej ned for at hente pizza klokken et om natten, aflyttede jeg lige min telefonsvarer. Det var en indkøber fra den tjekkede køkkenkæde Williams-Sonoma, der havde hørt om eventen, og hun ville gerne tale om samarbejde. Det var lige prikken over i’et den aften!”
Blå bog
Heidi Lindberg er født i Cape Town i 1974. Hun er cand.merc. fra Copenhagen Business School fra 2001 og har siden arbejdet hos IBM og Kellogg’s.
Kasper Egelund er født i København i 1975. Han er cand.merc. fra Copenhagen Business School fra 2004, og inden han blev ansat i familiefirmaet Vipp, var han officer i Flyvevåbnet.
Parret blev gift i Las Vegas i juni 2008 og venter nu barn. De har termin på deres bryllupsdag.
Eksport er noget, man kan begynde at forholde sig til, når virksomheden er blevet stor nok. Det har altid været god latin. Det lille firma Export Company går den anden vej og lader det amerikanske marked hjælpe til med at gøre iværksættere store.
Af Malene Bjerre
Uha, det er svært. Man skal være meget, meget grundig, inden man kaster sig ud i eksporteventyret. Der er utrolig meget, der kan gå galt undervejs, så alt skal undersøges og gennemtestes først. Sådan lyder det typisk, når talen falder på eksport. Det er en opfattelse, der kan skræmme enhver nystartet virksomhed væk fra overhovedet at tænke på at begynde at sælge til udlandet. Men David Madiés erfaring er en anden, og det er grundlaget for hans virksomhed, Export Company, der med base i New York hjælper iværksættere ind på det amerikanske marked.
”Der er ingen grund til at gøre det sværere, end det er,” fastslår han. ”Det er fint nok for store veletablerede virksomheder at sætte det store analyseapparat i sving, inden de går ind på et nyt marked. De har ansatte, der kan udarbejde lange rapporter om strategi og markedsanalyser, men det har iværksætteren ikke penge til. Til gengæld har hun sin passion og en langt større fleksibilitet, og det kan få hende langt.”
David Madié har selv livslang erfaring som iværksætter. Som femtenårig redaktør af skolebladet solgte han først en annonce til sin far, fotohandleren. Bagefter gik han ind til sportsforretningen ved siden af. ”Skal du ikke købe en annonce,” spurgte han. ”Fotohandleren inde ved siden af har allerede købt.” Så var finansieringen sat på skinner. Siden har han åbnet virksomheder i Uganda, Kenya, Bangladesh og Malaysia, som han senere har solgt videre med god fortjeneste, så han kunne komme i gang med et nyt projekt. Det nyeste skud på stammen er Export Company. For tre måneder siden slog han og hans kone sig ned med firmaet i New York, og samtidig med at de hjælper andre virksomheder i gang, er de altså selv i opstartsfasen. ”Vi ved, hvad vi taler om. De metoder, vi giver vores kunder, har vi selv prøvet af,” forklarer han. Og de mange erfaringer med at starte nye virksomheder i udlandet har lært ham, at eksport ikke er mere indviklet at gå til end alle de andre udviklingsprocesser i en virksomhed. I virkeligheden handler det jo bare om at gå i gang, mener han.
Bare et marked som alle andre
Med globaliseringen er eksport nemlig blevet meget nemmere for iværksættere. Tidligere skulle et firma konsolidere sig på hjemmemarkedet, før der var volumen til at sælge til andre lande. Så lagde man forsigtigt ud med Tyskland og Sverige og var først derefter parat til det store USA-eventyr. Men i dag giver teknologien mulighed for, at firmaer kan være født globale. Internettet, mobiltelefoner og lave flypriser gør det helt uproblematisk for eksempel at producere i Polen og sælge i USA. Og grundlæggende er USA bare et marked som alle andre, fastslår David Madié.
”Af en eller anden grund gøres det meget mystisk og farligt at bevæge sig ind på et nyt marked. Og hvis man sidder i Danmark og måske gerne vil sælge design til Shanghai, er det klart, at det virker komplet uigennemskueligt. Men så tag derned! Gå på gaderne, gå ind i designbutikkerne, se på deres varer og spørg dem, hvem deres leverandører er. Så er du i gang.”
Og The Big Apple er et rigtig godt sted at starte. Alene i New York City bor der otte millioner mennesker, og det er både hurtigt og billigt at flyve dertil. ”Det er jo ikke sikkert, at man bliver den største spiller på markedet, men markedet er til gengæld så stort, at bare en lille bid af det, kan være rigeligt. Og så skal man jo heller ikke glemme signalværdien i at handle med New York. Det kan også give et boost til det danske marked.”
På gaderesearch
Gaderesearchen er udgangspunktet for Export Company, og det er bl.a. her, firmaet adskiller sig fra andre aktører. I New York har David Madié et nært samarbejde med Det Danske Handelskonsulat og Dansk Industri, der også rådgiver danske virksomheder om eksport. De har et meget stort netværk og er gearet til de store kunder. Det kan man f.eks. aflæse af, at DI på sin hjemmeside definerer en mindre virksomhed, som en der omsætter for mindre end 5 millioner kroner eller har under 50 ansatte.
David Madiés kunder er en helt anden type. Det er for eksempel enkeltmandsvirksomheden, der måske omsætter for under en million, og det, Export Company tilbyder, er kurser, individuel rådgivning og så deciderede eksportfremstød, hvor de hjælper med at afdække det amerikanske marked og skaffer kontakter. Det gør de i første omgang ved helt konkret at gå på gaden og besøge de relevante aktører.
360 grader rundt om virksomheden
En anden forskel er, at Export Company giver vejledning om hele virksomhedens udvikling og ikke kun det, der snævert vedrører eksporten. ”Det er en gammel sandhed, at eksport tvinger en virksomhed til at tænke hele sit grundlag igennem på ny,” siger David Madié. ”Det kan det store firma godt selv håndtere, for det har folk ansat, der kan nytænke markedspositionen, brandingen eller økonomistyringen. Men iværksætteren har brug for hjælp til systematisk at gennemgå alle sider af virksomheden. Er det de rigtige produkter? Hvilken kundegruppe skal hun gå efter? Er hun nødt til at ansætte medarbejdere eller få nogle samarbejdspartnere? Hvordan skal produktet brandes, og skal hun måske skaffe nogle investorer?” Derfor har han udviklet det, han kalder StartupHjulet, der tilbyder et 360 graders perspektiv på virksomheden og giver iværksætteren et overblik over virksomheden. ”Og for det første sætter det hende i stand til at tage de rigtige beslutninger, men det er lige så vigtigt, at det støtter hende i at kaste sig ud på det amerikanske marked,” forklarer han. ”Det er med til at nedbryde de mentale barrierer, fordi opgaverne bliver delt op i mindre, overskuelige dele, hun så kan tage fra en ende.”
Kan ikke få armene ned
I denne uge i november har firmaet travlt med at hjælpe den århusianske designer Luna Hvid. Hendes firma Luna Headwear laver hovedbeklædning til kvinder, der har mistet håret, f.eks. i forbindelse med kemoterapi. To kaospiloter, Søren og Johannes, der har lagt deres 3. årspraktik hos Export Company i New York, hjælper til med at opsøge parykbutikker, stormagasiner, gavebutikker på hospitalerne og cancerorganisationer for at afdække markedet. Luna Hvid har selv snuset rundt i miljøet og fået arrangeret møder med mulige kunder og samarbejdspartnere og med Det Danske Handelskonsulat, der tager sig af mere formelle kontakter. Efter en uge rejser hun hjem med adskillige større ordrer og to nye ideer til produkter. Desuden har Export Company udarbejdet en handlingsplan til hende, der lister forskellige udviklingsscenarier op og giver et overblik over de beslutninger, hun skal træffe nu.
”Det har været overraskende let at få en ide om markedet her i New York,” fortæller Luna Hvid. ”I løbet af få dage har jeg fået en klar fornemmelse af, hvad det er, der rykker herovre. Og så har jeg først og fremmest været heldig. Hver gang jeg har åbnet en dør, har det ført mig videre til noget andet godt. Nogle foreslår mig at tale med en eller anden, og så står jeg pludselig med en aftale i hånden. Jeg kan dårligt få armene ned over det udbytte, jeg har fået på bare syv dage.”
Fem gode råd til den iværksætter der gerne vil eksportere:
- Få overblik over alle sider af din virksomhed: produkterne, kunderne, organisationen, salget og driften. For det første giver det dig et grundlag for at træffe gode beslutninger, for det andet giver det selvtillid at have styr på det.
- Gå i gang og tag et skridt ad gangen. Du kan gøre en masse hjemmefra. Få oversat din hjemmeside til engelsk, gå på nettet og tjek hvem dine konkurrenter er.
- Følg din passion. Måske ville det mest fornuftige være at starte med Sverige, men hvis det er New York du brænder for, så gå efter det. Som iværksætter har du ikke en masse penge, men du har din begejstring. Pas godt på den.
- Find nogen der kan hjælpe dig. Væksthusene tilbyder gratis rådgivning, og det gør Eksportrådet også i visse situationer. Find desuden nogle venner at sparre med.
- Opsøg heldet på det nye marked. Gå ud i butikker, der fører dit produkt, snak med folk i branchen, skab dig et netværk. Hvis du sidder hjemme ved skrivebordet, møder du ikke den samarbejdspartner, der kan gøre hele forskellen.
I Cuba er alle kvinder lækre, også de gamle og de tykke. Det er en opdagelse, der nok kan få humøret op hos et par blege danskere, der er bedre til at tænke end til at danse.
Af Malene Bjerre
Havana er som en film fra halvtredserne. Den har alle de klassiske ingredienser: de spejlblanke larmende amerikanerbiler. Den søde, stærke rom. De store cigarer, som ikke er blevet mindre erotiske efter Monica Lewinsky. Og ikke mindst den sensuelle dans, salsaen.
Kvinderne ser også ud, som om de er med i en film. De unge nougatbrune skønheder er lige til at bide i med deres vuggende, selvsikre gang og stort opsatte hår. Men det er langt fra kun de unge; kvinder i alle aldre særdeles synlige på Cuba. Ikke noget med at gemme sig væk her!
Og det er ikke, fordi de er slankere, end vi er. På Cuba er der ingen kvinder over 25, der er tynde. De har store bryster og numser og bløde, runde maver, og de viser glade det hele frem. Stramme gamacher og små toppe er standardbeklædningen, også for de store madammer og dem over 50. I Danmark ville det se vulgært ud, men her er det bare lækkert. Hvor får de al den selvtillid fra, spørger jeg mig selv. Vi er to kvinder, der er på ferie i Havana, og de cubanske kvinders udstråling er så markant, at vi er nødt til at finde ud af, hvor den stammer fra.
Måske fra dansen? For salsaen (og rumbaen, mamboen og cha-cha-cha’en) fylder alting. Når vi går gennem gaderne, hamrer rytmerne ud fra vinduerne. På restauranterne kan vi knap nok tale sammen, fordi et øredøvende orkester underholder henne i hjørnet.
Stående samleje med tøj på
På Casa de la Musica er der dans til levende musik to gange om dagen, eftermiddag og aften. Køen udenfor er lang på en helt almindelig eftermiddag, og dårligt nok er den første cd af opvarmningsmusikken sat på, før dansegulvet er fyldt. Og lighedsidealet i det socialistiske Cuba sætter sig også igennem på dansegulvet. Der er plads til alle på dansegulvet: sorte, latinamerikanere og hvide; de tynde, de buttede og de virkelig tykke. Alle er de klædt i stramt tøj, og de unge fester med de gamle. Ikke bare side om side, men også med hinanden. I den mest erotiske dans, vi nogensinde har set. Mads ’Blærerøv’ Christensen har kaldt salsa ’det tætteste, man kommer på et stående samleje med tøj på’, og vi rødmer nærmest bare af at se på det. Brysterne vipper, ballerne roterer, der klemmes og aes. To piger lader sig glide ned ad hvert sit lår på en fyr. To mænd laver en duvende sandwich med en pige imellem. Vi prøver at regne reglerne ud: Gad vide, om det er kærestepar, eller må man virkelig danse så tæt med en fremmed? Det må man vist godt; lidt senere ser vi en mand spørge en anden, om han må låne hans partner. Han får lov, og straks kaster de sig ud i en tæt vuggen.
De danser alle sammen fremragende. Nogle vildt og udadvendt, andre langsomt og hedt, men hver gang med en usvigelig sans for rytmen. En ung fyr med dejlige brune øjne spørger, om vi vil danse. Det kan slet ikke komme på tale. Ganske vist kan vi næsten ikke sidde stille, men vi ville falde totalt igennem. Først må vi have noget undervisning.
Uno, dos, tres, pausa
På Teatro América ved siden af Casa de la Musica tilbyder Grace enetimer for kiksede udlændinge som os. Vi får en time næste dag, men først klokken et, for om aftenen skal Grace fejre Mors Dag, en stor festdag på Cuba. Hun ser lidt brugt ud, da vi dukker op, men tager energisk fat på grundtrinnene. En, to, tre, pause, en, to, tre, pause. I første omgang skal vi bare bevæge os fra side til side, så frem og tilbage. ”No, no, no!” udbryder hun. Ikke de der store trin. Hun efterligner os, og alt det lækre i hendes bevægelser forsvinder. Nu ligner hun en tung dreng til et halbal. Find jeres centrum og hvil i det, forklarer hun på spansk. Aha! Vi fanger pointen, med hovedet i hvert fald, og i korte passager lykkes det også at få kroppen til at bevæge sig med de små underspillede bevægelser og i de rigtige trin. Uno, dos, tres, pausa. Så skal vi videre til mere komplicerede mønstre, hvor vi skal lade os svinge rundt. Vi tæller og tænker, og Grace himler med øjnene. ”No, no, no!” Man skal ikke tænke, men give sig hen til manden, der fører. ”Siente su intención,” forklarer hun og rækker sine hænder frem. Mærk hans hensigt gennem grebet i hænderne og følg den. Det får det til at gå helt galt for os. Må vi nu ikke tænke? De sidste ti minutter af timen er vores ben helt ude af kontrol, og det ender i grin og sjov.
Vi er ikke blevet meget bedre til at danse salsa, da vi går ud fra Teatro América, men måske har vi forstået lidt mere af, hvad det er, der gør de cubanske kvinder så lækre. De hviler i deres centrum og mærker med deres krop i stedet for at tænke med deres hoveder. Hmm, ikke helt nemt.
Professionelle cabaretdansere
Den sidste aften tager vi på Tropicana Cabaret, det verdensberømte show, der har eksisteret siden 1939. Omgivelserne kan ikke være mere sanselige. Forestillingen er udendørs, og Havanas silkebløde nat smyger sig om vores ben, mens vi skænker os et glas af den flaske rom, der hører med til billetten. Showet fortjener al den berømmelse, det har. De 200 dansere er iført de mest overdådige dragter i tyl, flæser, perler og fjerboaer. Hovedpynten er rask væk en meter høj og ligner indimellem noget, nogle meget krøllede hjerner har fundet på. En pailletbesat ananas-top med en sølvtromme indeni, for eksempel. De opfører små minifortællinger om elskov, misundelse, død og had i forskellige settings: under en spansk tyrefægtning, mellem græske krigere og i det gamle Kina. Alle danserne er smækre og lækre og topprofessionelle, men alligevel er vi underligt uberørte af det. Af en eller anden grund er kvinderne her ikke lige så sexede som dem inde i de smalle gader i den gamle bydel. Måske fordi hele showet er så gennemtænkt og planlagt og alt andet end underspillet. Måske fordi kvinderne ikke har fundet centrum i deres egne krop og i de cubanske rytmer?
”Oh, you’re such a beautiful woman,” siger tjeneren den første dag, og det kommer så uventet, at jeg rødmer og forfjamsket siger tak som en skolepige. Men snart vænner jeg mig til det og lærer at nyde det. Mændene komplimenterer konstant kvinderne, og de er ikke kræsne. På Cuba er alle kvinder lækre uanset størrelse og alder. Måske bliver mit næste skridt at krybe i en ultrastram kjole og lade former være former?
En kvinde står lænet ud over balkonen på det slidte lyserøde hus og ryger en cigaret sammen med sin mand, mens de svajer til lyden af en stille saxofon fra baren nedenunder. Det billede tager jeg med mig hjem. Vi lærte aldrig at danse salsa, men vi fik måske en fornemmelse af, hvorfor de cubanske kvinder er så skønne. Fordi de bliver set og påskønnet af deres mænd og derfor kan mærke sig selv så godt, at de kan give slip.
Boks
Salsa i Danmark
Har du også lyst til at finde din kvindelige selvtillid frem? Der undervises i salsa over hele landet. Nogle steder er det fast holdundervisning, andre steder kan man bare gå ind fra gaden og danse med. Se for eksempel
Odense: www.ct-data.dk
Århus: www.salsaclave.dk
Ålborg: www.aalborgsalsa.dk
København: www.salsalibre.dk og www.cubakultur.dk.
Danseundervisning i Havana
Stine Ortvad fra Cubakultur arrangerer salsarejser til Cuba. Er du i Havana på egen hånd, så tag hen til Teatro América på Avenue de Italia, der tilbyder undervisning i salsa og andre populære cubanske danse som son og cha-cha-cha. Det koster omkring 10 CUC per person for en time. Hvis du bor privat i en casa particolare, så spørg dine værter, om de ikke kender en lærer, der giver privattimer.
En mor har været til introduktionsmøde på et gymnasium, hvor de har glemt, at god formidling også er noget, man kan bruge til forældrene
Af Malene Bjerre
Vi skal til det første møde på vores datters gymnasium. Hun er startet i 1.g, og vi glæder os til at få indtryk af skolen og lærerne.
Rektor lægger ud med, som han kalder det, at sige et par ord. Det bliver til en hel del mere. I tre kvarter går han frem og tilbage mellem os omkring 200 forældre og elever og snakker løst og fast om gymnasiet. Lidt om bygningerne. Lidt om fraværsregler. Lidt om kravene til elever og forældre, og lidt om de kulturelle arrangementer, skolen byder på i løbet af året. Og en masse om sammensætning og valg af studieretninger.
Vi forældre sidder med velvillige smil og griner gerne med, når der er indlagt en vittighed. Men øjnene flakker, og bjælkerne i loftet bliver undersøgt længe og grundigt. For hvad er det han vil os? Hvad er det, vi skal høre, som ikke bare kunne stå i et brev? Og hvad i alverden er forskellen på at have et fag i en studieretning og så at have det som valgfag?
Bagefter er der rundvisning på skolen, og det er rart at få sat billeder på, hvor det er, vores datter tilbringer sine lange dage. Så mødes vi med klassens lærere, der vil fortælle om deres fag. ”Ja, engelsk er et fag, hvor det gælder om at få brugt sproget og læst nogle engelske tekster, men det kender I jo fra folkeskolen.” ”Tysk er omtrent det samme, bare på tysk.” Forkortelserne fyger om ørerne på os: AT, AP, AS og SRP.
Så er der de nye tværfaglige forløb. Suk. Der er ikke rigtig timer nok, og de er heller ikke helt så gennemtænkte, som de kunne have været. Suk. Men nu er første omgang heldigvis snart overstået. Lettelsens suk.
Er der i øvrigt nogen spørgsmål, siger hver enkelt lærer pligtskyldigt efter sit indlæg. Men det er der sjovt nok ikke. For hvad i alverden skal vi spørge om, når vi ikke ved, hvad vi skal med informationen?
Mødet tager i alt tre timer. Vi er sådan set glade nok, da vi tager hjem. Rektor er tiltalende, lærerne virker også søde, og de lader til at hygge sig med hinanden. Men vi synes samtidig, at de har spildt vores tid. De er sikkert alle sammen meget dygtige til deres fag, men hvordan kan man samtidig være så urutineret i at arrangere et møde for forældrene og tale til dem, så det bliver spændende og relevant for dem? Er retorik – læren om god mundtlig formidling – et helt overset emne i gymnasielærernes uddannelse? Har I egentlig overvejet, hvad formålet med forældremøderne er?
Her er et bud på syv helt grundlæggende regler for den gode tale:
1. Den skal have et budskab
Hvad er det I vil med os? Inviterer I til forældremøde, fordi der er tradition for det, eller har I noget vigtigt at sige? I har jo faktisk en fremragende lejlighed til at påvirke elevernes bagland, så brug den! Skal vi forstå, at gymnasiet er et fuldtidsjob, så vi lader vores børn slippe for nogle pligter derhjemme? Skal vi lære noget om, hvordan man støtter sit barn i et fag, man ikke har nogen forudsætninger for? Skal vi overbevises om, hvorfor vi skal bakke op om skolens strenge alkoholpolitik, eller skal vi forstå, hvorfor eleverne bør deltage på en meget dyr ekskursion?
2. Den skal kun have ét budskab
Hvis I vil en hel masse, nu hvor I har forældrene samlet, risikerer I meget nemt, at det alt sammen går hen over hovedet på os. Alt det, I siger, skal være underbudskaber til hovedbudskabet. Hovedbudskabet kan f.eks. være: Vi – skolen og forældre – skal samarbejde for at kunne give eleverne en god tid, både fagligt og socialt, i gymnasiet. Så kan underbudskaberne være:
1. I kraft af vores historie har vi de og de idealer for god uddannelse på netop vores gymnasium.
2. I kan støtte os ved at følge grundigt med i de enkelte fag, som er beskrevet på hjemmesiden.
3. Vi prioriterer kontakten med jer højt, og både rektor, lærere og studievejledere er altid parat til at mødes med jer.
Og drop så alle de budskaber, der ikke kan passes ind under hovedbudskabet – f.eks. om ny karakterskala, studieretninger og sygefravær.
3. Den skal tage udgangspunkt i os, ikke i jer selv
Vi er faktisk ligeglade med, at skolen har fået udarbejdet en rapport og har nedsat et udvalg, der har fundet frem til at omlægge timerne på en måde, så den enkelte lærer fremover bedre kan organisere sit arbejde. Men vi er ikke ligeglade med, at vores børn nu får færre mellemtimer, eller at de får deres opgaver hurtigere tilbage. Og husk, at det er tyve år siden, vi selv gik i gymnasiet – hvis vi overhovedet har gået der.
4. Den skal vise, hvem I er
Vi kommer ikke for at møde en institution, men nogle mennesker. I kalder det selv for et møde, hvor vi skal se girafferne – så lad os se jer! Det kan godt betale sig. Hvis vi bliver overbevist om, at I er ærlige og kompetente og vil os og vores børn det godt, kan I regne med vores støtte, hvis børnene kommer hjem og beklager sig.
5. Den egner sig ikke til tung information
Det er et vilkår ved mundligheden, at når noget er sagt, er det væk. Så drop de indviklede informationer. Hvis I ikke gør en hel masse ud af forklarende tegninger og grafer, kan vi ikke forstå det, og vi glemmer det også bare igen med det samme. Send i stedet et brev ud, hvor I forklarer indviklede forhold, f.eks. om valg af studieretning. Det samme gælder for praktiske beskeder om datoer. Skriv det ned!
6. Den skal være let at forstå
I skal ikke lyde som en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet, når I snakker til os. Vi vil ikke høre om kompetenceudvikling, prøverelateret undervisning og tværgående aktiviteter. Vi vil høre, hvad vores børn laver og hvorfor. Alle mennesker har et fagsprog, de bruger i deres arbejde. Det er bare ikke det, samme, så når I taler til os, er I nødt til at tale, så vi kan forstå det.
7. Den skal være konkret
Giv os en masse eksempler. Vi ved ikke, hvad ”tværsproglig sammenligning” er, men de aha-oplevelser, I gerne vil give eleverne, virker også på os. Skole, Schule, school, école, scuola, escuela – okay, vi kan godt se, der er et mønster.
8. Den skal være kort
I ved det jo godt, når det er jer selv, der sidder der. Man kan simpelthen ikke høre efter, hvis nogen taler i halve eller hele timer. Det samme gælder i øvrigt, når man læser en klumme. Så vi stopper her.
Fordommene forsvinder, når man bliver venner
Indvandrere på efterskolerne giver bedre integration, men hvordan tager skolerne bedst imod den nye elevgruppe? Læs de gode råd her.
Indvandrere på efterskolerne giver bedre integration, men hvordan tager skolerne bedst imod den nye elevgruppe? Læs de gode råd her.
Af Malene Bjerre
Oversæt hjemmesiden til et par indvandrersprog. Spørg til familiens velbefindende, før I går i gang med forældresamtalen. Forbered eleverne på, at deres pas bliver tjekket ekstra grundigt, når I er på udlandsrejse, og lov dem, at I ikke tager hjem uden dem. De gode råd står i kø, når efterskoler med flytning/indvandrer-elever bliver bedt om at give deres erfaringer videre. De kommende år vil antallet af elever med anden etnisk baggrund sandsynligvis stige fra de kun cirka 200, der i dag findes rundt omkring på de danske efterskoler. Efterskoleforeningen har nemlig fået 5,5 millioner fra satspuljemidlerne til at støtte denne elevgruppe, og heraf er de 3,8 millioner stipendier. Den enkelte elev kan få et tilskud på omkring 19.000 kroner til sit ophold.
Eisbjerghus Efterskole i Nørre Åby er en internationalt orienteret skole med fokus på kulturel mangfoldighed. Derfor har det været oplagt for skolen at få elever med en anden etnisk baggrund, og de har gode erfaringer med det.
”Danmark er et multikulturelt samfund, og det skal vores elevgruppe helst afspejle,” siger forstander Lars Tegen. ”De fleste af vores dansk-danske elever har aldrig haft en ven, der var indvandrer. Det har de fået nu, og det har fjernet deres fordomme.”
Praktiske løsninger på praktiske problemer
Eisbjerghus har i mange år haft grønlandske elever og i de sidste par år også elever med anden etnisk baggrund. Fra næste år har skolen også en gruppe fra Sydslesvig. Forstanderen oplever, at eleverne har udviklet deres tolerance og er blevet gode til at finde løsninger på de særlige udfordringer, der opstår. ”For nogle år siden havde vi en pige fra Afghanistan, der gerne ville bede fem gange om dagen. Hun boede på tremandsværelse, og de tre piger fik lynhurtigt ordnet det sådan, at de to gik deres vej i de fem minutter, det varede,” fortæller Lars Tegen. I det hele taget er det hans erfaring, at der skal praktiske løsninger til de praktiske problemer. Maden er f.eks. slet ikke noget problem. Ligesom skolen tilbyder vegetarmad, laver køkkenet bare kylling eller oksekød til dem, der foretrækker det, når der er svinekød på menuen. Og da muslimske Din gerne ville holde ramadan i år, fik han en nøgle til køkkenet, så han kunne gå ind og få noget at spise, inden solen stod op, og igen efter at den var gået ned. I det hele taget skal der ikke gøres noget problem ud af de tosprogede. ”Vi vil gerne have, at de ikke fremstår som ’de anderledes’. Vi tror på, at vi skal tage dem til os og møde dem med de særlige behov, de nu har – ligesom det gælder for alle elever.”
Tydelige forventninger
Samtidig siger forstanderen for Eisbjerghus, at der kan være nogle særlige udfordringer, ikke mindst med deres familier. ”Vi må nok indrømme, at vores forældresamarbejde meget henvender sig til typiske danske middelklassefamilier. Vi tager det som en selvfølge, at begge forældre møder op til arrangementerne og deltager i forældresamtalerne. Men det er ikke en selvfølge i alle familier. Der vil vi gerne være mere tydelige og gøre vores forventninger til forældrenes opbakning klar,” siger han.
Desuden har skolen gjort sig den erfaring, at der ikke må være for mange med samme baggrund. ”Et år havde vi otte grønlændere, fire piger og fire drenge. Det var for mange. De dannede deres egen lille gruppe og blev ikke integreret i elevflokken,” siger Lars Tegen. ”I dag sørger vi for, at der ikke er mere end to-tre elever fra samme område.”
Eleverne har en forhistorie
Det sidste er Sonja Holst, der er lærer på Gram Efterskole ikke enig i. Skolen har gennem de sidste fire år målrettet arbejdet på, at ti procent af eleverne skal have flygtning/indvandrer-baggrund, ligesom det gælder for resten af Danmark. Det er lykkedes nu, og skolen har hvert år omkring ni-ti flygtning/indvandrer-elever, nogle andengenerationsindvandrere og ni grønlandske elever. ”Det er en mangfoldighed, vi er rigtig glade for,” siger hun. ”Vi synes, vi har plads til dem, og får et stort udbytte ud af at have dem.” Hun ser de problemer, der ind imellem opstår, som en udfordring, der skal løses. ”Det er vigtigt at have sans for den forhistorie, eleverne kommer med. Sommetider lægger nogle af drengene f.eks. ud med at sige, at de ikke gider lave pigearbejde, dvs. deltage i rengøring og madlavning. Så snakker vi med dem om, hvorfor den slags hører med til et fællesskab, og vi viser dem rent praktisk, hvordan man gør. Så er modstanden hurtigt overstået.”
Svinekød er klamt
Omvendt skal skolen også være indstillet på at komme eleverne i møde. I starten var køkkenpersonalet ikke opmærksom på, at muslimske elever kan have problemer med ikke bare at spise svinekød, men også at røre ved det i køkkenet. ”De synes virkelig, det er klamt. Men det er jo den letteste sag af verden at sætte dem til at lave salatbar i stedet, så det gør de nu,” fortæller Sonja Holst.
Gram Efterskole har særlige timer i dansk som andetsprog til de elever, der har brug for det. Der får eleverne sprogundervisning, og de får den forforståelse, de mangler for at kunne deltage på lige fod med de dansk-danske elever. Det kan f.eks. være relevant, hvis klassen arbejder med fædrelandssange eller en tekst, der henviser til en lignelse fra Bibelen. ”Og så behøver det jo ikke altid være særlige danske eller kristne tekster, vi henviser til,” fastslår Sonja Holst. ”Tit kan det være lige så relevant at bruge Koranen.”
”På efterskolen lærer man at have det godt”
Din synes stadig, at hippier ser mærkelige ud, men efter et år på efterskole har han lært, at man godt kan snakke med dem alligevel.
”Før hadede jeg, når nogen provokerede mig. Det gør jeg stadig, men jeg har lært at tage det stille og roligt. Jeg tænker: Det er lige meget, og så går jeg bare min vej.” Din er 16 år og kommer fra Afghanistan. Han har taget 9. klasse på Eisbjerghus Efterskole og siger, at det har været det bedste år i hans liv. Det skyldes dels det faglige udbytte, men især det sociale. ”I folkeskolen havde jeg selvfølgelig nogle danske venner, og jeg var også sommetider hjemme hos dem, men alligevel forstod jeg ikke hele deres liv. Det gør jeg på en helt anden måde nu, fordi vi lever så tæt. Jeg ved, hvad der foregår i deres liv, og hvordan man gør dem glade,” forklarer Din. Nogle af eleverne er blevet til rigtig gode venner for ham, resten snakker han bare med, men det er også noget nyt for ham. ”Før kunne jeg ikke lide sådan nogle langhårede hippier. Jeg synes, de var mærkelige. Nu kan jeg sagtens snakke med dem. De ser stadig mærkelige ud, men jeg tænker bare: Og hvad så?”
”Det er også deres værelse”
Accepten går også den anden vej. Han oplever, at de andre elever er åbne over for hans muslimske tro. ”Da det var ramadan, kom mange og spurgte, hvorfor jeg ikke måtte spise om dagen,” fortæller han. ”Når jeg så forklarede dem det, sagde de: Okay, fint nok. Og så lod de være med at spise noget lige foran mig.”
Andre ting er lidt mere besværlige for ham. Han ville egentlig gerne bede fem gange om dagen, men han kan ikke lide at sende sine to værelseskammerater ud. Så gør han for meget opmærksom på sig selv, og det er jo også deres værelse, understreger han. Men det er okay, han beder bare, når han kan komme af sted med det.
Sammen med syv andre er Din udvalgt til det korps af rollemodeller, som Efterskoleforeningen sender ud til skoler og lektiecafeer for at fortælle, hvordan det er at være på efterskole. Han ser det som sin vigtigste opgave at forklare indvandrerforældrene, at deres børn ikke bliver ballademagere af at gå på en efterskole. Det gør de nemlig ikke. ”Tværtimod,” siger han. ”På efterskolen lærer de at have det godt.”
Boks 1
Praktiske løsninger på praktiske problemer:
- Tilbyd halalslagtet kød og alternativer til svinekød
- Lad elever, der gerne vil holde ramadan, få adgang til køkkenet mellem solnedgang og solopgang
- Sæt forhæng op i fælles baderum, og reserver eventuelt værelser med bad til indvandrerpiger
- Vær opmærksom på, at I får ekstra støtte til flygtninge-/indvandrerelever, som kan bruges til de udgifter, der kan være forbundet med dem
Boks 2
Kom indvandrerforældrene i møde:
- Ring til dem og forklar, at det er meningen, de skal deltage i forældrearrangementerne
- Organiser arrangementerne på en måde, så de også får noget ud af det
- Tal jer ind på hinanden til forældresamtalerne, inden I går i gang med selve samtalen. Spørg til lillesøster og den onkel, der skal giftes. Brug evt. tolk
- Oversæt dele af hjemmesiden til de store indvandrersprog
Boks 3
Skab et mangfoldigt miljø
- Sæt særlige pladser af til flygtning/indvandrer-eleverne, og giv integrationskonsulenten i Efterskolernes Sekretariat besked om pladserne.
- Send en lærer på arabiskkursus (eller et andet stort indvandrersprog). Det er et godt signal at kunne bare en lille smule
- Tilbyd dansk som andetsprog til de elever, der har brug for det. Det gives der et særligt tilskud til.
- Lad en særlig kulturmedarbejder være kontaktperson for eleverne. Vær især opmærksom på dem i starten, og spørg om der er noget, de har svært ved at forstå.
- Sørg for, at alle skolens ansatte har en positiv holdning til integration. Køkkenpersonalet og pedellen har også berøring med eleverne
- Gør jer umage med at udtale elevernes navne ordentligt
- Køb masser af ordbøger, også f.eks. tyrkisk-engelsk
- Vær ikke berøringsangste. Spørg løs: Hvad tror I på? Hvorfor beder I? Hvordan er I kommet hertil?
En gruppe efterskoleelever har været på et kursus i konflikthåndtering, der normalt henvender sig til erhvervslivets tunge drenge. De har opdaget, at de selv har deres del af ansvaret for de konflikter, de bliver involveret i, og at de derfor også kan gøre noget for at komme ud af dem igen.
Af Malene Bjerre
”Min roommate og jeg kommer tit op at skændes,” fortæller Cecilie. ”Vi bor på et lille værelse, hvor spejlet er lige foran døren, og det sker tit, at den ene kommer til at knalde døren op i den anden, der står foran spejlet. Det gjorde hun forleden dag, og så blev jeg skide irriteret på hende. Typisk hende, tænkte jeg. Hun er så egoistisk. Men da hun så lige skulle ud på badeværelset efter noget og jeg godt vidste hun ville komme ind igen, rykkede jeg mig en lille smule tættere på døren, så jeg vidste, det ville ske endnu en gang. Og så havde jeg det sådan lidt yes, da det skete. Nu havde jeg fået bekræftet, hvor egoistisk og tankeløs hun var.”
Alle fniser genkendende over Cecilies historie. De tolv elever har valgt eftermiddagsfaget ’Leder i mit eget liv’ og er i gang med en runde, hvor de giver eksempler på konflikter, de selv har været med til at optrappe.
Faget handler om at se på sine konflikter. Hvordan kommer vi ind i konflikterne, og hvordan kan vi lære at komme ud af dem igen eller helt holde os fra dem? Leder-metaforen i fagets navn er ikke tilfældig, for læreren Mette Villemoes Ponty kommer fra erhvervslivet. Hun arbejder for organisationen The Arbinger Institute og holder normalt denne type kurser for topledere for store virksomheder i Dubai. Nu er hun gæstelærer på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole og inviterer gennem fem onsdage eleverne til at se på konflikterne i deres liv. Før det har også lærerne på efterskolen haft en formiddag, hvor de er blevet introduceret til tankegangen i Arbinger. Vi er kommet til femte undervisningsgang, og eleverne beskriver efter tur nogle af de konflikter, de har fået øje på.
Cecilies fortælling er et eksempel på det, man i Arbingers sprog kalder en konfliktalliance. Hun har opdaget, at både hun og værelseskammeraten har en bestemt interesse i at opretholde konflikten, selv om de også er rigtig trætte af den. Nemlig at de hver især føler sig retfærdiggjort. Cecilie får bekræftet, at veninden er tankeløs, og veninden får bekræftet, at Cecilie er provokerende. Og derfor optrapper de konflikten i stedet for at komme ud af den.
Nu kan jeg blive et bedre menneske
Genkendelsen er stor rundt om bordet, for mange har tilsvarende historier. Om at tænde af på nogle drillende drenge, der i virkeligheden bare lavede fis, så de nu har en rigtig god grund til at drille hende den sure. Eller om svigtene mellem to tidligere bedsteveninder, der giver dem begge to en rigtig god grund til ikke længere at snakke sammen.
”Det er nogle rigtig gode eksempler, I har,” siger Mette Ponty. ”Jeg synes, I er supergode til at se jeres egen rolle i konflikterne. Og selv om vi lige nu sidder og griner lidt af det, så ville livet blive meget lettere, hvis vi lærte at stoppe den der optrapning. For vi bliver jo lidt mere sure af det og hurtigere til næste gang at sige: Sådan er hun også bare altid.”
Så derfor skal eleverne også et skridt videre. De skal finde ud af, hvordan de så kommer ud af konflikterne. Pernille fortæller om en god oplevelse, hun har haft siden sidst. Hun havde køkkentjans, og en anden elev havde lige vasket gulv, da hun tørrede noget vand af bordet på en måde, så det røg ned på gulvet. ”Det tørrer du lige selv op, sagde han så surt,” fortæller hun. ”Fuck, han er en nar, tænkte jeg og var på vej ud af køkkenet, men så kom jeg til at tænke på, at jeg måske selv ville være blevet mindst lige så sur. Og så stoppede jeg op og gik tilbage og tørrede det op. Det var rigtig fedt. Han blev lidt overrasket, men det bedste var sådan, som jeg selv havde det. Nu kan jeg blive et bedre menneske, tænkte jeg.”
Sammenstød med forældrene
Inden for Arbinger taler man om ’bokse’. Når vi er i en boks, er vi ude af stand til at se situationen fra andre sider end vores egen, men det, der løser en konflikt, er altid, at det lykkes at skifte perspektiv. At se sagen fra den anden side og forstå andres baggrund for at reagere, som de gør. Men alle bokse er ikke lige lette at slippe af med. De tungeste af elevernes bokse handler alle sammen om deres forhold til forældrene. En pige fortæller om sine forældre, der er blevet skilt for en del år siden og indtil nu har været gode venner. Men siden hun tog på efterskole, har de begge to fået nye kærester, og det er svært for hende at forholde sig til på den lange afstand. Et mindre sammenstød med farens nye kæreste har fået pigen til ikke at gide besøge ham længere. ”Men det er jeg jo rigtig ked af. I en lang periode græd jeg, hver gang min mor bare spurgte mig, hvordan jeg havde det. Nu er det gået op for mig, at det nok slet ikke så meget er min far og hans kæreste, jeg har været sur på, men snarere hele situationen. Der sker alt muligt derhjemme, mens jeg er langt væk og ikke kan følge med og vænne mig til det. Jeg har været inde i en boks i forhold til min far, og det ved jeg nu, at jeg selv kan gøre noget ved. Så sidste gang jeg var hjemme, snakkede jeg med ham om det. Jeg ved ikke om der er sket en stor forandring, men det var simpelthen så rart at tage hul på det,” snøfter hun. Hun græder lidt, mens hun fortæller om det, fordi det er så vigtigt for hende.
Mette Ponty roser pigen: ”Det er rigtig godt, at du har fået taget hul på det. Du har meldt dig ind i forhold til din far i stedet for at melde dig ud. Det betyder ikke, at der sker mirakler nu og her, men du har sat noget i gang, der vil gøre en forskel.”
Skældud når hun græder
I det hele taget fældes der tårer mange steder rundt omkring bordet. Mattias fortæller om et par nære venner, der begge to er døde, og hvordan det i dag får ham til meget tit at melde sig ud i stedet for at melde sig ind. Han er bange for at tage låget af konflikter og vil hellere holde lidt afstand. Der er en tæt stemning i klasselokalet, hvor alle lytter opmærksomt til historierne. ’Det kender jeg godt’, lyder det indimellem. Eller: ’Jeg synes, det var godt, det du gjorde der’.
En enkelt historie er særlig svær at fortælle. Pigen er lige ved at give op, men ved, at hun fortrød, hun ikke fik det fortalt sidste gang, så hun kæmper sig igennem. Hun har aldrig fortalt det til nogen før, bortset fra sin værelseskammerat. Det handler om en far, der bestemmer rigtig meget i familien, og både mor og datter er bange for hans vrede. Pigen får skældud, når hun har migræne, eller når hun græder, for det synes faren er svagt og umodent. Hvis de har været oppe at skændes, straffer han hende ved ikke at sms’e eller ringe bagefter. Hun føler sig svag og dum over, at hun ikke tør svare igen. Men måske er hun bare inde i en boks over for ham?
Sådan ser Mette Ponty det ikke. Hun gør meget ud af, at eleverne skal lære at tage ansvaret for deres del af konflikterne, men vel at mærke også kun deres egen del. ”Det lyder, som om din far har noget at slås med, men jeg tror ikke på, at det har noget med dig at gøre. Og du er bestemt ikke svag, fordi du bliver ked af det. Men det er meget, meget vigtigt, at du taler med andre om det og ikke vender det indad. Og det, du selv kan gøre her, er at forholde dig til, at din barndom ikke har været perfekt. Det kan du jo ikke lave om på, men du kan bestemme, hvordan det skal påvirke dit liv fremover.” Hun beder pigen om at ringe til hende, så de kan snakke mere om det. ”Jeg tror, du har brug for mere hjælp, og jeg vil gerne guide dig hen til at sted, hvor du kan få det.”
Timen slutter tidligt i dag, for der er gallafest på skolen om aftenen, og eleverne skal bruge noget tid til at komme i det store skrud. Det var egentlig sidste gang i dag, men eleverne har bedt om at få en ekstra gang. De har svært ved at finde et tidspunkt, hvor alle kan, men det kan ikke komme på tale at droppe timen. ”Det er simpelthen det bedste fag, jeg overhovedet har haft på skolen,” siger Johanne. ”Jeg har altid haft det sådan, at jeg nemt blev sur, og så gik jeg med det uden at sige det. Det har fyldt SÅ meget, at jeg gik og bar nag. Nu er jeg blevet meget bedre til at forstå, hvorfor andre gør, som de gør, og det betyder, at jeg ikke så nemt bliver sur. Det føles virkelig rart, og jeg er sikker på, at det er noget, jeg altid vil tage med mig.”
Konflikter koster dyrt
Det har været nemt at overføre metoderne fra erhvervskurserne til efterskoleeleverne, fortæller Mette Villemoes Ponty. Men det er slet ikke så mærkeligt. ”Det er en pointe i tankegangen i Arbinger, at det er det, der ligger nedenunder vores adfærd, som er bestemmende for, hvordan vi reagerer på hinanden,” forklarer hun. Konflikter mellem mennesker handler nemlig dybest set altid om det samme: at vi ser andre som forhindringer for os selv i stedet for som mennesker, der ligesom os selv har en god grund til at handle, som vi gør. ”I et af de firmaer, hvor jeg har holdt kursus, har de beregnet, at en konflikt imellem to afdelinger har kostet firmaet 20 millioner dollars. Her på skolen kan jeg høre, hvordan konflikterne koster energi og engagement i det fælles liv. Eleverne bliver ædt op af deres konfliktalliancer i stedet for at være til stede i deres efterskoleliv. Men når eleverne kan lære at forstå og løse deres konflikter, har de et redskab med sig for resten af livet.”
Den Frie Lærerskole nærmer sig efterlønsalderen. Alligevel er den på én gang, som den altid har været – og har aldrig været så fleksibel og toptunet som nu.
To gange om måneden er der stormøder, hvor alle på skolen i fællesskab diskuterer, hvordan undervisningen skal tilrettelægges. Komplet med fællessang, basisgruppedrøftelser og plenumdebat. Svære beslutninger bliver ikke taget, før alle har en forståelse for dem. Og de studerende går ikke til eksamen, men får udtalelser, der bl.a. evaluerer deres evne til at arrangere fester og revyer.
Men tag ikke fejl. Den Frie Lærerskole er ikke et levn fra 68, men er mere parat end nogensinde til at sætte standarden for, hvad god læreruddannelse er.
I udgangspunktet har Den Frie Lærerskole en helt unik status i uddannelsessystemet i Danmark. Som den eneste institution får den fuldt statstilskud på linje med de andre seminarier, men har helt frie tøjler. Der stilles ingen krav til hverken indholdet eller opbygningen af uddannelsen. Det sætter skolen i stand til ikke bare at undervise i sine kerneområder, de tre f’er: fællesskab, folkestyre og faglighed, men også at leve efter dem. Næsten alle de studerende bor på skolens område, og derfor holder fællesskabet ikke pause klokken 16 – præcis som det er på en efterskole eller en højskole. Demokratiet gennemsyrer organisationen, og der tages ingen vigtige beslutninger, der ikke har været oppe på stormødet. Det handler ikke bare om at få flertal for en beslutning, men om at give alle en forståelse for. hvorfor en beslutning er nødvendig, selv om de måske ikke er enige.
Gennem sine 60 år har skolen på en gang haft sin egen genkendelige identitet og hele tiden justeret den efter samfundsudviklingen. Grundlæggende er det de samme værdier, der har kendetegnet skolen gennem alle årene – ikke mindst det forhold i sig selv, at skolen altid har styret efter sine værdier og eksplicit uddannet de studerende til at arbejde på værdibaserede skoler.
Den Frie Lærerskole blev dannet i 1949 for at lave en læreruddannelse til de frie skoler – friskolerne, højskolerne og efterskolerne – der både i længde og kvalitet var på niveau med statsseminarierne. I de første mange år havde skolen en markant grundtvig-koldsk profil med tyk streg under det historiske. Helt fra starten af var der ingen eksaminer på skolen, fordi den bedrev livsoplysning af en karakter, der ikke sådan kunne sættes tal på. Omverdenen var skeptisk. Skyldtes det måske i virkeligheden, at skolen ikke ville have sin undervisning set efter i sømmene?
Det gjorde det ikke, og eksamen er der aldrig blevet noget af på Den Frie Lærerskole, men frem mod 1970’erne nærmede skolen sig fagligt de ordinære seminarier, så undervisningen til sidst var nærmest identisk. Men så slog ungdomsoprøret igennem. Inspireret af RUC var de studerende og lærerne optaget af problemorienteret undervisning, og en overgang overvejede man at dele skolen op i to linjer, en klassisk faglig linje og en, der var problemorienteret. Men fællesskabstanken vandt, og det problemorienterede blev i stedet integreret i læseplanen. Det var også dengang, de studerende brugte den første uge på at danne klasser. Historierne går om, hvordan det på bedste halvfjerdservis foregik ved, at de studerende gik rundt i gymnastiksalen og ligesom mærkede efter, hvor de hørte til, og fandt sammen i grupper, men Rune Holm, der blev ansat i 1976 og stadig er lærer på skolen, fastholder, at det faktisk var en udmærket og velorganiseret proces. De studerende kom i gang med at reflektere over deres pædagogiske ståsted og over, hvordan de gerne ville arbejde. Til gengæld blev alle klasser ikke lige velfungerende, og derfor forlod man systemet igen.
Op gennem 90’erne kæmpede Den Frie Lærerskole med at finde den rigtige balance mellem det frie valg af indholdet i undervisningen og den professionsrettede faglighed. Kampen er faldet ud til de to skoleforeninger, Friskoleforeningen og Efterskoleforeningens store tilfredshed. De giver udtryk for at Den Frie Lærerskole i meget høj grad lytter til skolernes behov og har fået en stor fleksibilitet.
Mens de ordinære seminarier i stigende grad styres fra Undervisningsministeriet, skiller Den Frie Lærerskole sig ud som helt sin egen. Man kan undre sig over, at politikerne, der ellers er meget glade for central kontrol, ikke har forsøgt at ændre på det forhold. Men det har sin forklaring, mener Thorstein Balle, der har været rektor på skolen siden 2002. Skolen spiller rollen som ’den sympatiske neger’, forklarer han med henvisning til de amerikanske film i 60’erne, hvor en sort mand ofte var castet til en helterolle for at dulme amerikanernes dårlige samvittighed over raceadskillelsen. På samme måde kan politikerne pege på Den Frie Lærerskole og vise, at der stadig findes liberal uddannelsespolitik i Grundtvigs fædreland.
Men uanset hvilke politiske bagtanker der ligger bag, forstår skolen at bruge friheden til sin fordel. Skoleforeningernes ledere beskriver den som meget moderne og måske langt mere i sync med tiden end de ordinære seminarier. Enhver virksomhed med respekt for sig selv forsøger i dag at finde en autencitet frem ved at navigere efter nogle grundværdier, og fællesskabet står til at få en renæssance, ikke bare i de frie skoler: I det oplæg, som skoleverdenens aktører fremlagde ved skolestarten i år, fremhæves det, hvor afgørende fællesskabet er for børns læring. Her kan de passende kigge mod Ollerup for at få inspiration til, hvordan man skaber sådan et, for det er noget, de har 60 års erfaring med nede på Den Frie Lærerskole.
Næsten to millioner danskere har en profil på Facebook, herunder næsten alle unge. Det giver efterskolerne en række muligheder, men de benytter sig ikke af dem. Dumt, synes en ekspert i sociale medier.
Af Malene Bjerre
Lone Kramer gik på Vesterdal Efterskole i 1979-81. Siden har hun stort set ikke set sine venner fra dengang, men i 2008 trak hendes store børn hende med ind på Facebook. Her fandt hun en gruppe med 22 af de gamle efterskolekammerater, og en del af dem besluttede at tage sammen til gammel elevdag i marts måned. Sammen med 300 andre – dobbelt så mange som normalt.
Og det er ikke helt tilfældigt, fortæller viceforstanderen Thomas Hjarnø Petersen. Vesterdal Efterskole har en Facebookgruppe på 845 medlemmer, og nu er skolen er begyndt at bruge Facebook aktivt i kontakten til de gamle elever. Normalt har skolen lagt invitationen til gammel elevdag ud på hjemmesiden, men i år røg den på Facebook. Og det gav bonus. ”Der var elever helt tilbage fra årgang 68-69,” fortæller Thomas Hjarnø Petersen. ”Og en elev fra 1982, der trofast er mødt op år efter år som den eneste fra sin årgang og mest har talt med lærerne, fik i år selskab af en gruppe andre. Det var rigtig fint.”
Grupper for næste års elever
Men det er langt fra alle efterskoler, der bruger Facebook til noget. Efterskolen har ringet rundt til ti efterskoler med store Facebookgrupper (mellem 600 og 1000 medlemmer), og kun enkelte er aktive på den populære hjemmeside.
På Kastanievej Efterskole forholder forstanderen Dorthe Frimann Nielsen sig indtil videre afventende. ”Jeg smugkigger på vores Facebookgrupper engang imellem, men jeg ved ikke rigtig, om jeg synes vi skal blande os,” siger hun. ”Eleverne lever deres eget liv derinde, og måske skal vi passe på med ikke at stikke snuden os i alting. Men det er godt nok at kigge med, for så kan jeg blande mig, hvis der sker noget, jeg ikke bryder mig om.”
Sådan har det ikke været endnu. Men Dorthe Frimann Nielsen fik sig en overraskelse, da hun opdagede, at der allerede var oprettet en gruppe for 09/10. Gruppen har 39 medlemmer, dvs. omkring 40 procent af den kommende årgang. ”Jeg synes, det er fascinerende, men også en lille smule skræmmende. Normalt står vi jo med en helt ny og i en vis forstand uberørt gruppe ved skoleårets begyndelse, men nu kan de være i fuld gang med at lære hinanden at kende.”
Forstanderen på Fjordvang, Tage Jepsen, har oplevet det samme, endda også at eleverne allerede har holdt den første fest, inden skolen starter. Han er lidt bange for, at det kan blive give problemer: ”Der er jo altid nogen der er hurtigere end andre, og måske er der nogle, der ikke når at få en chance på den her måde. Hvis de allerede har været fulde sammen og fundet sammen i grupper inden starten, kan det være endnu sværere for andre at komme med. Der vil være skabt en bestemt kultur, inden skoleåret overhovedet er i gang.”
Målrettet markedsføring
Og netop det forhold bør skolerne forholde sig til, mener Hans Henrik Heming fra konsulentfirmaet Wemind, der rådgiver virksomheder i, hvordan de skal benytte sig af de sociale medier. ”De nye medier er her jo, og det kan skolerne ikke gøre noget ved. Og de har helt klart deres gode sider. Den elev, der ellers lister af sted langs panelerne, har nogle andre muligheder på nettet. Han kan indgå i nogle sociale relationer, der kræver mindre af ham, end de gør i den virkelige verden, og derfor tør han være med,” forklarer han. Men hvis skolerne ikke forholder sig aktivt til Facebook, overlader de det til eleverne at sætte rammerne og reglerne. Og så kan der opstå en kultur, skolerne ikke bryder sig om.
Efterskolerne skal altså se at få meldt sig på Facebookbanen, foreslår Hans Henrik Heming. Også fordi der er en masse muligheder for markedsføring, som de er alt for dårlige til at udnytte. ”Skolerne laver fine firefarvede brochurer, men det er altså ikke det, der virker på den unge målgruppe. I stedet skal de bevæge sig derhen, hvor de unge er, og lige nu er det på Facebook,” fastslår han. Det kan blandt andet ske ved hjælp af annoncer, der kan målrettes helt præcist til den målgruppe, skolen vil have fat i. Alle brugere opgiver en række personlige oplysninger i deres profil, og man kan f.eks. sætte annoncen til at blive vist til alle dem, der går i 8. klasse i trekantsområdet. Eller til deres mødre, som har en hel del at sige, når det gælder valg af efterskole.
Direkte dialog med eleverne
Men skolerne kan også gå mere utraditionelt til værks. Helt konkret foreslår Hans Henrik Heming, at skolerne sørger for at oprette grupper eller sider på Facebook, hvor både skolerne selv og eleverne er aktive. Forstanderen og lærerne kan jævnligt skrive om det, der optager dem, og de kan lægge billeder, videoer og invitationer ind på siden. ”Den store fordel ved at bruge Facebook frem for hjemmesiden er, at skolen får respons med det samme,” forklarer han. ”De unge kan spørge og kommentere, og tidligere elever kan også selv lægge materiale ind. Man får målgruppen i tale på en helt anden måde.”
Han vurderer, at mange skoler er mest vant til at tænke i envejskommunikation, når det gælder om at sælge sig selv. Men netop den type markedsføring, der aktiverer målgruppen og lægger op til dialog, er også den, der skaber størst interesse og loyalitet. ”Skolerne har jo nogle fantastiske ambassadører i de tidligere elever. Det er oplagt at tænke dem mere målrettet ind i skolens profilering.”
Tage Jepsen fra Fjordvang giver ham ret. ”Vi bliver snart nødt til at tænke nyt og anderledes om markedsføring. I mange år har der været fulde huse på skolerne, men det begynder at ændre sig. Nu skal vi til at være mere klare, når vi formidler vores værdier, og her kan vi bestemt bruge Facebook. Man kan jo blive amerikansk præsident ved hjælp af den side, så det er nok ikke klogt at overse den.”
Baggrund for artiklen
Efterskolen har talt med ti efterskoler om deres brug af Facebook: Bernstorffsminde, Eriksminde, Fjordvang, Fårevejle, Høng, Kastanievej, Mellerup, Vesterdal, Vivild og Aabybro. Ingen af skolerne tænker Facebook ind i deres markedsføring. Ingen af dem forsøger at sætte rammer for elevernes dialog med hinanden. Tre af dem lægger invitation ud til gammel elevdag, og en enkelt lægger også videoer fra skolen ud. På ni af skolerne har eleverne oprettet grupper for årgang 09-10.
Facebookordbog
Profil – for den enkelte bruger. Brugerne er ’venner’ med hinanden.
Side – for virksomheder. Man er ’fan’ af en side.
Gruppe – for sammenslutning af brugere. Man er ’medlem’ af en gruppe.
Gode råd til den efterskole, der gerne vil være aktiv på Facebook
- Opret en side for alle, der har tilknytning til skolen. Lad bare eleverne selv oprette grupperne, men vær aktive i dem. Reklamer for siden og grupperne på hjemmesiden og i det trykte materiale.
- Vær aktive på siden og i grupperne. Læg jævnligt billeder og videoer fra arrangementerne ind, og lad nogle lærere forpligte sig til at skrive noget om, hvad de går og tænker på. Skolen kan også lave små videointerviews med lærere og elever og lægge dem ind.
- Lav klare spilleregler for omgangstonen på Facebook, ikke mindst på gruppen for de kommende elever, der endnu ikke kender kulturen på skole. Skriv f.eks.: Her på Xxx Efterskole er det vigtigt for os, at der er plads til alle. Det skal der også være i vores Facebookgruppe. Husk, at det skrevne ord virker stærkere end det talte, og lad være med at skrive noget, du ikke også ville sige, hvis du stod ansigt til ansigt med folk.
En SFO ville lære at bruge anerkendende pædagogik over for de børn der havde problemer. Men projektet bredte sig helt af sig selv til forældresamarbejdet. Nu er de svære samtaler blevet lettere, og forældrene inddrages mere og tidligere.
Af Malene Bjerre
”Jeg ved godt du sikkert er træt af at jeg kommer nu igen,” siger Lise til moren. ”Jeg synes også det er svært.”
”Ja, jeg gider næsten heller ikke tale mere om det,” siger moren, ”men det er også fordi …”
Lise er leder af SFO’en på Askov-Malt Skole i Vejen, og hun er i gang med en af de ’svære samtaler’. Og den slags samtaler er svære, for de handler om børn der af en eller anden grund er i en svær situation. Men siden SFO’en er begyndt at bruge anerkendende pædagogik i samarbejde med forældrene, er de blevet meget lettere.
Anerkendende pædagogik i forældresamarbejdet gør i korte træk op med forestillingen om ’de dårlige forældre der ikke støtter deres børn’ og ’den irriterende forælder der hele tiden blander sig’. Men det var SFO’en i Vejen slet ikke klar over da de indledte et projekt om anerkendende pædagogik for et år siden.
”Vores fokus var på de børn der har det svært,” fortæller Lise Fredslund. ”Men vi fandt hurtigt ud af at den anerkendende pædagogik er lige så vigtig i forældresamarbejdet. Børn har ikke problemer, de er i problemer, og derfor skal forældrene inddrages på samme anerkendende måde som børnene.”
Føler sig mødt
Det SFO’en har lært at anerkende, er at forældrene grundlæggende vil det bedste for deres børn og har nogle ressourcer som er nødvendige for at give barnet de bedste vilkår. ”Og sådan tænkte vi nok ikke tidligere,” fortæller Lise Fredslund. ”Før blev forældrene først kaldt til samtale når der virkelig var problemer. Til samtalen fortalte vi så hvad problemet var, og hvad vi mente der skulle gøres ved. En typisk reaktion var afvisning. Vi skulle ikke komme her.”
I dag lægger institutionen helt anderledes ud. Forældrene får en dagsorden så de kan forberede sig, og til mødet lægger pædagogerne ud med spørgsmålet: Hvordan har du det med at vi har kaldt jer til samtale? Det åbner for at forældrene kan fortælle om deres oplevelse af situationen. Så fortsætter hv-spørgsmålene: Hvordan kan det være at det er blevet sådan? Hvorfor reagerer barnet på den måde, tror I? Hvornår har han det bedst? Og anerkendelsen giver omgående bonus, fortæller Lise Fredslund. ”Vi oplever, at forældre der før har været meget afvisende, nu føler sig mødt. Det er en god cirkel, for når de mærker at vi interesserer os for det de har at bidrage med, så vil de jo også rigtig gerne tage del i samarbejdet.”
Og forældrene har en viden om deres børn som pædagogerne ikke kan få nogen andre steder fra. ”Vi havde en ny dreng der havde svært ved mange ting, han var urolig og havde det helt tydeligt ikke godt,” fortæller Lise Fredslund. ”Så snakkede vi med forældrene, og det viste sig at han havde nogle kæmperessourcer vi slet ikke havde været opmærksomme på. Han var supergod til tal og regnestykker, og det brugte vi så til at give ham nogle succesoplevelser i gruppen. Det gjorde at han voksede meget, og forældrene fik en oplevelse af at vi lyttede til dem og kunne bruge dem.”
Trygt at blive inddraget
Den oplevelse genkender Tine Lykke Thomsen, der er formand for skolebestyrelsen på Askov-Malt Skole. Hendes søn Rasmus er startet som førskolebarn i SFO’en for et par måneder siden, og det synes han slet ikke er let. Han græder meget, især når han bliver afleveret. Pædagogerne har været hurtige til at kontakte hende, og på baggrund af hendes kendskab til sin dreng har de besluttet at han skal have en fast pædagog i stedet for at rykke rundt til en ny gruppe hver tredje uge. Hun har også gjort opmærksom på at han har det svært med kollektive skideballer. ”Det er kun et par uger siden, og vi har ikke set den store forskel endnu, men det føles trygt at blive inddraget,” siger Tine Lykke Thomsen. ”Det gør det meget lettere for mig at gå til pædagogerne med mine bekymringer når jeg ikke oplever dem som bedrevidende autoriteter, men som medspillere omkring mit barn. Jeg kontakter dem på et tidligere tidspunkt og venter ikke for at se om det bliver bedre.”
Også på et mere overordnet plan bliver forældrene inviteret til at deltage i pædagogikken. Tine Lykke oplever at pædagogerne er gode til at informere om hvordan de arbejder, og fortæller hvad de forventer af forældrene. Hun giver et eksempel: ”Hvis nu min datter er blevet drillet, så betyder det meget at jeg ved hvordan SFO’en tager hånd om den slags. I stedet for at skælde det barn ud der har drillet det andet, undersøger de hvad der var årsagen. Og derfor gør jeg det samme derhjemme. I stedet for at sige: Hvor er det synd for dig, og ringe til den andens forældre og skælde ud, spørger jeg til forhistorien. Og hvis jeg ringer til de andre forældre, er det ikke som den hidsige mor, men noget jeg gør for at vi sammen kan hjælpe pigerne med at løse konflikten.”
Tager det i opløbet
I det hele taget gælder det om at tage tingene i opløbet, siger Lise Fredslund. ”Hvis vi tidligere havde et barn hvis forældre gik fra hinanden, så vi tiden an. Måske ville der slet ikke opstå nogen problemer, tænkte vi. I dag tager vi fat i forældrene med det samme og spørger dem hvordan de har det, og hvilke reaktioner de oplever derhjemme. Ikke for at snage, men for at give den bedste støtte til barnet,” forklarer hun. Og så er pædagogerne også opmærksomme på at forældre ikke kun skal anerkendes når der er problemer. ”Vi skal blive bedre til også at fortælle de gode historier. Jeg har lagt mærke til at din datter er meget gladere, kan vi sige. Eller: Du skulle have set hvor godt hun klarede en konflikt her i dag.” Og når pædagogerne har haft samtaler om problemer med forældrene, har de lært at følge op på samtalerne. ”Hvor er jeg glad for den samtale vi havde forleden,” siger hun f.eks. ”Nu føler jeg mig meget mere sikker på hvordan jeg skal gribe det an når din søn bliver vred. Hvordan oplever I det derhjemme?”
Det koster selvfølgelig noget. Møderne med forældrene bliver forberedt, og som regel er der to eller tre pædagoger med til samtalerne så de bagefter kan evaluere samtalen. Men det er hver en krone værd, siger Lise Fredslund. ”Vores faglighed er blevet løftet, og det kommer alt sammen børnene til gode i sidste ende.”
Boks 1:
Anerkendende pædagogik arbejder mod at se, høre og forstå den enkelte som et kompetent individ – børn som voksne. Anerkendende principper i forældresamarbejdet:
- Forståelse: Forældre vil altid det bedste for deres børn, og der er en grund til deres handlinger
- Ressourcer: Forældre har en viden om deres børn som pædagogerne har brug for i deres arbejde
- Ligeværd: Forældre og pædagoger skal mødes på lige fod i samarbejdet om børnene
Boks 2:
Det koster noget:
- Askov-Malt Skoles SFO har brugt de fleste af personalemøderne det sidste år på at arbejde med anerkendende pædagogik
- Hanne Aalling Risager fra P-Huset i Tønder har kørt kursusforløb med teori og supervision. Prisen har været 30.000. Se www.p-huset.com
- SFO’en vurderer at de i dag bruger dobbelt så meget tid på forældresamarbejdet som tidligere.
Boks 3:
Læs mere om anerkendende pædagogik:
Jesper Juul: Pædagogisk relationskompetence
Bente Lynge: Anerkendende Pædagogik
Hvis du drikker mere end det, Sundhedsstyrelsen anbefaler, har du en dårlig vane, der højst sandsynligt påvirker din hverdag negativt. Den gode nyhed er, at det er muligt at lægge vanen om. En ny bog hjælper dig med det.
Af Malene Bjerre
Det er dejligt at drikke et glas rødvin. Det smager godt, vi slapper af, og humøret stiger. Og så er det oven i købet sundt. En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed i januar måned slog f.eks. fast, at en daglig dosis alkohol mindsker risikoen for at udvikle blodprop i hjertet – og at det er en effekt, der ikke kan erstattes af motion. Men de gode virkninger gælder kun, hvis vi holder os under Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
To genstande om dagen. Højst fjorten om ugen, og aldrig mere end fire genstande pr. gang. Så meget må du drikke, hvis du er kvinde. For mænd er tallene tre, enogtyve og fem. Og hele 85 % af alle voksne danskere holder sig inden for grænserne. Men 15 % overskrider dem altså. Til gengæld drikker de næsten 80 % af al den alkohol, der indtages i Danmark.
For de mange med et overforbrug er der i dag kun ét tilbud – bliv helt afholdende. Man kan komme på antabus, blive behandlet efter Minnesotamodellen eller melde sig ind i Anonyme Alkoholikere. Men de fleste af dem, der drikker for meget, kan lære at få deres forbrug under kontrol, siger Bjarke Larsen, der har skrevet bogen ’Lær at drikke med måde’.
Vi lever i en alkoholkultur
Og hvis man kan lære at drikke med måde, er det en gevinst for de fleste. De kan beholde glæden ved alkohol, og det gør også deres liv lettere, eftersom vi lever i en alkoholkultur, siger Bjarke Larsen. ”I Danmark drikker vi alkohol, når vi fejrer noget. Det løfter stemningen og giver os gode oplevelser. Så hvis det eneste tilbud til folk, der drikker for meget, er hjælp til at blive afholdende, så vil mange af dem lade være med at bede om hjælp. De har ikke lyst til at holde helt op med at kunne nyde et glas vin. Og så fortsætter de med at drikke for meget og ender måske i et stort overforbrug, som tager magten fra dem,” siger Bjarke Larsen.
Derfor har han samlet og systematiseret den viden, der er om området, i en selvhjælpsbog. Han ved, hvad han taler om, for han har selv drukket for meget og har fået styr på det ved at bruge nogle af metoderne.
Værdier i stedet for grænser
Bogen bygger på den tankegang, at vores handlinger er styret af vores tanker, og hvis vi vil ændre handlingerne, må vi ændre vores måde at tænke på. Derfor skal du allerførst spørge dig selv: Hvorfor kan jeg godt lide at drikke? Får det dig til at slappe af, eller sætter det dig tværtimod op til fest? Drikker du, når du er alene eller sammen med andre? Når du er glad, eller når du er ked af det? Svaret kan hjælpe dig til at blive opmærksom på nogle vaner, du må ændre, eller nogle følelser, du må lære at håndtere anderledes. Du kan blive opmærksom på, at du måske slapper lige så godt af, hvis du nøjes med et enkelt glas og derefter går over til te.
Bogen sætter dig til at opregne fordele og ulemper ved at drikke med måde for på den måde at få dig til at tænke på gevinsterne i stedet for afsavnene ved at drikke mindre. Vi er, hvad vi tænker, og hvis du kan tænke det moderate alkoholforbrug som en måde at leve i overensstemmelse med dine værdier i stedet for som snærende grænser, er du kommet langt. Det er nemlig meget mere attraktivt at opnå noget dejligt end at undgå noget ubehageligt.
Drik langsomt
Det er en af pointerne i bogen, at mange af os simpelthen drikker for hurtigt og overdøver den indre stemme, der fortæller, hvornår vi har fået nok. Hvis vi drikker tre genstande hurtigt efter hinanden, mærker vi først virkningen af den første, når vi er i gang med den tredje, og tror derfor, at der skal mere til at give den oplevelse, vi går efter. Den magiske promille er 0,55, fastslår Bjarke Larsen. Når vi kommer over den, viser undersøgelser, giver alkoholen flere negative end positive følelser. Op til de 0,55 bliver vi gladere og mere afslappede, men derefter bliver vi i stigende grad angste og nedtrykte. De sundhedsmæssige fordele forsvinder også, når vi drikker mere end det. Derfor gælder det om at beregne, hvor mange genstande over hvor lang tid du kan drikke og stadig holde dig under grænsen. Det afhænger af, om du er kvinde eller mand, og af, hvor meget du vejer.
Bogen er fyldt med en række helt praktiske tips til, hvordan man bærer sig ad med at ændre sine drikkevaner. Begynd sent, slut tidligt, og drik masser af vand ind imellem, er nogle af dem. Og læg ud med en hel måned uden alkohol for at bryde den gamle vane.
Tabu at drikke for meget
Mens det i dag er helt accepteret at fortælle, at man er på slankekur, er overforbrug af alkohol et tabu, siger Bjarke Larsen. Og det vil han gerne gøre noget ved. ”Det er vigtigt, at man kan tale åbent om, at man drikker for meget,” siger han. ”Det skal være lige så uproblematisk at sige: Jeg skal kun have et enkelt glas, for jeg er ved at sætte mit forbrug ned, som at sige: Jeg vil gerne tabe fire kilo. Det håber jeg, bogen vil bidrage til.”
”Lær at drikke med måde” af Bjarke Larsen udkommer den 25. februar. Den er på 248 sider og koster 299 kroner.
Boks 1:
Drikker du for meget?
En række test kan vise dig, om du drikker for meget. Du skal svare på spørgsmål som:
- Tænker du meget på, hvornår du kan få noget at drikke?
- Er det svært for dig at stoppe, når du først har drukket et glas eller to?
- Ville du ønske at folk ikke blandede sig i dine drikkevaner?
- Drikker du nogensinde før aftensmaden?
Prøv testene på www.drikmedmaade.dk
Boks 2:
Sådan skruer du ned for dit forbrug
- Drik af mindre glas.
- Stil rødvinsflasken ude i køkkenet, så du skal rejse dig for at skænke et nyt glas.
- Beslut, at der f.eks. skal gå 60 minutter imellem hver genstand. Sæt din mobiltelefon til at ringe, når tiden er gået.
- Nip til vinen. Lav en konkurrence med dig selv om, hvor små mundfulde du kan drikke
- Sæt glasset fra dig i stedet for at sidde med det i hånden.
- Drik dyrere mærker. Pris og kvalitet følges som regel ad, og en god rødvin fylder mere i munden og varer længere.
Læs flere forslag i bogen.
”Jeg er blevet en bedre far”
Bjarke Larsen slingrede ned ad motorvejen til Sønderborg efter en forretningsmiddag i Odense. Han følte sig ikke for beruset til at køre, han skulle bare koncentrere sig lidt ekstra, tænkte han. Men en anden bilist bemærkede hans usikre kørsel og ringede efter politiet. Han blev standset, fik konstateret en promille på 1,48 og fik fradømt kørekortet i et år.
Alligevel gik der endnu et par år, før Bjarke Larsen for alvor så i øjnene, at han var nødt til at gøre noget ved sit alkoholproblem. Det var ikke, fordi det var rigtig slemt. Det var bare for meget. Når han kom hjem fra arbejde, tog han sig lige et glas at falde ned på. Så et til maden og et med ind i stuen bagefter. Og tre-fire-fem stykker mere, inden han gik i seng. Ikke så meget, at han ikke kunne passe sit arbejde, men nok til, at han tit avde ondt i hovedet næste morgen og var træt og uoplagt.
Men det allerværste var, at han blev fraværende, når han var sammen med sine børn. ”Min kone og jeg har altid prioriteret vores børn,” fortæller han. ”F.eks. synes vi ikke, de skal have fjernsyn på værelset, vi skal være sammen alle sammen. Men når jeg havde drukket fire glas vin, så gik det ud over kvaliteten af vores samvær. Hvis de kom og spurgte, om vi skulle spille kort, sagde jeg nej. Det gad jeg ikke.”
I dag drikker han med måde, og det oplever han som en stor gevinst. ”Nogle bliver jo søde og sjove, når de får noget at drikke, men jeg blev bare opfarende og dum. I dag har jeg et meget større overskud, og jeg har simpelthen også bedre tid. Derfor føler jeg ikke at jeg er underlagt nogle ubehagelige grænser for, hvor meget jeg må drikke. Jeg lever bare i overensstemmelse med mine værdier. Nu kan jeg være sådan i familien, som jeg gerne vil være.”
Pæne kan man ikke kalde MBT-skoene. Men de hjælper mod smerter i led og lænd, og så kan du bruge dem til træning.
Af Malene Bjerre
Det føles som at stå på et vippebræt. Jeg har lige hentet mine nye MBT-sko med de karakteristiske rundede såler og prøver dem i køkkenet. Jeg kan mærke, at skoene sætter gang i en masse muskler i benene; i anklerne, læggene og helt op i lårene. Bagefter går jeg en tur med hunden i dem. Overraskende hurtigt vænner jeg mig til den glidende bevægelse, når jeg sætter hælen i jorden, ruller hen over foden og sætter fra igen med forfoden. Efter tyve minutter prikker det dejligt i begge ben, og jeg er øm i det ene baglår.
Skoene har gået deres sejrgang over hele verden. Der bliver solgt over en million af dem om året, fordelt på mere end 20 lande. Alene i Danmark, hvor man har kunnet købe dem siden 2004, sælges der mellem fire og fem tusind om måneden. De blev udviklet i 1990’erne af den schweiziske ingeniør Karl Müller, der under et besøg i Korea havde lagt mærke til, at det hjalp på hans dårlige ryg at gå med bare tæer i rismarkerne. Senere opdagede han, at rygsmerter er helt ukendt hos de afrikanske masaier, fordi de går uden sko hen over den ujævne savanne. Det satte han sig for at efterligne ved at konstruere en ustabil skotype. Sålen buer – især mellem hælen og tåen, men også en anelse i tværgående retning. Desuden er der bygget en særlig, stødabsorberende pude – en såkaldte sensor – ind i sålen.
Og konstruktionen virker. To videnskabelige undersøgelser har testet MBT-skoenes indflydelse på kroppen. De konkluderer, at skoene giver en bedre holdning og mindsker belastningen på knæene. Det ændrede bevægelsesmønster vil sandsynligvis gavne patienter, der lider af slidgigt, ledbetændelse og lændesmerter.
God holdning
Jeg har hverken ondt i leddene eller ryggen, kun lidt i mine skuldre, og det kan skoene nok ikke gøre noget ved. Men jeg har også set, at producenten kalder skoene for verdens mindste motionscenter. Tanken tiltaler mig. Jeg kommer skam pligtskyldigt i et motionscenter, adskillige gange om ugen, men tænk hvis jeg også kunne kalde det træning, når jeg køber ind eller går tur med hunden? Til gengæld synes jeg, at skoene er både dyre og klodsede, så der skal mere end et reklameslogan til at overbevise mig. Derfor kontakter jeg Lisette Christiansen, der er personlig træner i motionscenteret SATS i Odense.
Hun har ikke gået mange meter i skoene, før hun er overbevist. ”Jeg kan mærke, at de hjælper på i hvert fald to ting,” siger hun, ”holdningen og balancen.” Begge dele mener hun ellers nok skulle være i orden hos hende. ”I kraft af mit arbejde er jeg meget bevidst om at trække bækkenet ind under mig og skyde brystet frem. Men skoene giver mig alligevel lige det sidste.”
Som personlig træner har hun mange kunder, der har smerter i lænden og hofterne. Det skyldes en dårlig holdning, siger hun. ”Mange falder sammen og går foroverbøjet. Dem vil skoene være virkelig gode til. Hvis man går rigtigt i dem, kan man slet ikke lade være med at rette sig op. Og det kan faktisk også hjælpe en som dig, der har ondt i skuldrene. Holdningen påvirker alle muskler i kroppen, og når du retter dig op, glider skuldrene automatisk bagud og falder på plads.”
Vækker nervebanerne
Lisette Christiansen er også begejstret for skoenes træning af balancen. ”Det er helt rigtigt at sammenligne dem med et vippebræt,” siger hun. ”Både MBT-skoene og vippebrættet gør det svært for os at holde balancen. Dermed aktiverer vi en masse muskler, der støtter benene i at genvinde balancen, og vi vækker de slumrende nervebaner, der sender besked til musklen om, at den skal bruges. Vores krop er rationel. Hvis vi ikke bruger nervebanerne og musklerne, får de lov at slumre hen. Det er derfor, det går så galt, når utrænede ældre mennesker snubler. Deres nervebaner ligger og sover og kan ikke sende besked til de forskellige muskler om at de skal rette op på ubalancen – og så falder de og brækker benet. Men skoene her holder liv i nervebanerne og musklerne, ikke mindst på bagsiden af benene.” Dem har vi ellers en tendens til at glemme, forklarer hun. ”Vi ser jo kun os selv forfra i spejlet, og derfor er vi ikke så opmærksomme på dem.”
Udfordrer de svage sider
Lisette Christiansen har altså rigtig meget pænt at sige om MBT-skoene. Men kan jeg så droppe træningsmaskinerne og turene på spinningcyklen og nøjes med at gå rundt i mine nye sko? ”Nej, langt fra,” siger hun. ”Skoene kan supplere træningen, men ikke erstatte den. Specielt ikke for folk, der i forvejen er aktive. Men for dem, der indtil nu har ligget på en sofa, vil det gøre en forskel, hvis de begynder at gå med dem, det er helt sikkert.”
Hun står og vipper lidt på fødder og prøver at stå ét ben. ”Faktisk kan jeg bare efter den halve time, jeg har haft dem på, mærke at jeg får lidt ondt i den højre ankel. Det fortæller mig, at jeg må huske at træne anklerne noget mere. Så selv om jeg jo træner meget i kraft af mit arbejde, kan jeg mærke, at skoene udfordrer mig på mine svage sider,” siger Lisette Christiansen.
Jeg er ved at være overbevist. Jeg er helt ked af at tage MBT’erne af, og da jeg kommer over i mine almindelige flade, stabile sko, virker de underligt hårde og ufleksible. Og er det egentlig så grimt med den rundt sål?
Boks 1:
MBT står for Masai Barefoot Technology, og skoene er inspireret af de afrikanske masaiers glidende og ranke gang. Den rundede sål gør dem ustabile og fordeler trykket jævnt over hele foden.
Det er påvist, at skoene forbedrer kropsholdningen og dermed skåner leddene. Specielt når man står stille i dem, øges muskelaktiviteten i bagben og baller, så de fungerer som et træningsapparat (jf. undersøgelser fra Sheffield Hallam University og University of Calgary). MBT findes både som sko, sandaler, sikkerhedssko og støvler og koster mellem 1495 og 1995 kroner (vejledende priser).
Boks 2:
Det er vigtigt, at du går rigtigt i skoene, hvis du skal opnå fordelene. Du skal tage relativt små skridt, hvor du sætter hælen i først og bagefter ruller frem på forfoden. Når du står stille, skal vægten ligge forrest på foden. Du kan udfordre din balance endnu mere ved at stå på ét ben, og når du er god til det, så at skrive dit navn i luften med det løftede ben.
Det er svært at bruge skoene til løbetræning. Det kræver, at du både er erfaren løber og vant til at gå i MBT-skoene. (Kilde: Lisette Christiansen (www.lisettechristiansen.dk))
Angst, aggressivitet og ondt i nakken. Det er nogle af de langtidsvirkninger, behandlere oplever hos børn, der er født ved kejsersnit. Og dem bliver der flere og flere af. Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort tal, der viser, at næsten hver fjerde kvinde i Danmark nu føder ved kejsersnit.
Af Malene Bjerre
”Du er da vist et kejsersnitbarn,” siger Gisela Rau til pigen på briksen, der er kommet, fordi hun har ondt i nakken. ”Ja,” siger pigen forundret. ”Hvor ved du det fra?” Men Giselas hænder er ikke i tvivl. Hun kender tegnene: spændingerne, især i nakken, kroppen, der ikke arbejder med i behandlingen, problemerne med at dreje hovedet.
Gisela Rau er fysioterapeut og pædagog og i gang med at uddanne sig til osteopat – det er en behandler, der har særlig forstand på bevægeapparatet. Hun har praksis i både Åbenrå og Odense, og som led i et samarbejde med de tyske skoler i Sønderjylland behandler hun problembørn, der har haft vanskelige fødsler.
Kejsersnitbørnene er tydeligvis en gruppe for sig, siger hun. ”Når jeg får et barn i hænderne, der er født på normal vis, drejer han hovedet, når jeg rører ved hans nakke. Det gør kejsersnitbørn ikke. De ligger helt stille. Jeg kan mærke, at kroppen er fyldt med spændinger, men det er, som om børnene ikke er i stand til at hjælpe til med behandlingen.”
Rives ud af maven
Og det er der en grund til, hævder amerikaneren Jane English, der er ph.d. og har forsket i, hvad det betyder for børn at blive født ved kejsersnit. I artiklen ”Being Born Caesarean” beskriver hun de fysisk og psykiske konsekvenser, det kan have for barnet, at det ikke bliver født normalt. Den almindelige fødsel varer som regel adskillige timer. Barnet bliver presset af veerne, men det er et tryk, der er fordelt over hele kroppen, og der er pauser ind imellem. Barnet er selv aktivt og har god tid til at forberede sig på, at der er ved at ske noget nyt. Desuden hjælper veerne til med at få fostervandet ud af lungerne, så barnet kan trække vejret, når det er blevet født.
Det planlagte kejsersnit – det vil sige et kejsersnit, hvor moren ikke har haft veer – er en helt anden uforberedt oplevelse for fosteret. Det ligger og skvulper rundt i morens mave, og så pludselig flænses maven op, og en hånd tager hårdt fat om det. Jordemoderens tommelfinger bliver stukket ind i munden på barnet, der trækkes ud i et skærende lys og lægges hen på et bord for at få suget fostervandet ud og blive vasket og gjort i stand. Trykket fra hånden på det bløde barnehoved og ned på rygsøjlen er kolossalt: Et barn på fire kilo udsættes for et tryk på mindst otte kilo. Det kan give de fysiske skader, Gisela Rau mærker i sin praksis, og Jane English siger, at det også påvirker barnets personlighed. Det oplever et pludseligt angreb udefra, og det kan gøre barnet angst, aggressivt og konfliktsøgende. Samtidig kan det betyde, at det fremover forventer, at initiativer skal komme udefra. Barnet har nemlig ikke haft den grundoplevelse, det er for barnet at kæmpe sig gennem en krise og opnå, at der kommer noget godt ud af det.
Uklar årsagssammenhæng
Arne Høst er ledende overlæge på Odense Universitetshospital. Han mener bestemt ikke, at kvinder skal få foretaget kejsersnit, bare fordi de ikke har lyst til at føde. ”Det øger risikoen for blødninger og infektioner hos moren, og hos de nyfødte børn ser vi flere luftvejsproblemer hos kejsersnitbørn,” siger han. Til gengæld er Arne Høst noget mere skeptisk over for de langtidsfølger, som Jane English peger på. Det er nemlig meget svært at undersøge årsagssammenhængen, forklarer han. ”Det kan da godt være, at kejsersnitbørn forventer, at andre løser problemerne for dem. Men det er ikke til at sige, om det skyldes selve indgrebet. Måske har moren fået foretaget kejsersnit, netop fordi hun har svært ved at håndtere problemer, og så har hun videregivet det mønster til barnet gennem opdragelsen,” forklarer han.
Forældrene bliver svigtet
Men Gisela Rau er ikke i tvivl om, at der er en direkte sammenhæng. ”Jeg kan meget ofte mærke på kroppen, om et barn er født ved kejsersnit. Og børnene bliver jo sendt videre til mig, fordi der er problemer med dem i skolen. De bliver måske aggressive, eller de kan ikke sidde stille og koncentrere sig.” Men efter nogle behandlinger oplever hun, at kroppen ændrer sig. ”Den bliver blød, og spændingen giver efter. Barnet begynder at kunne dreje hovedet, og kroppen giver respons på en helt anden måde. Og så bliver barnet langt mere roligt. Det betyder, at han kan koncentrere sig i skolen og er meget mere åben.”
Hun forstår godt Arne Høsts indvendinger. ”Selvfølgelig skal virkningerne dokumenteres videnskabeligt, men det burde lægerne så gå i gang med, ” lyder hendes opfordring. ”Jeg synes, man svigter forældrene ved ikke at fortælle dem, hvilke konsekvenser der er ved kejsersnit. Et kejsersnit kan være helt nødvendigt, men så må man forberede forældrene på, hvad de skal lægge mærke til bagefter, så barnet kan komme hurtigt i behandling.”
Bokse:
Fakta om kejsersnit:
I 1973 blev knap 5 % af alle børn født ved kejsersnit.
I dag er tallet steget til 23 %. I omkring 12 % af tilfældene sker indgrebet på morens ønske, dvs. uden at en læge har anbefalet det.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Kejsersnitbørn har tit:
- Luftvejsproblemer
- Ondt i nakken
- Problemer med at dreje hovedet
Psykisk kan de være:
- Angste
- Aggressive
- Grænsesøgende
- Passive ift. at løse problemer
Kilde: Jane English: Being Born Caesarean (1994)
Hvis du er kemopatient på Storstrømmens Sygehus, får du over fire gange så meget til at købe paryk og tørklæde for som på Ålborg Sygehus.
Af Malene Bjerre
Du står op om morgenen og går ud på badeværelset. I spejlet møder du blikket fra to vippeløse fiskeøjne. Det skaldede hoved giver dig et hårdt, bølleagtigt udseende. Du har kræft, og det bliver du hele tiden mindet om.
Heldigvis slipper du for at tage dit syge udseende med ud i verden. Hvis du mister håret midlertidigt i forbindelse med kemoterapi, skal hospitalet give dig en paryk som en del af behandlingen. Men hvad du må købe, og hvor meget du må købe for, afhænger helt af, hvilket hospital du er på.
Hvis du mister dit hår, mens du er i kemoterapi på Rigshospitalet, får du 4500 kr. til at købe noget til at sætte på dit skaldede hoved. Du kan selv bestemme, om du vil købe en eller flere parykker, og om du vil supplere med kasketter, huer eller tørklæder. På Storstrømmens Sygehus i Næstved kan du få to parykker til 3200 kr. stykket, og hvis du vil have den ene vekslet til tørklæder eller kasketter, er det i orden.
På Ålborg Sygehus får kvinderne 1375 kroner til én paryk pr. behandlingsforløb. Mænds parykker er dyrere, så de får 1812 kroner.
Jørgen Ramskov var indtil den 1.1. 2007 souschef i indkøbsafdelingen på Ålborg Sygehus. Han forklarer, at tallet er fastsat ud fra den parykleverandør, der giver det billigste tilbud. ”Patienterne kan altså få en brugbar paryk for de penge. Hvis de så vælger, at de vil have noget, der er bedre, så er det op til dem selv,” siger han. ”Men i øvrigt er vi da blevet mere fleksible. Hvis patienterne hellere vil købe en kasket eller et tørklæde i stedet for, er det i orden, og er der nogle særlige forhold – f.eks. et meget stort eller lille hoved – så kan vi også give lidt mere.”
Hvorfor får de det dobbelte på Rigshospitalet?
I Parykhuset i Odense viser ekspedienten Helle Nielsen de forskellige slags parykker frem. Hun ryster dem, vender indersiden ud og purrer op i håret på dem, så man kan se, hvad man får for pengene fra de forskellige hospitaler. Hvis patienten har en rekvisition fra Ålborg, Vejle, Esbjerg eller Odense i baglommen, kan hun – og parykkunderne er næsten altid kvinder – købe en maskinlavet paryk. De koster mellem 1400 og 1800 kroner, er lidt grovere i strukturen, og nogle synes, at de kradser. De håndlavede parykker skal man være patient på sygehusene i Århus, Herning, Holstebro eller på Sjælland for at komme i nærheden af. Her er prisen nemlig mellem 2800 og 4000. ”Man kan ikke sige, at den ene slags er bedre end den anden,” forklarer Helle. ”Nogle kvinder ser bedst ud med en maskinlavet paryk, og nogle med en håndlavet. Men hvis man er ømskindet og har det varmt, f.eks. hvis man er i overgangsalderen, er det bedst med de håndlavede.”
Cirka halvdelen af kunderne i Parykhuset vælger selv at lægge penge oven i rekvisitionen fra hospitalet. ”Det er der også mange, der kan,” siger indehaveren, Ingelise Eisner. ”Men ikke alle. Mange kræftsyge har også udgifter til andre ting i forbindelse med deres sygdom – specielle bh’er og indlæg, f.eks. Og så kan de da ikke forstå, at der skal være forskel. De kommer og siger: Hvorfor får de det dobbelte på Rigshospitalet af, hvad vi får her i Odense?”
Vigtigt at ligne sig selv
Og faktisk er det ikke nok med en paryk. Hanne Drud Nielsen fra Hornslet er i behandling for brystkræft og har lige mistet al håret. ”Allerede inden jeg mistede håret, skyndte jeg mig ned og købte en paryk. Mit hår betyder meget for mig, og man vil jo gerne blive ved med at være den, man er.” Men ud over parykken også har hun også brug for nogle tørklæder, forklarer hun. ”Det er rart med en paryk, når jeg skal være sammen med nogen, jeg ikke kender, og som ikke ved jeg er syg. Jeg har ikke lyst til at skilte med min sygdom,” siger hun. Så den er hun nødt til at have. ”Men jeg kan ikke have paryk på hele tiden. Før det første er den varm, og så kradser den. Derfor er jeg også nødt til at have nogle tørklæder. De sidder meget bedre, og jeg kan have dem på, når jeg dyrker sport.” Fra Århus Sygehus, hvor Hanne Drud Nielsen er patient, har hun fået 2500 kroner til parykken, men tørklæderne må hun selv betale.
Folk skal turde bevæge sig ud i verden
Og man kan ikke bare bruge almindelig tørklæder og kasketter, når man har mistet håret. Luna Hvid, der sælger tørklæder til kræftpatienter over internettet, forklarer hvorfor: ”Hvis man bare binder et almindeligt tørklæde rundt om et hoved uden hår, bliver det helt fladt. Det er tydeligt, at man er skaldet indenunder. Det sidder heller ikke ordentligt, men glider rundt eller føles i hvert fald sådan. Og så tør folk jo ikke bevæge sig ud i verden. Det samme gælder for en kasket. Det ser godt nok ud forfra, men bagfra kan man se et stort bart hul i nakken.” Derfor skal både kasketterne og tørklæderne specialkonstrueres. ”I mine tørklæder er der skjulte indlæg, der giver den fylde, som det hårløse hoved mangler. Der er en skjult elastik i nakken, der gør, at tørklædet sidder fast, og nogle syninger, der gør det nemt at sætte,” siger hun. ”Og så stilles der også særlige krav til materialet. Nogle af de patienter, der har fået strålebehandling, kan overhovedet ikke tåle kunststoffer. Derfor skal tørklæderne laves af 100 % naturmateriale,” siger Luna Hvid. Hun bruger bomuld, hør og viskose i sine tørklæder, der koster 249 kroner stykket.
Det er den slags tørklæder, du kan supplere din paryk med. Hvis du altså er på det rigtige hospital.
Faktaboks. Så meget får du på dit sygehus:
Storstrømmens Sygehus: To parykker efter eget valg, der må koste op til 3200 kroner. Den ene paryk kan du efter aftale udskifte med tørklæder og kasketter.
Roskilde Sygehus: En paryk, der må koste 3100 kroner. I øjeblikket må du ikke købe andet end parykker for pengene, men sygehuset er ved at lave et udspil til ændrede regler.
Rigshospitalet: Både mænd og kvinder må købe for i alt 4500 kroner, og du må selv bestemme, om du vil købe parykker, kasketter eller tørklæder for pengene.
Herlev Sygehus: En paryk. Kvinder må købe en for 3100 kroner, og mænd må købe en, der er lidt dyrere. Du må gerne købe tørklæder og kasketter i stedet.
Regionshospitalet Viborg: En til to parykker til 2500 kroner for både mænd og kvinder. Du må ikke købe tørklæder eller kasketter for pengene.
Århus Sygehus: En paryk, der for kvinderne må koste 2500 og for mændene 3750 kroner. Du må gerne købe tørklæder og kasketter i stedet.
Vejle Sygehus: To parykker pr. forløb. Kvindernes må koste 1750 kroner, mændenes 2125. Dertil kommer tørklæder og kasketter for 750 kroner.
Sydvestjysk Sygehus: En paryk til 1750 kroner til kvinder og 2125 til mænd. Desuden 875 kroner til tørklæder og kasketter
Odense Universitetshospital: En paryk. Kvindernes må koste 1750, mændenes 2125 kroner. Desuden må du købe tørklæder og kasketter for 875 kroner.
Regionshospitalerne Herning og Holstebro: En paryk til 3500 kroner for både mænd og kvinder. Du kan frit vælge tørklæder eller kasketter i stedet.
Ålborg Sygehus: En paryk til 1375 til kvinder og 1812 kroner til mænd. Kan eventuelt veksles til tørklæder eller kasket.
(Alle tallene er inklusive moms og opgivet på hospitalernes onkologiske afdelinger)
Det er ikke, hvordan man har det, men hvordan man tager det, siger man. Videnskabelige undersøgelser viser, at det også gælder for kroniske smerter.
Af Malene Bjerre
Der findes onde cirkler og gode cirkler. Hvis du har slidgigt i hoften og synes, at smerterne forhindrer dig i alt det, du godt kan lide, bliver du deprimeret. Så fylder smerten endnu mere, og du kan mindre. Det er en ond cirkel. Den gode nyhed er, at du kan vende den onde cirkel til en god cirkel ved at ændre din måde at tænke på. Hvis du tænker i muligheder i stedet for begrænsninger, får smerterne ikke samme plads – og så kan du mere.
Det er den viden, psykolog Lisbeth Stampe Frølich bruger i arbejdet med smertepatienter sammen med sine kolleger på ’Tværfagligt smerteteam’ i København. Hun arbejder med kognitiv adfærdsterapi, der handler om at få patienter til at tænke og føle anderledes. Så ændrer de deres adfærd, og det har indvirkning på kroppen. ”Smerte er en subjektiv oplevelse,” forklarer hun. ”Og det er vores erfaring, at der er bestemte faktorer, der kan forstærke eller lindre den oplevelse. Mange patienter oplever, at det at tale meget om smerterne, gør dem værre. Så giver vi dem nogle fif til, hvad de skal svare, når de bliver spurgt, hvordan de har det. Man kan sige ’Tak fordi du spørger, men jeg har ikke lige lyst til at snakke om det i dag’ Eller ’Tak fordi du spørger, men der er ikke noget nyt’. Eller ’Eller: Tak fordi du spørger. Jeg går i behandling, og det lærer jeg meget af’.
Folk spørger jo af et godt hjerte, og man skal ikke være uvenlig, men man skal heller ikke føle sig forpligtet til at kaste sig ud i lange forklaringer. For det første kan man få endnu mere ondt af det, og for det andet er det ubehageligt som patient at blive ’hende med smerterne’. Man vil bare ses som det menneske, man er.”
Tænk i erstatning
Noget andet, der forstærker smerterne, er, hvis patienterne oplever, at de mister en masse på grund af smerterne. Så forsøger Lisbeth Frølich at hjælpe dem med at finde erstatninger for det, de ikke kan længere. ”Patienten skal lære at tænke kreativt,” fortæller hun. ”En mand har måske altid været på skiferie med sin familie. Hvis han så får gigt og ikke længere kan stå på ski, skal han ikke bare blive hjemme og lade resten af familien tage af sted. I stedet kan de finde en hytte med et spabad, hvor manden kan bade, mens resten af familien står på ski. For eksempel har jeg engang haft en håndværker, der altid havde sat en ære i at lave flotte huse, og det havde han ikke længere fysikken til. Så fandt vi frem til at han kunne lave piber i stedet.” Tricket er sammen med patienten at finde frem til, hvad den aktivitet, han ikke længere kan dyrke, har givet ham. Måske har han spillet håndbold, fordi han kan lide at konkurrere og dyrke en holdsport. Så kan han få opfyldt nogle af de samme ting ved at begynde at spille kort i stedet.
Desuden skal patienterne lære at forvalte deres ressourcer. Der sker nemlig let det, at de overbelaster sig på en god dag og skal ligge brak de næste fire dage. Og når de så endelig får en god dag igen, vil de indhente det forsømte, og så giver de den en ordentlig skalle. Og kan så ingenting de næste fire dag. Det er hårdt, ikke mindst psykisk.
”Jeg havde en mand i behandling, der skulle på udflugt med sine børn og børnebørn,” fortæller Lisbeth Frölich. ”De skulle spise frokost ude, og bagefter skulle de i Tivoli til julemarked. I første omgang ville han blive hjemme, fordi han vidste, at han simpelthen ikke kunne holde til sådan en lang dag, hvor han skulle gå en masse. Men det endte med, at han tog med ud at spise, og så tog han hjem, mens resten af familien tog i Tivoli. Og de var enormt glade for, at han var med til det, han kunne. Det handler om at give slip på gamle forestillinger om, hvad man kan. For eksempel taler jeg overraskende meget om støvsugning med mine patienter. Jeg siger til dem, at de skal sammenligne de opgaver, jeg giver dem, med lægens recepter. Han siger, de skal tage piller tre gange om dagen, jeg siger måske, at de kun må lave to praktiske ting om dagen.”
Lav adfærdseksperimenter
Det er et mål for den kognitive adfærdsterapi, at patienterne bliver bevidste om deres egne oplevelser og reaktioner. Hvornår gør det ondt, og hvad hjælper på det? Hvordan har jeg det, når jeg svømmer, og hvor mange pauser har jeg brug for om dagen? Og hvad sker der egentlig, hvis jeg skruer lidt ned for rengøringen? ”Jeg sætter folk til at lave et adfærdseksperiment: Prøv at nøjes med at støvsuge halvdelen af huset, og se så, hvad omgivelserne siger. Sandsynligvis opdager de det overhovedet ikke. Når patienterne har oplevet det 10-12 gange, bliver de også selv ligeglade med nullermændene. Og så skal de være opmærksomme på effekten. Manden, der ikke tog med i Tivoli, skal lægge mærke til, hvad det gør for hans ryg. Det er nemlig svært og angstprovokerende at ændre vaner. Derfor skal man også have den belønning, det er at lægge mærke til, hvor meget bedre man får det af det.”
Lærer at håndtere smerten
Videnskabeligt set er der ingen tvivl om, at kognitiv adfærdsterapi virker mod smerter. Det fastslår Morten Birket-Schmidt, der indtil 1. februar var leder af den såkaldte Liaisonpsykiatriske Enhed på Bispebjerg Hospital – en afdeling, der forsøger at skabe forbindelse mellem det psykiske og det fysiske for patienter i sundhedsvæsnet. Han er selv ved at forberede en stor dansk undersøgelse af kognitiv adfærdsterapi i forbindelse med kroniske smerter, men må indtil videre støtte sig til udenlandske undersøgelser. ”Jeg vil tro, der indtil videre er lavet omkring 50 videnskabelige undersøgelser, og de viser alle sammen, at den kognitive terapi virker. Og det er lige meget, hvad man måler det på. Uanset om man spørger til patientens fornemmelse af smerterne eller undersøger, hvor tit han går til læge, hvor begrænset han er i sine udfoldelser, hvor angst han er for fremtiden, eller hvor mange mennesker han ser, så har han gavn af terapien.”
Morten Birket-Schmidt kan ikke sætte et præcist tal på, hvor mange smertepatienter der bliver hjulpet af terapien, men det er langt over halvdelen. ”Patienterne bliver sjældent smertefri, men de bliver meget bedre til at håndtere smerten. Den kognitive terapi hjælper dem til at tænke på noget andet. Det allerværste, man kan gøre, når man har smerter, at faktisk at gå i seng. Der sker der jo ingenting. Jo mere man holder sig i gang og er optaget af noget andet end smerterne, jo mindre fylder de.”
Gør noget godt for dig selv
På Gigtforeningens hjemmeside er der ingen gode råd at hente om kognitiv smertehåndtering. ”Det er helt forkert, det må jeg indrømme” siger Jutta de Place, der er socialrådgiver og giver telefonisk rådgivning på Gigtlinjen. ”Jeg tror, det skyldes, at vi har personale ansat fra alle mulige andre faggrupper end psykologer, som ville være dem, der bedst kunne skrive om det. Men faktisk kommer mange af de gode råd, jeg giver til smerteplagede gigtpatienter, fra adfærdsterapien. Først og fremmest taler jeg meget med dem om, hvad der gør dem glade. De skal sørge for at gøre noget godt for sig selv hver dag. Hvis de elsker at gå en tur, så skal de gøre det om morgenen, så de i hvert fald får det med, hvis de bliver for trætte senere på dagen. De skal sørge for at være sammen med andre mennesker, og så skal de strukturere deres dag, så de bedre kan overskue den. Og rigtig mange gigtpatienter lærer at leve med deres smerter. De fortæller mig, at hovedpinen eller influenzaen, den kan slå dem ud, men smerterne fra gigten har de styr på.”
Boks: Bliv bedre til at leve med dine smerter:
- Gør noget godt for dig selv hver dag
- Lad være med at melde dig ud. Sørg for at blive ved med at være sammen med andre mennesker.
- Lær dig nogle standardsvar, som du kan bruge, når du ikke orker at tale om dine smerter
- Tænk i alternativer. Du kan måske ikke længere fiske, gå i haven eller spille håndbold, men du kan gå på biavlerkursus, spille kort eller svømme.
- Sørg for at holde hus med kræfterne. Lad være med at brænde alt krudtet af på én gang, for det kommer du til at betale af på i mange dage. Fordel opgaverne, hold pauser, bed om hjælp.
- Lav eksperimenter, og læg godt mærke til udfaldet. Hvad sker der, hvis jeg kun støvsuger et rum i stedet for hele huset? Hvordan reagerer min krop, hvis jeg lægger mig to gange om dagen?
Reglerne for hospitalernes støtte til parykker er et studie i ulighed. I Vejle må arbejdsløse patienter f.eks. kun få én paryk, mens patienter med aktive jobs må få to.
Af Malene Bjerre
Hvis en patient mister håret i forbindelse med f.eks. behandling for kræft, får hun støtte til at købe paryk eller tørklæder til at dække sit skaldede hoved. Men hvor meget hun får, afhænger helt af, hvor hun bor.
Ved midlertidigt hårtab er det nemlig det enkelte sygehus, der bestemmer, hvor mange penge patienterne kan købe paryk for. Og taksterne varierer særdeles meget. På Ålborg Sygehus kan en kvinde købe en enkelt paryk for 1.375 kroner, mens hun som patient på Næstved Sygehus kan købe to parykker til 3.200 stykket – altså over fire gange så meget. Mænds parykker er lidt dyrere, så mange steder får de lidt mere. I øvrigt er parykkunderne næsten altid kvinder, fordi mange mænd vælger at gå med kasket eller ingenting.
Hospitalerne skal give patienten en paryk som en del af behandlingen. Det fremgår af et cirkulære fra Sundhedsministeriet. Men hvor meget parykken skal koste, står der ikke noget om. Regionerne har heller ingen fælles regler. Per Kjeldsen Hansen er specialkonsulent i Region Syddanmark, og han siger, at regionen ikke har fuldt overblik over reglerne på de enkelte hospitaler. ”Jeg mener, at hospitalerne følger den politik, der har været gældende i de gamle amter,” siger han. ”Og der er ikke nogen, der har rejst det som et problem endnu. Men hvis det sker, tager vi det selvfølgelig op.”
Alligevel er tallene indenfor regionerne så nogenlunde afstemt. De sjællandske regioner giver mest, Midtjylland følger godt efter. Så kommer Syddanmark, mens Nordjylland er bundskraberen.
Forskel på, om patienten er i strålebehandling eller kemoterapi
Så det gælder altså om at være i behandling på det rigtige sygehus. Men lige så vigtigt er det at kunne tale sin sag, for cirkulæret taler om, at patienten skal have paryk ’efter behov’. Mange hospitaler betaler som udgangspunkt for en enkelt, billig paryk, men forskellige forhold kan gøre, at en patient kan få bevilget en dyrere paryk eller måske to.
Det gælder f.eks. på Vejle Sygehus, der ligger i den skrabede ende med et tilbud om, at en kvindelig patient kan købe en til to parykker for 1.750 kroner. Om hun får en eller to, afhænger af, om hun er i strålebehandling eller får kemoterapi, forklarer Lisbeth Pedersen, der er afdelingssygeplejerske på Onkologisk Afdeling i Vejle. ”Generelt har patienter, der taber håret i forbindelse med strålebehandling, et kortere forløb end dem, der er i kemoterapi. Derfor får de fleste strålepatienter én paryk, mens kemopatienterne får to.” Men det afhænger også af, hvilket indtryk sygehuset får af patientens behov. ”Hvis hun har et arbejde med udadvendte funktioner eller af en anden grund skal være repræsentativ, kan hun godt få bevilget to parykker. Det kan også være, at hun rejser meget og derfor af praktiske grunde har brug for to,” siger Lisbeth Pedersen.
Der bør være ens regler i hele landet
Men én paryk er ikke nok, vurderer Lars Kofoed, der er jurist i Kræftens Bekæmpelse. Det gælder uanset længden på behandlingen, og om man er i arbejde eller ej. ”Det er ikke rimeligt, at folk skal sidde derhjemme og vente i de ni-ti timer, det tager for en paryk at tørre. Nogle er ligeglade og tager bare et tørklæde på, men sådan er det ikke for alle.” Han mener ikke, at det er hensigtsmæssigt, at patienter skal argumentere for deres behov, og det er heller ikke i orden, at der er så store forskelle mellem hospitalerne. ”Der bør være ens retningslinjer for alle hospitaler,” fastslår han. ”Man må kunne undersøge, hvad en ordentlig paryk koster, og så bør tilskuddet fastsættes centralt – og så skal der selvfølgelig stadig kunne tages individuelle hensyn, f.eks. til allergikere. Sådan nogle retningslinjer har man lavet for den særlige tandlægebehandling, nogle kemopatienter har brug for, og så kan man selvfølgelig også gøre det for parykker.”
Per Kjeldsen Hansen fra Region Syddanmark medgiver, at det ikke er helt tilfredsstillende, hvis der er store forskelle. ”Det bedste var selvfølgelig, at der var nogle nemme og lettilgængelige regler på området, så patienterne ikke skal stå og diskutere, hvad der er rimeligt. På den anden side vil der også altid være gråzoner, hvor man må vurdere patientens konkrete behov. Det kan ikke være anderledes.”
Faktaboks. Så meget giver de forskellige sygehuse:
Region Hovedstaden
Rigshospitalet: Både mænd og kvinder må købe for i alt 4.500 kroner, og patienten må selv bestemme, om hun vil købe parykker, kasketter eller tørklæder for pengene.
Herlev Sygehus: Patienten må købe en paryk for 3.100 kroner eller to for det halve. Pengene må gerne bruges på kasketter og tørklæder i stedet.
Region Sjælland
Næstved Sygehus: To parykker efter eget valg, der må koste op til 3.200 kroner. Den ene paryk kan efter aftale udskiftes med tørklæder og kasketter.
Roskilde Sygehus: En paryk, der må koste 3.100 kroner. I øjeblikket må patienterne ikke købe andet end parykker for pengene, men sygehuset er ved at lave et udspil til ændrede regler.
Region Midtjylland
Regionshospitalet Viborg: Hospitalet dækker parykker op til 2.250 kroner for både mænd og kvinder. Patienten må ikke købe tørklæder eller kasketter for pengene.
Århus Sygehus: En paryk, der for kvinderne må koste 2.500 og for mændene 3.750 kroner. Patienten må gerne købe tørklæder og kasketter i stedet.
Regionshospitalerne Herning og Holstebro: En paryk til 3.500 kroner for både mænd og kvinder. Patienten kan frit vælge tørklæder eller kasketter i stedet.
Region Syddanmark
Vejle Sygehus: En til to parykker pr. forløb. Kvindernes må koste 1.750 kroner, mændenes 2.187, 50. Alternativt tørklæder og kasketter for 750 kroner.
Sydvestjysk Sygehus: En paryk til 1.750 kroner til kvinder og 2.125 til mænd. Alternativt 875 kroner til tørklæder og kasketter
Odense Universitetshospital: En paryk. Kvindernes må koste 1.750, mændenes 2.125 kroner. Alternativt må patienten købe tørklæder og kasketter for 875 kroner.
Region Nordjylland
Ålborg Sygehus: En paryk til 1.375 til kvinder og 1.812 kroner til mænd. Kan eventuelt veksles til tørklæder eller kasket.
(Alle tallene er inklusive moms)
Det er hårdt at være fraskilt kvinde i et muslimsk land. Belques skal hele tiden overbevise omverdenen om, at hun er dydig og anstændig. Men hun tror på en bedre fremtid – både for sig selv og sine medsøstre.
Af Malene Bjerre
Det, der er godt, rent og ægte i samfundet, kalder hun muslimsk. Det, der er dårligt, dobbeltmoralsk og undertrykkende, kalder hun traditionelt. Belques’ liv har været spændt ud imellem de to dele af kulturen i Yemen. Nu synes hun, at hun er landet på den rigtige side, og vil meget gerne fortælle mig sin historie. ”Nogle kvinder i Yemen er svage, men vi er også mange stærke kvinder, der prøver at forandre vores land. Det må de gerne få at vide i Europa,” siger hun. Belques arbejder i Udenrigsministeriet i Sanaa, Yemens hovedstad. Hun er 27 år gammel og fraskilt. Hun tager imod mig med knus og et uoverskueligt antal kindkys, da vi mødes hjemme hos hendes mor, hvor hun bor sammen med sine to søstre og sin søn på otte. Moren er også fraskilt. Hun lod sig skille fra sin mand for to et halvt år siden, da han kom hjem og fortalte, at han ville giftes med kone nummer to. Kvinder i Yemen må finde sig i meget, men der er grænser. Belques’ historie handler om, da hun fandt sin grænse – og om, hvilke omkostninger hun har betalt for det.
Tvunget til at gifte sig
”I min familie har vi stærke traditioner,” fortæller hun. ”Min far har altid sagt til mig: Sørg for at få dig en god mand, få familie og børn. Det er det vigtigste i en piges liv. Det er lige meget, om du gør nytte i samfundet. Og du skal ikke så meget som tænke på selv at finde din mand. Vi finder ham til dig.”
Da hun var 19, var det ved at blive et problem for familien, at hun ikke var gift endnu, og hendes far arrangerede hendes ægteskab. Et tilbud, hun ikke kunne sige nej til. Hun græd og bad, om hun ikke godt måtte få lov at komme på universitetet i stedet, men det hjalp ikke. Abdel var saudiaraber, 35 år, velhavende og faktisk rigtig sød – viste det sig, da hun havde affundet sig med tingenes tilstand efter nogle måneders ægteskab.
De havde en god tid sammen. Belques blev gravid, men så genoptog Abdel sine gamle vaner og begyndte at drikke. Han gik ud hver aften og kom fuld hjem langt ud på natten. ”Det er bare fuldstændig uacceptabelt at drikke i islam. Jeg vidste aldrig, hvad han lavede, eller hvornår han kom hjem,” fortæller hun. På det tidspunkt var Belques ellers blevet glad for sit liv. ”Jeg havde alting – et stort hus, med swimmingpool, tjenere, fire biler og min egen chauffør. Jeg elskede min mand og var gravid. Kan du forestille dig det, Malene?” Belques tager fat i min arm og ser på mig. Hun har sans for drama, lukker øjnene eller strækker appellerende hænderne op mod himlen, når hun vil understrege sin pointer.
For at redde ægteskabet kastede hun sig ud i et opdragelsesprojekt. Forklarede ham, at det ikke nyttede at være muslim og bede til Allah, hvis han drak, for så ville Allah ikke tage imod hans bønner. Bland dig udenom, svarede Abdel, og fortsatte. Når hun beklagede sig, slog han hende, og hun var næsten altid alene.
Flygtede hjem til Yemen
Det var hun også, da veerne kom. Hun tog alene på hospitalet, fødte alene, og bagefter var der ingen til at sige den rituelle velsignelse ind i øret på den nyfødte dreng. ”Han svigtede både mig og sin søn. Jeg blev klar over, at jeg overhovedet ikke kunne regne med ham,” fastslår Belques. Alligevel tog hun hjem sammen med ham fra hospitalet. Drukturene og tævene fortsatte, og efter et par måneder havde hun fået nok. Med hjælp fra den yemenitiske ambassade flygtede hun sammen med sit spædbarn hjem til familien i Yemen – til en brødebetynget far. ”Jeg har aldrig fortalt ham om alle de bank, jeg fik, for så ville han have slået Abdel ihjel. Han ville have hentet sit gevær og skudt ham.” Hun lukker øjnene og kaster hovedet bagover. ”Men han havde frygtelig dårlig samvittighed over at have tvunget mig til at gifte mig med en dårlig muslim, der drak. Selv om han jo bare ønskede, at jeg skulle være lykkelig.”
Så Belques fik lov at flytte hjem igen. Moren passede sønnen, Badr, mens Belques fik lov at læse statskundskab på universitet om formiddagen. Om eftermiddagen arbejdede hun som lærer. Forældrene støttede hende, men resten af familien – onkler og fætre – så med knap så milde øjne på den bortløbne hustru. Sladderen gik: Havde hun i virkeligheden ikke forladt sin mand på grund af en anden? ”Du kan ikke forestille dig, hvordan det er,” siger hun. ”Som fraskilt kvinde skal jeg være ti gange så pletfri som mine ugifte søstre. Hvis en af dem nu var sammen med en mand i al hemmelighed, ville det jo blive opdaget ved brylluppet, når de ikke kunne fremvise det blodige lagen. Men jeg er ikke jomfru, og derfor tiltror folk mig hvad som helst. I starten blev jeg overvåget konstant. Der var så meget sladder om mig” – hænderne ryger op mod himlen – ”at jeg var ved at blive sindssyg. De første år kunne jeg ikke farve mit hår eller gå med læbestift, og jeg skulle gøre alting fuldstændig efter koranen. Men da folk så, at jeg tjente penge til familien og aldrig gjorde noget galt, accepterede de mig.”
Det gjorde onklerne også, da Belques som den første i familien blev færdig med sine universitetsstudier med de bedste karakterer i klassen. Så meget, at flere af hendes kusiner også har fået lov til at gå på universitetet. ”Deres fædre har ellers altid tænkt helt traditionelt. Deres døtre skulle bare giftes. Jeg synes, det er dejligt, at jeg er blevet en rollemodel for dem.”
’Han gør de mest vidunderlige ting ved mig’
I flere år var Belques konstant bange for, at Abdel skulle komme og hente Badr. Først nu er skilsmissen kommet endeligt på plads. Hun har givet afkald på at få sin medgift tilbage, mod at Abdel har givet afkald på Badr.
”I de første mange år græd jeg indvendigt. Jeg glemte simpelthen at smile, fordi jeg havde så travlt med at arbejde og studere og med at vise, hvor anstændig jeg var. Nu slapper jeg af,” siger Belques. Hun er lykkelig for sit arbejde i Udenrigsministeriet, fordi hun synes, hun kan gøre en forskel. Hun tror på en lysere fremtid – både for hende selv og for andre kvinder i Yemen.
Vi er kørt ind til den gamle bydel for at fortsætte samtalen, der bliver mærkbart mere intim nu, hvor vi er alene. Vi sidder og kigger ud over lysene, der tændes i de gamle huse, da jeg spørger, om Belques vil giftes igen.
Det vil hun rigtig, rigtig gerne. Men den her gang skal det være med en ordentlig muslim, ellers vil hun hellere være fri. ”Jeg er jo glad for mit liv, som det er nu. Jeg savner bare kærligheden. Det skal være en veluddannet mand, så han forstår mig. Jeg har rejst både i Amerika og Europa, jeg har et barn, jeg vil arbejde – alle de ting skal han kunne acceptere,” siger Belques. Hun sænker stemmen og rykker nærmere. ”Og så er det vigtigt for mig at få et godt sexliv. Nogle af mine veninder fortæller mig – ja, undskyld, jeg er så direkte – at deres mand kommer hjem og siger: Spred benene, og så gør han sig færdig. Han er ligeglad med hende. Men sådan skal det ikke være. Min kusine blev gift som 14-årig, og jeg kunne se, at hun var lykkelig. Så trak jeg hende til side og spurgte: Hvorfor er du så lykkelig? Hun sagde: Han gør bare de mest vidunderlige ting ved mig. Ved du hvad, Malene, det var simpelthen så dejligt at høre det. Jeg er sikker på, at jeg også nok skal finde en mand.”
Langsomme forandringer
Belques tror på, at Yemen er ved at forandre sig. Det går langsomt, og indtil videre mærker man det kun i byerne. ”Kvinder har større frihed, end de har haft, og de har det meget bedre end i Saudi-Arabien. Vi tager lige så stille imod forandringerne,” siger hun. Allermest mærkes det hos dem, der får lov at tage en uddannelse. Lige så stille får de det kringlet, så de får større indflydelse på deres kærlighedsliv. ”På universitetet er der mange, der bliver forelskede i hinanden i al hemmelighed. Så aftaler de, at han skal bede sin far om at arrangere ægteskabet sammen med hendes far – uden at der er nogen, der ved, at de har mødtes. Så tror fædrene stadig, at det er dem der bestemmer.”
Det er blevet helt mørkt udenfor. Minareten ved siden af huset kalder larmende til bøn, og Belques lægger sig ned på tæppet og dyrker sin religion, mens jeg forlegent ordner nogle papirer i den anden ende af rummet. Hendes mor ringer på mobilen og siger, at hun skal komme hjem nu. Hun tager i al hast sin sorte dragt og sløret på, og sammen går vi ned på gaden og tager en formel afsked. Vi kan selvfølgelig ikke give hinanden et knus. Det ville ikke være anstændigt.
Faktaboks
Der er ingen officielle skilsmissestatistikker i Yemen, men et kvalificeret bud er, at 30 % af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Både mænd og kvinder kan forlange skilsmisse. Manden kan nøjes med tre gange i træk at sige, at han vil skilles. Kvinden skal gå ad rettens vej og kan opnå skilsmisse under bestemte forudsætninger, fx hvis manden ikke støtter hende økonomisk, hvis han drikker, er impotent eller har giftet sig med en anden uden hendes tilladelse. Som regel får hun lov til at beholde børnene, indtil drengebørnene er ni og pigebørnene 12. Hvis manden ikke indvilger i skilsmissen, skal hun levere sin medgift tilbage – noget, der forhindrer mange kvinder i at blive skilt, fordi de måske allerede har brugt den på møbler eller på at betale af på mandens gæld.
(Kilder: Marta Colburn: Gender and development in Yemen og oplysninger fra Shima, et netværk, der bekæmper vold mod kvinder)
Kvinderne i Yemen har et hårdt kærlighedsliv. De bliver tidligt gift, og mange af dem må dele deres mænd med andre kvinder. Men de er langt fra alle sammen ofre.
Af Malene Bjerre
I Yemen går 90 % af alle kvinderne i abayaer, hvor kun øjnene er synlige. De ligner sorte spøgelser, når de bevæger sig rundt. I starten kan jeg slet ikke se forskel på dem og kan ikke finde ud af, hvem jeg allerede har hilst på. Men der er stor forskel, bliver jeg belært om. Man må spille på de strenge man har, og der er mange forskellige strenge. Ærmerne kan være vide og stramme, broderede eller enkle, stoffet kan være blankt eller råt, frakken kan gå helt ned til jorden eller vise et par smarte sandaler.
Man må i det hele taget lære at se ordentligt efter. Hvis vi tror, vi ved det hele, fordi vi har set et par indslag i tv-avisen, tager vi fejl. Mellemøstens kvinder er ligesom os – og lige så forskellige som vi er. De er forelskede i deres mænd og elsker deres børn. De bliver skilt eller fravælger ægteskabet, fordi de heller vil have en uddannelse. De vil have god sex. Og så lever de i et mandsdomineret samfund, der kræver al deres styrke.
Barnebrude og flerkoneri
Yemen er Mellemøstens mest uudviklede land. Landet har den laveste gennemsnitslevealder, det laveste bruttonationalprodukt og de fleste analfabeter. Den slags hænger altid sammen med barske vilkår for kvinderne, og det er hårdt at være kvinde i Yemen – også hjemme i familien.
Pigerne bliver gift tidligt. Den juridiske minimumsalder for ægteskab er lige hævet fra 15 til 18, men det går man ikke så højt op i. En undersøgelse anslår, at 9 % af alle piger er blevet gift, før de fyldte 15. Nogle allerede som 8-10-årige.
Og så er flerkoneri tilladt. Omkring 7 % af kvinderne er gift med mænd, der har flere koner. Hvordan mon det føles?
Jeg beslutter mig for at undersøge det fordomsfrit. De over ti millioner yemenitiske kvinder går ikke rundt og føler sig som ofre hver dag. Det her er bare deres liv, og jeg vil gerne høre, hvordan det er. Og det er først og fremmest forskelligt.
Vidste ikke, hvad sex var
Jeg møder en gruppe kvinder på en skole i Sanaa. Her lærer de at læse og skrive, og de syr tasker, som bliver solgt på markedet. En af dem, Haifa, blev gift som 13-årig. Jeg får fornemmelsen af en kvinde, som andre har bestemt over altid. Hun siger, hun ikke forstår noget, hverken hvorfor hun blev gift, eller hvorfor hun nu er blevet skilt efter tretten års ægteskab.
Afrah giver mig en fornemmelse af, hvad det var, Haifa blandt andet ikke forstod, da hun blev gift. Afrah er 17 og har tydeligvis brug for at snakke. Hun ligner det hun er: en stor teenager, og ordene vælter ud af munden på hende: ”Jeg har været gift i tre måneder, og jeg er overhovedet ikke parat.” Jeg spørger, om hun er blevet tvunget til at gifte sig, men det er hun ikke. ”Jeg syntes det kunne være sjovt. Men jeg vidste jo ikke, at jeg skulle gå i seng med ham!”. Jeg er målløs. Ved en 17-årig pige ikke noget om sex? Tolken forklarer mig bagefter, at det er helt almindeligt. Mødre fortæller ikke deres døtre om sex. De skal være rene på alle måder, i krop og sjæl, når de bliver gift. ”Det gør rigtig ondt,” forklarer Afrah. ”Men hvis jeg beklager mig til min mor, siger hun bare: Det skal du! Og jeg kan ikke bede ham om at holde op – det er jo kvindens pligt at gå i seng med sin mand.”
Fik lov at være barn
Fowzia udstråler en helt anden styrke, lige fra hun kommer ind ad døren. Hun er 38 og blev gift, da hun var 12. ”Jeg var da overhovedet ikke gammel nok,” siger hun. ”Jeg var totalt forvirret og nervøs og anede ikke, hvad jeg skulle stille op.” Men hun var heldig. Familien tog imod hende som et nyt barn af huset og lod hende lege, indtil hun af sig selv begyndte at deltage i pligterne. Den behandling er ikke nogen selvfølge, kan jeg forstå – andre opfatter de nye svigerdøtre som små tjenestepiger. Hendes mand var 21, og han havde tilsyneladende sans for, at det var et barn, han havde giftet sig med. Han gik i seng med hende den første nat – det var jo nødvendigt, for at han kunne vise det blodige lagen frem for familien – men derefter lod han hende være i to år. ”Jeg er stadig forelsket i ham i dag. Han er så god ved mig og børnene. Det er mig, der bestemmer alting derhjemme, og han støtter mig. F.eks. i at min datter på 23, der læser medicin, ikke skal giftes, før hun er færdig med sin uddannelse.”
Jeg bliver så glad af at høre hendes historie og se på hendes smilende ansigt. Du ser lykkelig ud, siger jeg til hende. ”Det er fordi jeg elsker min mand,” svarer hun. ”Kærlighed er nødvendigt for et godt liv. Jeg vil gøre alt for, at mine døtre også får gode mænd, som de elsker!”
Bedst at være andenhustru
Ingen af dem, jeg taler med, siger noget pænt om de tidlige ægteskaber. Flere af dem er blevet lykkelige med deres mand på trods af den svære start, men de ønsker alle sammen, at deres døtre bliver mindst 20, gerne 25 – en decideret gammeljomfru i Yemen – før hun bliver gift.
Det er anderledes med de kvinder, hvis mænd har flere koner. Her opdager jeg hurtigt, at hele forskellen ligger i, om man er første- eller andenhustru. Den første kone gifter manden sig oftest med af pligt, mens det næste er et kærlighedsægteskab.
”Hvorfor skulle jeg dog være jaloux?” spørger Aziza og griner højt. ”Det er da mig, han vil have!” Hun er 25 og har i fire år været andenhustru til en nu 45-årig mand. ”Hans kone er tyk og kedelig, siger han, så der er da ikke noget at være jaloux over.” Han er sammen med førstehustruen omkring en uge hver anden måned, og i de perioder savner hun ham ikke. ”Jeg har faktisk lidt mere frihed, når han er væk.” Men ville hun ikke allerhelst være førstehustru og have ham for sig selv, spørger jeg. ”Det ved jeg ikke rigtig,” siger hun. ”Måske. Men sådan er det bare. Jeg er glad og tilfreds.”
Fatima er knap så tilfreds. Da hendes mand efter få års ægteskab giftede sig igen, installerede han den nye kone i samme hus som Fatima. Han er fortsat med at få børn med begge koner – Fatima har otte, den anden fire – men andenhustruen er klart hans favorit. ”Han bruger al sin tid sammen med hende, og hun skælder mig bare ud og bestemmer over mig.” Fatima vil ikke skilles pga. børnene, men allerhelst ville hun leve alene. ”Man kan ikke være lykkelig uden kærlighed i sit liv,” siger hun. Og er dermed enig med alle de andre kvinder, jeg har talt med i Yemen.
Kan man være kvindelig med et bryst?
Tror du, at din kvindelighed sidder i brysterne, i dit lange hår eller i de malede øjne? Mød fem kvinder, der tvunget af omstændighederne opdagede, at deres kvindelighed har flere forskellige facetter.
Tror du, at din kvindelighed sidder i brysterne, i dit lange hår eller i de malede øjne? Mød fem kvinder, der tvunget af omstændighederne opdagede, at deres kvindelighed har flere forskellige facetter.
Af Malene Bjerre
“Vis da, hvad I har”
Dorthe Pedersen
40 år, ugift, ingen børn
Indehaver af tøjbutik med store størrelser
Hvem får dig til at føle dig kvindelig?
Det gør jeg helt selv. Når jeg barberer ben, ordner fødder og smører mig ind i lækker creme, er der jo ingen andre end mig selv, der kan se det – men det får mig til at føler mig lækker, og jeg er sikker på, at det lyser ud af mig.
Hvad er det mest kvindelige ved dig?
Det er min krop. Den fylder godt i landskabet, jeg har både barm, bagdel og mave. Jeg vejer 100 kilo, og jeg er rigtig godt tilfreds med min krop. Jeg synes, den er lækker: stor og blød. Så det understreger jeg med stramt tøj. Det er trist, når store kvinder synes, de skal gemme sig i store gevandter, så de ligner Villa Villekulla. Vis da, hvad I har i stedet!
Hvordan opfatter omgivelserne en stor kvindekrop?
Mange mænd synes, det er lækkert, at der er noget at holde om. Men der er da også en del, som er styret af bladenes idealer om kvinden som en lille sild. Jeg kender godt de nedladende blikke, man får, når man spiser en is. ‘Skulle hun ikke have taget en kugle mindre,’ tænker de. I dag er det legalt at køre hetz mod rygere og bøsser, så hvorfor ikke også de fede? Men selv er jeg stinkehamrende ligeglad.
Hvordan kan du være ligeglad med, hvad andre mener?
Det er nok, fordi jeg har indrettet min hverdag på en måde, så der er en rigtig god og positiv ånd omkring overvægt. Jeg sælger tøj til store piger, og jeg kan mærke, at jeg er med til at give kvinderne glæde ved deres krop. Jeg viser dem, at jeg selv tør, og så kan de også. Jeg har for eksempel optrådt i undertøj i helsidesannoncer – meget provokerende, synes mange. ‘Den fedeste butik i byen’, kalder jeg den. Og det er jo ikke løgn, vel?
Er det en del af din kvindelighed, at du tør?
Nej, det er nok ikke så kvindeligt. Og jeg har bestemt en meget maskulin side. Jeg råber højt, jeg skifter selv vinduer i mit sommerhus, og jeg har engang repareret en Ford Escort fra 1988 med en hårnål ude på motorvejen. De to sider af mig selv trives jeg rigtig godt med.
“Du ser sgu egentlig meget godt ud, Ulla”
Ulla Bach Ågerup
40 år, gift, to børn på seks og ni
Folkeskolelærer
Hvad er kvindelighed?
Det er først og fremmest noget, der er styret af vores forventninger. For eksempel opfatter jeg det som ufeminint at barbere sig mellem benene, men det samme synes jeg faktisk om at have en masse hår under armene. Det er simpelthen et spørgsmål om mode. Og min mand, der altid har haft nærmest ikkeeksisterende øjenbryn og nu også er næsten skaldet, ham synes jeg bare bliver dejligere og dejligere. Det er ikke håret i sig selv, der er afgørende; det er vores forventning om, at kvinder skal have hår bestemte steder, mens det er okay, at mænd ikke har noget.
Hvad gør dig selv kvindelig?
Skåret ind til benet er det vigtigste, at jeg er mor. Jeg elskede at være gravid, jeg var vild med min store mave, og det var virkelig, virkelig skønt at amme. Selvfølgelig er det relationen til mine børn, der er vigtigst, og havde jeg ikke kunnet blive gravid, ville jeg have adopteret. Men det, at jeg har født, gør klart, at jeg føler mig mere kvindelig.
Hvad betyder det ydre?
Det er vigtigt for mig at gøre noget ud af mig selv. Jeg har allergi, der betyder, at jeg ikke kan gå med makeup. I lang tid har jeg alligevel taget lidt på, hvis jeg for eksempel skulle til fest, men mine øjne svulmer op og læberne revner, så nu lader jeg for det meste være. I stedet sørger jeg for at klæde mig feminint og bruge smykker. Jeg er meget bevidst om, hvilke farver der klæder mig. Når jeg for eksempel går i olivengrønt, ser jeg enormt trist ud, men kolde, klare farver som turkisblå, ceriserød og sort gør mig meget pænere. Og så går jeg meget op i mine øreringe. De må gerne dingle og glimte, så der er noget pænt oppe ved ansigtet.
Allergien gør også, at jeg ikke kan farve mit hår. I starten hev jeg alle de grå hår ud, der er begyndt at pible frem, men så tænkte jeg: Nej, fanme nej. Jeg må få det bedste ud af det og lære at holde af mine grå hår.
Hvordan lærer man at være tilfreds med sig selv?
For mig har det været en beslutning. Jeg har bestemt, at jeg vil fokusere på noget andet. I starten brugte jeg meget energi på at ærgre mig. Nu siger jeg til mig selv: ‘Du ser sgu egentlig meget godt ud, Ulla.’ Det er vigtigt at sige det, har jeg lagt mærke til. Jeg er også blevet bedre til at give andre komplimenter. Jeg siger: ‘Sikke en pæn bluse du har på,’ i stedet for at nøjes med at tænke det. Jeg tror nemlig, det smitter.
Jeg lægger meget mærke til andre kvinder. Det gør mig glad at se en flot gråhåret kvinde eller en kvinde, der er god til at vælge farver. Det inspirerer mig. Og så er jeg egentlig meget godt tilfreds med de signaler, jeg sender til min seksårige datter. Hun må gerne se, at selv om jeg ikke går med makeup, er jeg glad for mig selv.
“Jeg er blevet bedre til at tage imod komplimenter”
Mona Cronval
45 år, gift, to børn 12 og 15
Ansat i en bank
Hvad skal der til for, at du føler dig som en kvinde?
Kvindeligheden har både en ydre og en indre side. Grundlæggende er kvindelighed en indre følelse, der udelukkende ligger hos mig. Jeg kan føle mig kvindelig, når jeg er helt alene; det er en følelse, der er uafhængig af andres blikke. Men samtidig har den jo også et ydre udtryk. For mig er det en kombination af hår, makeup, høje hæle og tøj, der fremhæver kroppens former.
Hvad betyder mest for din kvindelighed?
Det er helt klart mit hår. Jeg har altid haft en løvemanke af et hår, men for et halvt år siden mistede jeg det i forbindelse med kemoterapi. Det har påvirket min oplevelse af mig selv – jeg føler mig meget mere damet og business-like og faktisk også ældre med kort hår. Den helt korte frisure har haft indflydelse på, hvordan andre opfatter mig, og på, hvordan jeg klæder mig. Normalt kan jeg godt lide meget feminint tøj, smykker og nederdele, men det korte hår styrer mig i en mere frisk og sporty retning. Det skal ligesom passe sammen, synes jeg.
Hvorfor er håret så vigtigt, tror du?
Håret er meget sanseligt. Det bevæger sig, når du bevæger dig, og det varmer. Man stryger håret om bag øret, man bliver strøget over håret. Og så bløder lokkerne ansigtet op. Meget kort hår kræver et smukt ansigt og en god hovedform. Der er ingen formildende omstændigheder. Det kan man bære, hvis man ser lige så godt ud som Connie Nielsen. For os andre er det lidt af en udfordring.
Er du blevet klogere på din kvindelighed?
Jeg er blevet opmærksom på, hvor vigtigt det er for mig at kunne udtrykke den indre følelse i de ydre ting. Tidligere har det nærmest været en selvfølge for mig – jeg så ud, som jeg følte mig. Nu, hvor jeg ikke længere gør det, kan jeg virkelig mærke min indre følelse, mærke min kvindelighed. Det er en ressource, jeg kan trække på, noget, jeg ikke vidste, jeg havde. Det giver mig overskud og gør mig glad. Jeg værdsætter min egen kvindelighed mere og føler et større fællesskab med andre kvinder. Det har gjort, at jeg er blevet bedre til at tage imod andres komplimenter og omsorg på en måde, jeg ikke før har kunnet. Jeg tænker lidt mere ‘because I’m worth it’. Og så er mit hår jo ved at vokse ud igen. Det glæder jeg mig til, for så kan man se udenpå, hvordan jeg er indeni.
“Hvor andre har en delle, har jeg bare en pose”
Karin Bonnesen, 44 år
Gift, en dreng på fem
Designer
Hvad gør en kvinde til en kvinde?
Det vigtigste er væremåden. Der er en særlig sødme og naturlighed, som jeg synes er meget, meget kvindelig. Selvfølgelig er det kvindeligt at have langt hår og gå med høje hæle, men udstrålingen er meget vigtigere.
Hvad gør dig selv kvindelig?
Jeg er godt tilfreds med mig selv. Først og fremmest er jeg enormt glad for mit hår. Det er langt, tykt og kraftigt. Jeg er også glad for min krop, jeg har lange ben og nogle markerede skuldre, der får mig til at se sund og stærk ud, selv om jeg ikke har dyrket sport i fem år. Samtidig med at jeg fødte min søn, fik jeg nemlig en stomioperation, dvs. at tarmen er lukket af og afføringen kommer ud i en pose på maven. Men jeg er faktisk stadigvæk glad for min mave. Den er flad og pæn. Hvor andre har en delle, har jeg bare en pose.
Hvad betyder stomien i din dagligdag?
Det er blevet lidt vigtigere for mig at se lækker ud. Jeg går nok mere i kjoler og høje hæle end før. Og det ændrer jo også min væremåde. Man kan ikke bare vade af sted i høje hæle – så vrikker man lidt mere med numsen. Og jeg vil ikke begrænse mig selv. Jeg elsker sol og varme, så jeg går stadigvæk på stranden. Det kan jeg sagtens, jeg skal bare have nogle højtaljede bikinitrusser på.
Hvordan reagerer omgivelserne?
Meget positivt. Jeg har valgt at være helt åben omkring det, og jeg tror på, at ens egen holdning smitter af på andre. Jeg arbejder i en branche, hvor udseendet er vigtigt, og mange ville måske holde den slags for sig selv, men det er enormt vigtigt for mig at kunne fortælle om det. Jeg kunne ikke leve med at skulle holde det hemmeligt. Det er meget lettere for mig at stå frem, og på den måde hjælper jeg også andre, der står i samme situation. Så får det hele en mening.
Hvilken betydning har stomien haft for din selvopfattelse?
Jeg græd i flere dage, da det stod klart, at stomien var permanent. Jeg var bundhamrende ulykkelig. Men så besluttede jeg at vende det til noget positivt. Nu hjælper jeg andre, der har stomi, ved at designe tøj, der tager højde for posen. Og i bund og grund er jeg stadig vældig godt tilfreds med mig selv og føler mig som en dejlig kvinde.
“Jeg har lært at give mig selv omsorg”
Ida Fynboe
50 år, gift, en datter på 15
Intuitiv coach
Hvad er kvindelighed for dig?
Forleden var jeg til en kirkekoncert med en fantastisk solist. Hun var helt naturlig, havde bare et enkelt spænde i håret, og så stod hun helt alene foran det store kor og fyldte hele rummet med sin power. Den der blanding af naturlighed og power, den synes jeg er enormt kvindelig.
Hvad er vigtigst for din egen kvindelighed?
Det er den samme power. Det er helt afgørende for mig at turde stå frem. For fire år siden fik jeg fjernet det ene bryst, og jeg har valgt ikke at få det rekonstrueret. Jeg har bare kunnet mærke, at hvis jeg skal blive ved med at føle mig som kvinde, så må jeg vise, at jeg stadig er glad for min krop. Det nytter ikke noget, at jeg sender signaler om, at jeg er flov over den og gemmer den af vejen. Så er jeg heller ikke et godt forbillede for min 15-årige datter. Men selvfølgelig indretter jeg mig efter, at jeg mangler det bryst. Før gik jeg meget i stropkjoler og den slags. Nu vælger jeg noget med et andet snit.
Hvad kan du bedst lide ved din krop i dag?
Jeg er rigtig glad for min krop, jeg føler mig godt tilpas i den. Jeg synes især, jeg har en god holdning og nogle pæne ben, og jeg kan stadigvæk passe de bukser jeg gik i, da jeg var 35. Og så synes jeg også, at mit andet bryst er rigtig pænt. For noget tid siden gik jeg catwalk for en butik, der sælger lingeri til brystopererede. Det var en fed fornemmelse at vise min krop frem. En understregning af, at den er god nok.
Har du lært nye ting om dig selv som kvinde?
På et dybere plan har jeg fået adgang til nogle andre af mine kvindelige sider. Jeg har lært at give mig selv omsorg. Det handler om nogle helt banale ting som at omgive mig med smukke ting – at have en bestemt kop at drikke te af, at grave erantis op i skoven og plante dem i min have, sætte forglemmigejer i et lille glas. Igennem det, jeg omgiver mig med, viser jeg, hvem jeg er. Og så har jeg opdaget værdien i bare at ligge på min sofa og være til. Jeg har altid været et utålmodigt menneske med fuld fart på. Nu har jeg lært, at min power godt kan kombineres med ro og stilhed.